Hvor er du nu, Jarlov?

Rasmus Jarlov (Det Konservative Folkeparti) slog i forbindelse med sagen om landbrugspakken hårdt på, at der skulle være retvisende billede af kvælstofudledningen i Danmark. Men hvor er han nu? Redaktøren hos Effektivt Landbrug opfordrer ham til at komme frem.

rasmus-jarlov

Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug

EN AF DE politikere, der talte mest om fejl, mangler og politiske konsekvenser i forbindelse med debatten om landbrugspakken for et år siden, var De Konservatives daværende landbrugsordfører Rasmus Jarlov. Han var så utilfreds med Eva Kjer Hansens håndtering af sagen, at han var med til at vælte hende som miljø- og fødevareminister. Ifølge Jarlov var det således: »…slået 100 procent og indiskutabelt fast, at konsekvenserne af landbrugspakken ikke er blevet fremlagt retvisende for offentligheden og Folketinget«.

HVIS DET ER afgørende for demokratiet, at politiske beslutninger og bagvedliggende beregninger fremlægges retvisende for offentligheden og Folketinget, jamen så har vi her en sag, du i den grad bør interessere dig for, Rasmus Jarlov. Og det samme bør alle andre politikere, der deler dit syn på, at tingene i et demokrati skal være fremlagt retvisende for offentligheden og Folketinget.

SOM VI NU gentagne gange har beskrevet her i avisen, er der nemlig et eklatant misforhold mellem de tal, som EU-Kommissionen har fået for nitratindholdet i det danske grundvand og virkeligheden. Og der er ligeledes et klart misforhold mellem, hvad de danske myndigheder fortæller offentligheden og Folketinget, og hvad man fortæller EU. Det er ikke noget, vi finder på. Det dokumenterer statens egen repræsentant i gødningssagen, Kammeradvokaten, skriftligt. Og det har EU-Kommissionen ligeledes dokumenteret ved at svare, at man har fået et tal, der hedder, at 20 procent af Danmarks grundvand er nitratforurenet over grænseværdien i EU. Dette tal stemmer ikke overens med virkeligheden. Det er og kan dokumenteres.

SÅ KÆRE RASMUS Jarlov & Co. – grundvandssagen er i dén grad en sag, I lovlydige politikere bør interessere jer for. Og hvor I omkring landbrugspakken debatterede nogle få tons kvælstof, er der her tale om en sag i en helt anden klasse. Der er enorme mængder kvælstof på spil. Og der er 100 procent indiskutabelt sket et milliardtab i dansk landbrug som følge af de myndighedsindberetninger, som danske embedsfolk har givet EU. Det fremgår nemlig klokkeklart af Kammeradvokatens svarskrift i gødningssagen, at miljøreguleringen, som via vandmiljøplanerne er iværksat over for Danmarks landmænd, er foretaget på baggrund af indberetninger, som ikke er retvisende for det danske grundvands sande tilstand – ligesom myndighedernes udmeldinger til offentligheden og Folketinget ikke er retvisende. Miljøstyrelsen og Kammeradvokaten kommer nemlig med modstridende oplysninger til offentligheden. Og har styrelsen ret, så har Kammeradvokaten løjet i gødningssagen. Eller også er det omvendt.
DER ER MED andre ord en sag af format, du kan kaste dig over her, Rasmus Jarlov.

(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug).

Foto: Det Konservative Folkeparti / Rasmus Flindt

Scroll to Top