Formand til landbrugselever: I skal tro på fremtiden

BL’s Flemming Fuglede hankede op i landbrugselever, da han deltog i paneldebat om, hvordan vi klæder de unge landmænd bedst på til fremtiden

img_3786

Gode råd var ikke dyre, da Bæredygtigt Landbrugs formand, Flemming Fuglede Jørgensen, mandag eftermiddag deltog i paneldebat på Nordjyllands Landbrugsskole.

Her mødte han bestyrelsesmedlem i L&F og formand for AgriNord, Carl Christian Pedersen, og de gav hver især deres bud på, hvordan vi klæder de unge bedst muligt på til fremtiden.

Og de engagerede elever, som både talte agrarøkonomer og almene landbrugselever, havde mange spørgsmål til de to herrer om fremtiden. Et af de spørgsmål, der gik igen, lød på, hvordan de unge sikrer at holde fingeren på pulsen: 

Her var svaret klart fra en altid veloplagt formand: ”I skal tro på jer selv og bruge jeres sunde fornuft!”

”I har en knaldgod uddannelse, og I vant til at bestille noget. Ligegyldigt hvor man kommer i verden, hvor der er danske landmænd, så bliver hatten taget af for dem – og det skal I være stolte af. I skal også være stolte af, når I kommer rundt i landet at fortælle; ’at jeg er landmand’. Vi skal deltage, når vi sidder i de her debatter og holde på, at danske fødevarer er superprodukter – uanset om det er bulkvarer eller nicheprodukter. Vi kan vores job, og det er vi stolte af. Vi i BL skal nok stå inde for, at den danske landmand skal agtes som det, han er.”

Eleverne skal ud i praksis

Mange af de studerende kunne fortælle om oplevelsesrige udenlandsophold i New Zealand og USA. De var derfor også optaget af, om de uddanner sig bedst ved at sidde på skolebænken og læse, ved at tage lederuddannelser eller med harven ude i marken. Og det sidste bifaldt Flemming Fuglede, som mente, at de unge bør komme ud og få så meget erfaring som overhovedet muligt.

Det fik en enig forstander på Nordjyllands Landbrugsskole, Erik Poulstrup, på banen:  

”Mange er ikke opmærksomme på, at danske landmænd også skal være internationale. Derfor er det også begrædeligt, at Landbrug & Fødevarer har nedlagt det tilskud, de giver til Travel-to-Farm. Det synes jeg, er en fejl. Jeg vil gerne have, at I kommer ud og rejser, og får et mere langsigtet syn på det hele.”

”Kan man ikke sige, at det er altafgørende? For vi vil jo gerne sige, at vi er de bedste i hele verden. Men de er også dygtige udenlands. Det er enormt væsentligt, at I får de indtryk,” sluttede BL’s formand af.

Han var i øvrigt en omsværmet herre, som fik en del henvendelser fra de spørgelystne elever efter debatten.

Af Ditte Birkebæk dib@baeredygtigtlandbrug.dk

 

Scroll to Top