Myndigheder skal fremover selv trække deres høringssvar hos BL

Ny digitaliseringsstrategi skal gøre det lettere at være myndighed, understreger direktør

lup1000

Bæredygtigt Landbrug går nu for alvor ind i IT-alderen. Fremover skal myndighederne således via et sindrigt system selv logge ind på BL’s hjemmeside og trække høringssvar på diverse høringer.

”Det er en stor effektiviseringsgevinst for myndighederne. Langt hen ad vejen er det jo de samme regler og systemer, myndighederne gang på gang beriger os med. Vores svar kan i øvrigt næppe komme bag på dem, for vi svarer jo gerne det samme”, fortæller BL’s direktør Hans Aarestrup.

Vandløb og lignende skal indtegnes

Rent teknisk skal myndighederne logge ind med brugernavn, password og med deres Nem-ID. Derefter skal en række formularer udfyldes. Derpå følger verificering og valg af geografi – og hvis høringen omhandler eksempelvis vandløb, skal myndighederne indtegne de omhandlede vandløb og eventuelt angive hældning, DVR-kote, m.v.

Systemet har visse opstartsvanskeligheder. Bl.a. fungerer kortmodulerne kun i en ældre udgave af Firefox, mens hovedsiden med loginmodul bedst understøttes af Internet Explorer. Chefjurist Nikolaj Schulz siger:

”Der er selvfølgelig opstartsvanskeligheder med et så stort IT-projekt, men vi forventer på lang sigt, at systemet vil være en effektiviseringsgevinst med op til 0,2 årsværk og i øvrigt til stor glæde for myndighederne selv”.

Tekststykker skal klistres sammen

En del af de mange valg, der skal foretages, vil i sidste ende føre til, at der kommer afbrudte tekststykker ud på skærmen, der så skal klistres sammen af myndigheden som et endeligt høringssvar. Chefjuristen forklarer, at tekststykkerne løbende kan udvides og ændres, så der altid kommer et relevant og vedkommende svar til myndighederne.

Nikolaj Schulz fortæller, at visse dele aldrig kan fravælges i standarden for den automatiserede høringssvarsgenerator, det gælder bl.a. sektioner om ekspropriation og modelberegninger. Her fabrikerer systemet blokerende fejl.

”Det skyldes, at reglerne udgør en begrænsning, der stort set altid krydser Grundlovens § 73, og vi har ikke i de seneste 20 år set en miljøregel, der ikke beror på modelberegninger”, lyder det fra Nikolaj Schulz.

Myndighedernes ansvar

Direktør Hans Aarestrup betoner, at det fremover er myndighedernes ansvar at sikre et korrekt høringssvar hos Bæredygtigt Landbrug.

”Hvis myndighederne ikke iagttager dette, står det for myndighedernes egen regning, og de må bære ansvaret herfor. Det her er jo en del af en større digitaliseringsstrategi, der i sidste ende er fokuseret på, at det også skal være lettere at være myndighed”, understreger direktøren.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top