Spændende emner til debat på Bygholm Landbrugsskole

Både folkevalgte og ansatte glæder sig til at møde medlemmerne til en god debat

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen fotograferet den 6. juli 2015.

Væsentlige spørgsmål om erhvervets forhold trænger sig på, når Bæredygtigt Landbrug i morgen, onsdag, holder sin årlige generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens. 

Specielt efter ugens minister-udmelding på kvæg-kongressen, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) igen forsikrede om, at EU har fået rigtige indberetninger fra Danmark om det danske grundvands tilstand.

Tvetydig indberetning

Ministeren henviser til, at han baserer sig på tal fra GEUS, Danmarks officielle geologiske undersøgelser.

”Problemet er, at indberetningerne fra Danmark er så tvetydige, at EU-kommissionen tydeligvis har misforstået dem”, siger Hans Aarestrup, direktør i Bæredygtigt Landbrug.

”Derfor glæder vi os til en god debat med ministeren om, hvorvidt vi fremadrettet kan sikre os, at alt går rigtigt til. Så vi landmænd kan være sikre på at blive reguleret på et faktuelt og fagligt korrekt grundlag”, tilføjer direktøren.

For Bæredygtigt Landbrug er alt omkring indberetningerne fortsat usikkert, fordi målstregen for, hvad landmænd skal opnå, hele tiden synes at flytte sig i rapporter fra GEUS. Der bliver ændret i forudsætningerne – uden det oplyses. Det skete for eksempel fra én GEUS-rapport til en anden, når det gælder den nedbrydning af kvælstof, der finder sted fra rodzonen og ned igennem jordlagene. Og det gælder den grænseværdi, man sætter for kvælstof i rodzonen.

”Det er særdeles problematisk, når vi ved, at det bl.a. er disse oplysninger, som kravet om de ekstra efterafgrøder baserer sig på”, fortæller Hans Aarestrup.

Hør mere om pesticidforbud og stævning

Der tages fat på mange andre emner på morgendagens generalforsamling. Blandt andet de indsatsplaner, som kommunerne i øjeblikket arbejder på omkring vandboringer. Om BL’s stævning af staten vedr. vandområdeplanerne. Og om BL’s arbejde i det hele taget i årets løb.

Der inviteres indenfor på Bygholm Landbrugsskole fra kl. 13, hvor der bydes på pølsebord, fadøl, vand og kaffe. En time senere siger formand Flemming Fuglede Jørgensen velkommen fra talerstolen, der derefter indtages af først journalist Jeppe Søe og dernæst medlem af Europa-parlamentet, Jørn Dohrmann (DF). Fra kl. 16 begynder selve generalforsamlingen. Efter aftensmaden holder miljø- og fødevareministeren sit oplæg, der efterfølges af en kort debat.

Dialog med medlemmerne

”Vi håber på mange input til, hvordan kommunikationen med medlemmerne kan blive endnu bedre, og glæder os til at fortælle om årets arbejde i foreningen og til at møde rigtig mange medlemmer. Inden generalforsamlingen og i pauserne er der mulighed for mange mere uformelle samtaler og spørgsmål, så alle kan lære hinanden bedre at kende”, lyder det fra Hans Aarestrup.

Bæredygtigt Landbrug har omkring 4.000 medlemmer. Der er foreløbig meldt i underkanten af 500 landmænd til morgendagens generalforsamling. Du kan tilmelde dig mødet her.

Af Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk, og Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top