Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro., ekstern rådgiver i Bæredygtigt Landbrug
De danske vandplaner har i årevis været konstrueret med indbyggede systemfejl.
Modelgrundlaget bag vandplanerne indeholder den alvorlige systemfejl, at en forøget fosforudledning til en recipient fører til et krav om reduceret kvælstofudledning. Det betyder, at sjusk med rensning af spildevand, herunder mange hundrede overløb af urenset spildevand, ikke forfølges som udslip af for meget fosfor. Det udløser derimod krav om reduktion af landbrugets udledning af kvælstof.
Som følge af den fejlbehæftede model har spildevandsrensningen fået lov at sejle, mens kvælstofrestriktionerne har fået landbruget til at segne.
Danmark bagud på fosforrensning
I mange år er dansk spildevand blevet renset dårligt for fosfor. Målsætningen fra 1987 om 80 % reduktion af fosforudledningerne er aldrig blevet opfyldt. Danmark er bagud på området og udleder en faktor 10 gange så meget fosfor fra renseanlæggene, som vore nabolande. Fosforkoncentrationen er endda svagt stigende i mange danske vandområder. Samtidig er kvælstof faldet til ca. halvdelen. Men som følge af den fejlbehæftede strategi fører situationen alligevel til skærpede kvælstofrestriktioner.
Reduktionskravene til landbrugets vigtigste næringsstof er blevet strammet og strammet, mens danske fosforudledninger fra spildevand kun er mødt med et skuldertræk. Spørgsmålet er, om denne skandale er bevidst eller ubevidst? Om det drejer sig om svindel eller sjusk?
Det er en åbenlys systemfejl, at indsatsen mod eutrofiering sker ensidigt ved kvælstof. I det marine økosystem interagerer de to hovednæringsstoffer, kvælstof og fosfor, nemlig i en så omfattende grad, at det ikke giver mening at beregne og regulere på kvælstof alene.
Det er samspillet mellem kvælstof og fosfor, der har betydning for eutrofieringstilstanden.
Eksempel til illustration
At strategien med ensidigt indgreb over for kvælstof er en misforståelse, kan illustreres med følgende eksempel:
1) Et dysfunktionelt renseanlæg/mange regnbetingede udledninger (af fosforrigt spildevand) bevirker, at der udledes for meget fosfor, hvorved N:P-forholdet i recipienten falder.
2) Dette fald i N:P-forholdet fører til (eller forstærker) den tilstand, der benævnes ”kvælstofbegrænsning”.
3) Denne konstaterede ”kvælstofbegrænsning” fører herefter til en (forkert) konklusion om, at yderligere indsats for at opnå god økologisk tilstand (GØT) skal ske gennem yderligere indgreb mod kvælstofudledningen fra landbrugsarealerne gennem reducerede kvælstofnormer.
Eksemplet viser, at en forøget fosforudledning, der naturligvis burde imødegås direkte med indgreb mod fosfor, i stedet udløser et indgreb mod kvælstof.
En sådan strategi er usaglig.-
Forureneren-betaler-princippet er sat ud af kraft
Eksemplet viser endvidere, at kravet om, at ”forureneren skal betale” ikke efterleves i dansk vandplanlægning. Her får landbrugserhvervet nemlig regningen for kommunernes mangelfulde spildevandsrensning. Og myndighederne ser passivt til.
Systemfejlen har nu overlevet i ca. 30 år. Indsatsen underbygges med konstruerede modeller, der giver forudsigelige resultater, hvorimod autentiske målinger ikke accepteres.
Det er et ubesvaret spørgsmål, hvorfor denne udvikling har fået lov at fortsætte årti efter årti. Hverken røde, blå eller grønne politikere formodes at acceptere så grove systemfejl. Så hvis forvaltningssystemet var sundt, ville den slags ikke kunne forekomme.
Evalueringer modarbejdes af ”systemet”
Da der for snart 30 år siden gennemførtes en international evaluering af dansk miljøforskning, udløste det hård kritik. Men det hele blev droslet ned af ”systemet”.
Nu planlægges der atter en international evaluering. Men man sætter ræven til at vogte gæs: Ikke nok med at et ministerium står for undersøgelsen af sig selv. Derudover er det selve nøglepersonerne i den kritisable proces, der nu skal forestå hele kommunikationen med evalueringspanelet. Det er himmelråbende useriøst.
Hvorfor sætter man ikke et andet ministerium til at forestå evalueringen? For eksempel Forskningsministeriet.
En opgave for departementschefen
Det er nok urealistisk for ministre/politikere at rette tekniske systemfejl uden embedsværkets aktive medvirken. Og her har der ikke været meget hjælp at hente.
Derimod er det en central opgave for den ansvarlige departementschef at få korrigeret åbenlyse tekniske fejl!!!
Hvis ikke systemets teknisk ansvarlige skal rette systemets tekniske fejl – hvem så?
(Indlægget har også været bragt på www.altinget.dk).
