Juraprofessor angriber indberetninger

I et interview med Effektivt Landbrug fortæller professor i miljøret, Peter Pagh, at de danske indberetninger ikke er korrekte

pagh-eksporteret

En af Danmarks førende juraeksperter angriber de danske indberetninger af nitrat i det danske grundvand og de eksperter, der laver indberetningerne.

Professor i miljøret Peter Pagh har ikke den store forståelse for, at de eksperter, der for et år siden angreb Eva Kjer Hansen i forbindelse med fødevare- og landbrugspakken, nu ikke kan finde ud af at lave indberetninger af nitrat i grundvandet til EU.

”Det er da påfaldende, hvorfor alle disse eksperter ikke er i stand til at bistå med at lave korrekte og repræsentative grundvandsmålinger. Der er altså noget ravende galt, når eksperterne, som havde så travlt for et år siden, nu ikke kan finde ud af almindeligt repræsentativt håndværk. Det synes jeg i hvert fald”, siger Peter Pagh i et interview med Effektivt Landbrug.

Her angriber han de danske indberetninger om nitrat i grundvandet.

Han kalder grundvandsindberetningerne fra Danmark til Kommissionen for åbenlyst misvisende.

Peter Pagh har været professor i miljøret ved Københavns Universitet siden 1999 og har skrevet flere lærebøger om blandt andet EU-miljøret. Han undrer sig over, at eksperterne ikke er i stand til at lave de repræsentative målinger af nitratforekomster i det danske grundvand, som EU-Kommissionen beder Danmark om.

”At det så er tåbeligt, hvad der foregår herhjemme, er jeg ikke i tvivl om. Man arbejder jo på den måde i Danmark, at når problemet, man leder efter, forsvinder, så flytter man sine målepunkter. Derved skaffer man sig selv beskæftigelse, fordi man hele tiden får sikkerhed for, at man kan finde et problem,” siger han.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen