Hvorfor bibringes EU et forkert indtryk af dansk grundvand?

Bestyrelsesmedlem i BL spørger ind til muligvis rigtige tal – men repræsentative er de ikke…

vand-fra-flaske1000x400

Af Alfred Tværsig Olesen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Tværsiggaard, Nørregade 53, Hornsyld

Danskerne er med rette meget stolte af deres rene grundvand. Vi kan drikke grundvandet urenset, hvilket ikke er tilfældet i adskillige andre lande.

Alligevel har EU det indtryk, at det danske grundvand er negativt påvirket af Nitrat. Det sker på baggrund af de danske indberetninger. Disse danske indberetninger er hemmelige. Det er i sig selv uforståeligt. Når EU løfter sløret for deres opfattelse af de hemmelige tal, afslører de, at de tror, at 20 procent af hele det danske grundvand har for højt indhold af Nitrat.

En lille delmængde…

Det danske embedsværk svarer så, at det blot gælder 20 procent af det overvågede grundvand. Se, det er noget ganske andet. En lille delmængde er altså ikke det samme som hele grundvandet. Og det er uhæderligt at lade EU blive i den vildfarelse.

Danmark benytter mange forskellige målinger i deres overvågning. Bl.a. de såkaldte Loop-målinger, der er skabt til at overvåge landbrugets påvirkning i de helt øvre jordlag, hvor sugecellerne ofte er placeret i overlap, dvs. de få steder, hvor gødningsudbringningen er foretaget dobbelt. De målinger er på ingen måde repræsentative for grundvand – og bør ikke engang indgå i en beregning – for hvordan skal de vægtes? Det er det samme som at måle i spildevand på vej til rensningsanlæg og derefter beregne, at det pågældende rensningsanlæg ikke renser godt nok.

Tal er rigtige – men er de repræsentative?

Flere embedsmænd har udtalt, at Danmark har indberettet de rigtige tal. Det kan godt være, tallene er rigtige – men er de repræsentative for hele det danske grundvand? Jeg bliver derfor nødt til at spørge de embedsmænd, som har været med til at indberette disse tal i årevis og dermed har skabt det billede, EU har: Peter Kaarup, Mads Leth-Petersen og Thomas Bruun Jessen:

Hvorfor har EU det indtryk, at 20 procent af hele det danske grundvand har et nitratindhold på over 50 mg pr. l.?

Hvorfor benytter Danmark de meget øverlige målinger f.eks. fra Loop-målingerne til afrapportering af grundvand?

Har EU fået præciseret forskellen på målepunkter og hele grundvandet?

Hvordan er det indberettet, at max. 4 procent af det danske grundvand har over 50 mg. N pr. l.?

Scroll to Top