Nye vådområder vil være en fortsættelse af en totalt fejlslagen kvælstofstrategi

Forskerne bag vandplanerne har aldrig dokumenteret - og kan ikke dokumentere - den postulerede kobling mellem kvælstoftilførsel og tilstanden i vandmiljøet. Situationen er uholdbar. Og den bliver endnu værre, hvis der nu laves vådområder i stor stil, der på grund af en systemfejl begrænser noget relativt uproblematisk kvælstof, men udleder skadeligt fosfor

nordjylland-25-april-2014-54

Af cand. agro. Poul Vejby-Sørensen, Bæredygtigt Landbrug

I Effektivt Landbrug 19. oktober omtaltes nogle planer om 63 nye vådområder på flere tusinde hektar, som Miljøministeriet (SVANA), vil kaste i hovedet på et sagesløst landbrugserhverv, der herved vil blive straffet for myndighedernes fejlslagne miljøpolitik, der har fokuseret på kvælstof og sjusket med fosfor.

Det bør ikke lykkes for SVANA at få gennemført dette vådområde-cirkus med tilskud fra omdirigerede EU-midler, medmindre der ydes fuld dokumentation for, at det gavner – og ikke skader – vandmiljøet.

Hvis nogen skulle tro, at flere vådområder vil lette kravene på dyrkningsfladen, har de ikke fulgt med i dansk miljøpolitik gennem de seneste årtier. Den delikate sammenhæng er nemlig, at SVANA anser kvælstof som hovedproblemet i vandmiljøet og fosfor som et mindre problem. Derfor går restriktionerne ensidigt på kvælstof med strengere krav, jo mindre kvælstof der findes. Omvendt gør de for lidt ved fosfor fra spildevand.

Denne opfattelse betyder, at der etableres stribevis af vådområder, der fjerner noget kvælstof, men samtidig fører til større udledning af fosfor og derfor kan blive til større skade end nytte for vandmiljøet.

Fosforudledning fører til større kvælstoffølsomhed i fjorde og kystvande. Dette vil så med stor sandsynlighed få SVANA og Aarhus Universitet til at kræve strengere indgreb mod kvælstof, osv.

Vådområder som middel mod eutrofiering kan derfor virke som ”benzin i brandslangerne”.

I øvrigt er Danmark jo omgivet af vådområder, hvori denitrifikationen forløber helt naturligt, som det er sket i århundreder, så hvorfor flytte dem ind på land?

SVANA’s og DCE’s annoncerede kvælstofkrav er i bund og grund en selvskabt plage – EU kræver intet i den retning.

Strategien er én stor misforståelse

Danmark har nu gennem 30 år jagtet kvælstof som hovedårsagen til dårligt vandmiljø. Strategien, der er en misforståelse, har kostet langt over 100 milliarder kroner og udgør et massivt spild af penge, produktionsmuligheder og beskæftigelsesmuligheder uden dokumenteret nyttevirkning. Forskerne bag vandplanerne har aldrig dokumenteret – og kan ikke dokumentere – den postulerede kobling mellem kvælstoftilførsel og tilstanden i vandmiljøet.

Den første vandmiljøplan fra1987 var en succes, fordi den satte gang i rensning af spildevand fra byerne og reduktion af landbrugets gårdbidrag.

Men siden er danske miljømyndigheder gået grassat med indgreb imod kvælstof i plan efter plan efter devisen ”jo mindre kvælstof, der er i forhold til fosfor, jo mere begrænsende bliver kvælstof for algevæksten, og jo vigtigere er det at begrænse kvælstofudledningerne yderligere”.

De oprindelige mål for kvælstofudledninger (50 % reduktion) er for længst nået, hvorimod målene for fosfor (80 % reduktion) aldrig er nået, selv om det var både den vigtigste og den letteste opgave.

