Bæredygtigt Landbrug: Misvisende tal skal rettes nu

Landbrugsorganisation glæder sig over kulegravning af nitrat-indberetninger til EU – men understreger, at konklusionen haster

hans3

Det er positivt, at Miljøstyrelsens mangeårige indberetning om det danske grundvands tilstand til EU nu bliver kulegravet. Men det haster med konklusionen – for de åbenlyst misvisende tal om nitratindholdet burde rettes allerede nu.

Sådan lyder det fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL), efter at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i onsdagens udgave af dagbladet Børsen varsler en ekstern kulegravning af Miljøstyrelsens indberetninger til EU-kommissionen. Ministerens melding kommer, efter at BL i årevis har påvist, hvordan dansk landbrug bliver reguleret på et falsk grundlag. Senest har organisationen bevist, hvordan mange års misvisende indberetninger om dansk grundvand til EU har skabt hårde – og helt unødvendige – restriktioner for dansk landbrug.

Kommissionen bør involveres øjeblikkeligt

”Det er fantastisk, at det første skridt nu tages i forhold til at få rettet tallene. Vi forventer, at kompetente og helt uvildige mennesker sættes til at kulegrave sagen, og at EU-kommissionen øjeblikkeligt involveres, så det ikke bare bliver en dansk rundbordssnak”, lyder det fra BL-direktør Hans Aarestrup.

Formand: De tal skal korrigeres

BL’s formand Flemming Fuglede Jørgensen mener, at det er på tide, at ministeren – efter skiftende meldinger den seneste tid – endelig tager affære:

”Esben Lunde Larsen burde have udført sit job og taget ansvar for lang tid siden. Det her går i den rigtige retning, men det må ikke blive nogen syltekrukke. En kulegravning er jo ingen garanti for, at noget bliver ændret – og de tal skal korrigeres, så vi kan komme eksempelvis skærpede kvælstofkrav til livs”, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

”I årtier har det danske samfund mistet milliarder af kr., og mange landmandsfamilier er gået fra hus og hjem på grund af uretfærdige restriktioner, der ikke byggede på et fagligt og juridisk korrekt grundlag”, tilføjer formanden.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen