Drænene står under vand – åen løber over

Er det et drænrør ud af marken eller et vandrør ind i marken? Manglende vedligeholdelse af vandløb er et alvorligt problem for mange landmænd

kjeld-andersen-ved-hjortvad-å

Dårlig kommunal vedligeholdelse af vandløb ødelægger dem og skaber forsumpning på markerne. En af dem, der oplever det, er landmand Kjeld Andersen ved Rødding i Vejen Kommune.

Græsset ligger presset ned ved kanten af Kjeld Andersens mark. Som var der en stor kam, der var kørt henover det og havde vandkæmmet det. Der har været overløb fra Hjortvad Å, der ligger lige op ad Kjeld Andersens gård.

”Det har ellers været en rekordtør vinter, men det kræver ikke mere end en dags regn eller to, så står vandet henover marken”, siger Kjeld Andersen.

Problemet er, at vandstanden i åen er steget. Både fordi regnmængden i Danmark stiger på grund af klimaforandringer, men især fordi kommunen ikke vedligeholder vandløbet. Kjeld Andersens drænrør står under vand. Han har sat pæle op, så han kan finde rørene. Da de blev lavet, lå de naturligvis, så vandet kunne løbe væk fra hans marker. Nu ligger de uvirksomme under vandet.

Kjeld Andersen prikker ned i noget sand, der ligger under vandoverfladen. Der står bobler op. Vandrøret er ikke bare under vand. Det er også under sand. Men Kjeld Andersen må ikke selv rense vandløbet. Det er kommunens opgave.

”Når de laver grødeskæring, så tager de bare en smule i midten. Det hjælper ikke en pind”, siger Kjeld Andersen.

Manglende vedligeholdelse

Det er kvaliteten af selve vandløbet, der er problemet. Som så mange andre vandløb i Danmark er det ikke blevet vedligeholdt. Åens brink er mange steder skredet i vandet, og sand og slam lægger sig som et tykt lag henover bunden. Det dræber bunden og suger ilten ud af Hjortvad Å. Men det laver også aflejringer, der skaber indsnævringer på vandløbet. Så vandet kan ikke komme væk, når det regner.

”Åen er som et vejnet for vand. Ligesom bilerne skal kunne komme væk fra byen, så skal vandet også kunne komme gennem åen. Ellers løber det ind over markerne og ødelægger de afgrøder, der bliver sået”, siger han.

I marts måned er det endnu ikke et problem, men der er en bekymret mine over Kjeld Andersens ansigt. Furerne i ansigtet viser et menneske, der har levet sit liv udenfor – i naturen.

Må ikke selv rense det for slam

Vandløbet er et beskyttet vandløb, så han må ikke selv rense det for slam. Det er kommunen, der har pligten til vedligeholdelse, men det må ikke ændre tilstanden. Så meget er sikkert. Her kommer et generelt problem. Må kommunen så rense det? En række kommuner fortolker det sådan, at de ikke må det, da det vil ændre tilstanden. Andre mener, at de har pligt til det, men det bliver ofte gjort så skånsomt, at vandløbet forfalder med slam i bunden som hos Kjeld Andersen. Det hæver vandstanden, og dermed kommer overløb ud på markerne.

Det gør, at afgrøderne bliver ødelagt, og det giver naturligvis landmænd som Kjeld Andersen et økonomisk tab, der rammer hårdt.

Siden Bæredygtigt Landbrug var på besøg hos Kjeld Andersen, har Vejen Kommune lavet et tilsyn af åen hos Kjeld Andersen, og han venter stadig på svar.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top