Kvælstofkonceptet er en ”skruen-uden-ende-strategi”, som bygger på fejlslutninger, en direkte systemfejl:

At et vandområde (og det gælder for næsten alle danske fjorde og kystvande) er ”kvælstofbegrænset”, betyder nemlig ikke, at der tilføres for meget kvælstof. Det betyder derimod, at der tilføres for meget fosfor.

Med andre ord er det fosfor fra især spildevand og overløb af urenset spildevand, der fører til ”kvælstofbegrænsning” i fjorde og kystvande. På samme måde vil fosforudslip fra vådområder naturligvis også fremme ”kvælstofbegrænsning” og dermed SVANA’s begrundelse for yderligere indgreb mod kvælstof.

Ensidig indsats mod kvælstof (dvs. reduktion af kvælstof: fosfor-forholdet) bidrager af forskellige årsager til et dårligere fødenet for fisk og andre vanddyr – altså et forringet vandmiljø. Dette er dokumenteret ved flere amerikanske universiteter og anerkendes i vore nabolande.

25-årigt fuldskalaforsøg

Virkeligheden har vist, at der ikke er hold i påstanden om en ”kobling” mellem kvælstof og dårligt vandmiljø. I realiteten er der med de danske kvælstofnormer gennemført et 25-årigt fuldskalaforsøg for hele landet, der i statistisk sikkerhed langt overstiger de omdiskuterede regnemodeller, som Aarhus Universitet benytter.

Den påståede sammenhæng (”kobling”) mellem kvælstof og vandkvalitet kan ikke påvises i dette fuldskalaforsøg.

Danske miljøforskere har mistet udsynet i bestræbelserne for at forsvare deres mangeårige rådgivning af myndighederne. End ikke vor tætteste nabo mod øst, Sverige, som vi deler vand med, vil forskerne lære af. Svenskerne har for flere år siden indset, at fosfor er den vigtigste styrepind for vandkvalitet og eutrofiering. Vor nabo mod vest, England og Wales, har ligeledes indenfor de seneste år skærpet opmærksomheden på fosfor, mens de ikke interesserer sig synderligt for kvælstof. Mod nord og syd ryster man også på hovedet af Danmark, der ikke kører efter videnskabelige retningslinjer, men mere efter politiske målsætninger, som underbygges med konstruerede regnemodeller, af katastrofal kvalitet.

De realiteter, der fremgår af flere års tilstandsrapporter, interesserer administrationen sig ikke for:

Ingen virkning af kvælstofreduktion

En række videnskabelige tilstandsrapporter, Vandmiljø og Natur 2011-14, som er udsendt i årene 2012-15 af Aarhus Universitet/DCE, GEUS og Miljøministeriet/Naturstyrelsen, dokumenterer, at en halvering af kvælstof ikke har haft nogen særlig virkning på vandmiljøet.

Kvælstofniveauet er faldet 50-60 procent i forhold til niveauet i årene 1989-2002 afhængig af, hvilken kvælstoffraktion der analyseres for. Men denne kæmpereduktion af kvælstof har ikke gjort nogen forskel på de parametre, som man bruger til at vurdere vandmiljøets kvalitet:

Sigtdybde: I perioden siden 1989 er der ikke nogen signifikant udvikling i sigtdybde. Vandet er altså ikke blevet mere klart.

Iltforhold: Iltforholdene i bundvandet for de åbne farvande, som er målt siden midten af 1960’erne, viser en signifikant negativ udvikling.

Der er ingen tydelig udvikling i iltindhold i fjorde og kystnære områder i perioden 1981-2011. Middelværdien for 2011 lå på niveauet for de foregående ca. 10 år.

Ålegræs: Det samlede datamateriale for perioden 1989-2013, viser at der generelt ikke har været en signifikant udvikling i ålegræssets maksimale udbredelse eller hovedudbredelse.

Evaluering og inhabilitet

Som en del af Landbrugspakken, der blev vedtaget i foråret, er der nu aftalt en evaluering, hvor en håndfuld forskere fra vore nabolande skal vurdere dansk miljøpolitik – herunder de omdiskuterede kvælstofmodeller, der ligger til grund for vandplanlægningen.

