“Miljø-mafiaens groundwater-gate”

Det er træls at skulle sluge sine ord. Men det er netop, hvad landbrugets og miljøets minister Esben Lunde Larsen (V) og hans topembedsmænd gør i det nye "groundwater-gate"

flagigen

Af Erik Høgh-Sørensen

Erkendelsen kommer sent, for Miljøministeriets magtfulde topembedsmænd har bevæget sig helt derud, hvorfra det er svært at vende tilbage.

Og de har taget deres minister med på turen.

EU brugt til indgreb mod bønder

Sagen handler om, at Miljøstyrelsen på trods af advarsler har fortalt EU, at der er nitratproblemer med 20 procent af det danske grundvand.

Herefter kan danske planteavlere se frem til flere restriktioner, som rammer deres internationale konkurrencedygtighed.

Men baseret på EU-direktivets krav om “repræsentative” målinger er det korrekte tal snarere 1 procent, og formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, siger kort og godt:

“Dette er miljø-mafiaens groundwater-gate.”

Beskyldt for at lyve…

Alvoren i sagen udspringer af, at Miljøstyrelsens top senest i 2016 blev advaret om, at indrapporteringerne til EU var fejlagtige. Topembedsmændene lyttede ikke. Tværtimod beskyldte de Bæredygtigt Landbrug for at lyve.

Den 3. marts 2017 skrev Miljøstyrelsens vicedirektør, Mads Leth-Petersen, på Altinget et indlæg med titlen “Er Bæredygtigt Landbrug i ond tro?”

Normalt er topembedsmænd skyhøjt lønnet for at være nogenlunde neutrale, og af samme grund klæber Leth-Petersens ord i dag også til departementschef Henrik Studsgaard. Som tyggegummi under en fodsål.

Embedsmænd trak ministeren med

Esben Lunde Larsen bakkede sine topembedsmænd op ved at beskylde Bæredygtigt Landbrug for at vildlede.

Lunde brugte ikke ordet “løgn”, men i Effektivt Landbrug 4. februar 2017 forklarede han, at “der er ikke indrapporteret forkerte data om nitratindholdet i grundvand”.

Ved en senere lejlighed kaldte han gentagne gange Miljøstyrelsens indberetninger “rigtige”.

Ergo er bøndernes pointe “urigtig”.

Nu sluger Lunde sine ord

Til Landbrugsavisen sagde Lunde 16. marts 2017, at “Miljøstyrelsen ikke godt nok har redegjort for, hvordan og hvorfor de danske myndigheder ikke har indberettet data for grundvand til EU på den måde, som man har gjort.”

Samtidig forvekslede ministeren tilsyneladende Landbrug & Fødevarer (L&F) med den rivaliserende organisation Bæredygtigt Landbrug.

Det er sidstnævnte, som har anlagt nitratsagen, mens det var L&F, som fik ros af ministeren:

“Det tjener L&F og deres medlemmer til ære både at være kritiske og konstruktive. Det er, hvad der flytter den politiske dagsorden.”

Fra “ond tro” til tja-bum-bum

Også Leth-Petersen har dæmpet sig. Allerede 10. marts 2017 erkendte han på Altinget, at “grundvandsområdet er fagligt komplekst med mange nuancer.”

Nu hed det sig, at “EU-Kommissionen har forholdt sig til den danske forståelse af definitionen af grundvand, og Kommissionen er enig med Danmark.”

Udtalelsen antyder, at topembedsmændene kan have snydt EU’s kontrolinstans, for de danske nitrattal er næppe “repræsentative”, sådan som EU-direktivet kræver.

Lundes lederskab?

Det er tidligere blevet beskrevet, hvordan Lunde i udgangspunktet stod med en dårlig nitratsag. I dag står han endnu dårligere.

Dog har de store københavnermedier som DR, JP/Politiken, Berlingske og Information ikke rigtig bemærket, at ministeren er groggy. Det er måske ministerens held.

Men by-mediernes manglende interesse må bero på en fejl, thi gylle kan som bekendt udløse danske journalisters mest ærefulde pris…

(Erik Høgh-Sørensen er partner i Analyseenheden 4V med speciale i markedsanalyse, eksportstrategi og kommunikation. Han har tidligere været kommunikationschef i en Mærsk-division og EU-korrespondent for Ritzau i Bruxelles. Erik Høgh-Sørensen er folketingskandidat for Dansk Folkeparti. Han er endvidere foredragsholder og forfatter, senest til bogen ”Mod Vinden. Danmarks plads i Europa”. Dette indlæg har også været bragt på www.borsen.dk).

Scroll to Top