Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde
Alle taler om det. Men ingen gør noget ved det – er Storm P citeret for.
Det samme kan man sige om embedssystemet i det danske folkestyre. I det danske demokrati har vi en regering, bestående af en række ministre, der skal forvalte lovgivningen, som er vedtaget i Folketinget. Det lyder enkelt, og det er det for så vidt også. Men det fungerer ikke, fordi embedssystemets rolle i meget høj grad er skredet fra at være en teknisk-faglig administration til at være en politisk administration.
Svært at korrigere den politiske kurs
Embedsmændene består – mens politikerne forgår. Embedssystemet udskiftes ikke ved regeringsændringer. Det er sammensat med stort set den samme personkreds, uanset regeringsfarve og ministerskifte. De ledende embedsmænd får derved en magt alene i kraft af deres anciennitet. De kan udmønte politikken med tilpas fasthed, hvilket gør jobbet som minister svært – specielt hvis en ny af slagsen ønsker at korrigere den politiske kurs. Og hvis der begås fejl (mere eller mindre bevidst) i ministeriet, er det ministeren, der er ansvarlig, og taburetten kan nemt komme til at vakle under ham eller hende. Mens embedsmanden blot visker tavlen ren.
Det ser vi i skrivende stund, hvor miljø-og fødevareministeren er på ”dybt vand” i et forhold omkring fiskekvoter og omkring fejlindberetninger af tal til EU – om tilstanden af det danske grundvand. Ifølge nogle af landets førende jurister er der ikke skygge af tvivl om, at Miljøministeriet løbende har misinformeret EU-kommissionen, med deraf efterfølgende fejlagtige krav til den danske miljølovgivning. Den siddende minister, Esben Lunde Larsen, har indtil videre valgt at forsvare sine embedsfolk.
“For en sikkerheds skyld”
Men han har dog iværksat en ”kulegravnings”-undersøgelse – for en ”sikkerheds skyld”. Ministeren kunne også have sagt det direkte på følgende måde: ”Jeg er godt klar over, at dele af mit ministerium har været illoyal overfor både mig og nogle af mine forgængere, men jeg tør ikke tage opgøret på nuværende tidspunkt.”
Og hvad sker der i dagene op til det første møde i kulegravningsudvalget? De grimme sager vælter ned over ministeren. Det virker mildest talt orkestreret af embedsværket.
Klart er det, at flere end ministeren bærer et ansvar. I fremtidig information om det der er foregået, ville det være passende, at der sættes navn på de personer, der reelt har været involveret i denne ground-water-gate. Det er ikke kun det politiske ansvar, men det reelle ansvar for den enkelte lovstridige og moralsk forkastelige handling, der skal placeres.
Først herefter virker det danske, demokratiske folkestyre.