Men processen lider under, at al kommunikation med evalueringspanelet planlægges at gå gennem den inhabile personkreds, hvis indsats skal evalueres. Det er ikke betryggende – nærmest som at sætte ræven til at vogte gæs. Endvidere er det uvist, hvordan – og af hvem – evalueringspanelet skal udpeges.

Allerede i 1989 foranstaltede den daværende regering en evaluering af dansk miljøforskning. Et internationalt panel af højt kvalificerede forskere leverede en massiv kritik af store dele af denne forskning. Men kritikken blev gemt væk – formentlig efter anbefaling fra de forskere, der var ramt af kritikken.

Videnskabelig uredelighed

I tre årtier har danske forskere sunget sangen om, at kvælstof giver dårligt vandmiljø. Og jo mindre, der er af kvælstof, fordi det afgasser til atmosfæren eller omsættes i vandløbene (retention) på vej mod havet, jo mere skadeligt er det resterende, påstår forskerne.

Et videnskabeligt bevis for denne påstand er aldrig set. Kun de stærkt omdiskuterede regnemodeller er lagt frem som ”bevis”.

Tidligere i år fremførte professor Stiig Markager, Aarhus Universitet, følgende udokumenterede og rent politiske påstand:

”Kvælstof er den afgørende faktor for vores havmiljø. Det er uden for enhver tvivl. Det er simpelt hen faktum”.

Hermed gør han sig skyldig i videnskabelig uredelighed, idet verdens førende forskere ikke deler hans opfattelse, hvilket Aarhus Universitet åbenbart heller ikke gør. Universitetet lader nemlig professoren udtale sig som privat person under henvisning til ”ytringsfriheden”, når han optræder i TV eller ved høring i Folketinget.

Alt ved det gamle i Lillebælt

For nylig blev den manglende kobling mellem kvælstof og vandproblemer igen dokumenteret, denne gang i Lillebælt: Et stort udslip af kvælstof under en brand på Fredericia Havn den 3. februar 2016 blev af Stiig Markager udråbt som en stor katastrofe for vandmiljøet.

Men katastrofen er udeblevet – af den simple grund, at kvælstof ikke er den altdominerende faktor, som Stiig Markager gang på gang har påstået bl.a. i DR’s Deadline og ved høringen i Folketinget den 23. februar 2016, der førte til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang.

Begge steder optrådte han med sin private kæphest – og ikke på vegne af Aarhus Universitet!

Videnskaben siger fosfor – lobbyisten siger kvælstof

Erkendelsen af, at fosfor er hovedstyrepinden, er så ubekvem for de danske forskere, at den ignoreres.

Derfor fortsætter den enøjede kamp mod kvælstof, mens Danmark udleder betydeligt mere fosfor end nabolandene, fordi der sjuskes med spildevandsrensning og overløb. Derved forøges følsomheden for kvælstof, hvilket giver Stiig Markager anledning til at fortsætte den falske fortælling om kvælstof og den lige så falske fortælling om, at EU’s Vandrammedirektiv kræver indsats mod kvælstof.

Mens befolkningen og politikerne tror, at de lytter til seriøse forskningsresultater, bliver de forsynet med postulater fra en lobbyist, der udtrykker egne holdninger – uden videnskabelig dækning og uden universitetets engagement.

Situationen er uholdbar. Og den bliver endnu værre, hvis der nu laves vådområder i stor stil, der på grund af en systemfejl begrænser noget relativt uproblematisk kvælstof, men udleder skadeligt fosfor.

Hvis ikke den kommende evaluering dokumenterer et eklatant behov for, at dansk miljøpolitik koordineres med de videnskabelige realiteter uden for Aarhus Universitet, så er det fordi, der bliver fiflet med opgaven.

(Indlægget har også været bragt i forkortet form i Effektivt Landbrug).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen