Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde
Flere kommuner handler retsstridigt, når de etablerer de såkaldte sprøjtefrie zoner, der nogle steder både er sprøjtefrie og gødningsfrie, mener advokat Hans Sønderby Christensen.
Det er der mange årsager til. Prisen for indgrebet er meget stort, faktisk kan man tale om ekspropriationslignende forhold, uden at det beviseligt fører til et bedre miljø.
Staten har givet kommunerne et alibi
Det er staten, der har givet kommunerne et alibi til indførelsen af zonerne. Det er sket, uden at der er fastsat et defineret krav til forureningens styrke. Derfor kan indgrebet blive vilkårligt og forskelligt fra kommune til kommune. Der er heller ikke sikkerhed for en forbedring af grund- og drikkevand. Det kan jo måles, at der ingen problemer er der. Derfor strider indgrebet med sprøjtefrie zoner mod det EU-retslige proportionalitetsprincip.
Vi kan simpelthen ikke have, at statsadministrationen ignorerer, at vi har krav på klar og forudsigelig besked om, hvor og hvornår et sådant indgreb vil ramme os. Vi skal på forhånd kende, hvem der kan blive ramt. Vi kan ikke have, at myndigheder ignorerer proportionalitets-princippet.
EU-domstolens stærke ord…
I stedet må myndighederne bøje sig for EU-domstolens stærke ord, f.eks. i december hvor den udtalte sig i en græsk sag om statens adgang til at gøre indgreb overfor os private virksomheder. Også i den sag var beføjelsen til myndighederne helt vid og vilkårlig:
”Skal det fastslås, at de berørte (virksomheder), når det ikke er præciseret, under hvilke omstændigheder den omhandlede beføjelse kan udøves, ikke ved, under hvilke specifikke og objektive omstændigheder denne beføjelse kan anvendes, idet der potentielt set er tale om mange uspecificerede og uspecificerbare situationer, hvor denne kan finde anvendelse, hvilket overlader den berørte myndighed et vidt skøn, som er vanskeligt at efterprøve. Sådanne kriterier, som ikke er præcise og dermed ikke baseret på objektive betingelser, der kan kontrolleres af domstolene, går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de angivne mål, og kan derfor ikke opfylde de krav, der følger af proportionalitetsprincippet”.
Der er således mange årsager til, at indgrebet måske er ulovligt. Bæredygtigt Landbrug undersøger derfor, om der skal føres en retssag for at få fastlagt lovligheden af de indgribende reguleringer.
Ingen fare for grundvand eller drikkevand
Det er den retssag, vi nu må koncentrere os om. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at der ikke er nogen fare for hverken grundvand eller drikkevand ved dyrkning af jorden. Derfor har kommunerne ingen grund til indgreb, hverken med zoneinddeling eller andre dyrkningsrestriktioner, der kan give kompensation. Staten har ladet sig styre af en overflødig bekymringsindustri, når den tillader denne zoneinddeling.
Hvad med vandet under byerne?
De, der skoser det vidensbaserede landbrug for ikke at passe på grundvandet, kan jo blot begynde at drikke vandet under byerne. Herude på landet ved vi, at der bliver passet på både jorden og vandet. Vi drikker vores vand med velbehag.
Vi landmænd lever jo af, med og i naturen.
