Radikal mangler viden

Om nogen burde en biolog dog være opdateret på den faglige viden

nordjylland-25-april-2014-54

Af Carsten Søborg, landmand og medlem af Bæredygtigt Landbrug, Tranumvej 22, Birkelse, 9940 Aabybro

Radikaleren og biolog Keld Kollerup Kvist afslørede i Nordjyske den 6. december en total mangel på opdateret viden. Samtidig udviste han en dyb respekt for professor Stiig Markager og disrespekt for to læserbrevsskribenter i Nordjyske, der stillede spørgsmålstegn ved fagligheden i de krav, der er kommet i forbindelse med revisionen af Landbrugspakken.

De nye krav bygger på fejlagtige tal, skriver Fuglede og Aggesen. Selv Stiig Markager giver dem helt ret, bl.a. når det gælder kravene til Limfjorden.

Overimplementering

Stiig Markager var hovedforfatter på et notat fra DCE – Statistiske modeller og metoder til bestemmelse af indsatsbehov – dateret 28. april 2015. Her fremgår det af fodnoten på side 22, at når indsatskravet til vandområde 157 (Limfjordsområdet i vest) implementeres, kan de procentsatser, der står i parentes på side 22, anvendes for vandområde 156 (Limfjordsområdet i øst). Det vil sige, at der i stedet for en indsats på hhv. 30 og 20 procents reduktion kun skal laves en indsats på 0 og 6 procent i Limfjorden.

Derved giver Kvists professorven Fuglede og Aggesen ret i, at der er tale om overimplementering med de nye krav.

For nu at skære det ud i pap: Indsatskravet for vandområde 156 er i vandplanen fastsat til 2.122 tons Total N frem til 2027, med mit kendskab til Total N-udledningen til de enkelte deloplande skønnes indsatskravet for vandområde 156 ved brug af fodnoten at udgøre ca. 300 til 400 tons Total N. Der er altså tale om en overimplementering på ca. 1700 til 1800 tons TN – stadig ifølge Stiig Markagers tal.

Stemmer ikke overens med direktivet

Ifølge Vandrammedirektivet skal medlemslandene bruge de mest omkostningseffektive løsninger til at opnå god økologisk tilstand. Derfor er de nye indsatskrav for vandområde 156 ikke i overensstemmelse med vandrammedirektivet.

Det ville klæde biolog Kvist, som også er medlem af Limfjordsrådet, at være opdateret på den faglige viden specielt i Limfjordsområdet, inden han skælder andre ud med nogle af sprogets værste gloser.

(Indlægget har også været bragt i Nordjyske).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen