Svineproducenternes forening hylder BL’s kamp i grundvandssagen

”Det ville klæde L&F at give BL lidt anerkendelse i denne sag”, lyder det i ugebrevet fra Landsforeningen af Danske Svineproducenter

grise1000px

Landsforeningen af Danske Svineproducenter sender hver uge en såkaldt ”ugefax” ud til sine knap 1.000 medlemmer. Et ugebrev, der er læst og respekteret i hele landbruget samt i landbrugs-relaterede brancher.

Denne gang hylder svineproducenterne Bæredygtigt Landbrug for at tage kampen i sagen om de misvisende indberetninger om dansk grundvand, der har resulteret i en forkert regulering af dansk landbrug. 

Tillykke til BL med gennembruddet

”Tillykke til BL med det gennembrud, der ligger i, at miljø- og fødevareministeren nu vil have kulegravet nitrattallene. Det kommer i forlængelse af det vedholdende arbejde med emnet, som BL har påtaget sig. Det kan få stor betydning for danske landmænd”, lyder det fra svineproducenternes direktør Nicolaj Nørgaard i ugefaxen.

”Ministerens kovending kommer efter få måneders hårdt BL-pres, hvor ministeren har forsvaret egne indberetninger. Men han er åbenbart kommet i tvivl om, hvorvidt alt er sket korrekt. Ingen kan leve med tvivlen, hverken landmænd eller politikere, og ministeren skal derfor anerkendes for sit tiltag. Vi må forlange, at der sættes kompetente uvildige folk på opgaven, f.eks. i regi af rigsrevisionen”, tilføjer direktøren.

L&F er også vendt på en tallerken

Nicolaj Nørgaard kommer også ind på Landbrug & Fødevarers ageren i sagen:

”Kigger vi på retorikken fra L&F, kan vi konstatere, at den på kort tid har undergået stor forandring. Først udtrykte L&F tillid til ministeren og opfordrede alle til at vende blikket fremad. Dernæst lavede man en kommunikationsmæssig helgardering og mente, at der nok alligevel var ugler i mosen, og onsdag sprang L&F så ud med et krav om erstatning til landmænd, der måtte være pålagt restriktioner på et forkert grundlag”, skriver direktøren til landets svineproducenter.

”Mon ikke de fleste landmænd er klar over, at sagen aldrig var sendt til kulegravning uden indsatsen fra BL. Det ville klæde L&F at give BL lidt anerkendelse i denne sag. Normalt plejer man jo at skulle hjælpe lidt til i høst for at blive inviteret med til høstfesten”, slutter Nicolaj Nørgaard.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen