Landmandskone: Børnene skal opleve andet end landbrug

Mette Rosendal er træt af, at landmandsfamilier bliver fremstillet som syndebukke, vi bør have ondt af. Hun har valgt at prioritere, så hun kan passe sit arbejde som farmaceut, mens manden passer gården derhjemme. Hun ved godt, at hun er en atypisk landkone, men for dem er det afgørende ikke at føle sig bundet af

mette-forsoeg2

”Den eneste forskel på os som landmandsfamilie og andre med en virksomhed er, at vi bor her,” siger Mette Rosendal og slår ud med armene i landkøkkenet for at illustrere de store vidder, der omkranser hende og mandens gård i Jordrup nær Kolding.

Hun er en spinkel kvinde, som hun sidder der og knuger sin blomstrede kaffekop. Men gennem sit brede smil udstråler 51-årige Mette også en stor ro, hvor man samtidig fornemmer velvilje og gejst, når hun åbenhjertigt fortæller om livet som landmandens kone. 

Langs de høje paneler i det gamle, men velholdte køkkenalrum ses stadig de gamle bænke, hvor karlene i tidernes morgen sad samlet skulder om skulder til kaffe og brød. Det er næsten en scene værdig i en Morten Korch film.

Men livet på landet er ikke kun lutter idyl. Trods smil og nostalgiske følelser er tonen om den stil, parret har valgt for deres liv på og med en gård en ganske anden. Hverken gammeldags eller tilfældig.

For Mette Rosendal har det altid været vigtigt, at landbruget og gården blev betragtet som en virksomhed i ethvert andet erhverv. Et synspunkt, hun har haft, lige siden hun mødte sin mand, Peter Rosendal, første gang.

”Vi har været meget bevidste om, hvad der var godt for os. Det var også en fælles beslutning at flytte hertil. Det var jo ikke kun Peter, der købte en gård. Vi skulle som familie se huset an og vurdere, om vi kunne bo her, og om børnene og jeg kunne have en hverdag.”

Mette Rosendal er fra Lolland og gift med Bæredygtigt Landbrugs næstformand, fynskfødte Peter Rosendal. De mødtes pudsigt nok i Canada, da hun holdte pause fra studierne i hovedstaden. Hun var ung pige i huset hos den landbrugsorganisation, Peter rejste med under sin uddannelse til landmand.

Hun er modsat sin mand ud af en landmandsfamilie, men valgte at uddanne sig som farmaceut. Og hvis hun skulle tilbage til gårdlivet igen, ville hun kunne passe et arbejde ved siden af. Efter barsel med sønnen fik hun også job på apoteket i Egtved tæt på Jordrup.  

”Jeg tror, det er vigtigt, at selvom man er landmandskone, at man også kommer ud og har sit eget netværk. Min egen mor stoppede med at arbejde og blev medhjælpende hustru. Det fungerede for dem, og jeg syntes altid, at det var ren idyl, men det er det jo ikke. Der er torne på enhver rose,” fortæller Mette Rosendal og kommer med et forsigtigt grin, så man ikke er i tvivl om, at hun har kærlighed til sin opvækst.

Landbrug er et erhverv

Hun er godt klar over, at familien Rosendal nok ikke er, som landmandsfamilier er flest, eller som folk tror, familier på landet fungerer. Men prioriteringen af, hvad der hver især gør parret glade, har altid været vigtig for dem. Et valg, der både giver dem mere ro, men også gør parret til gode sparringspartnere for hinanden. 

”Peter har altid været indforstået med, at vi ikke bare skulle gå her – rundt og rundt om hinanden. Men vi har heller ikke de der følelser for, at gården skal bestå for enhver pris. Vi har kunnet tage et klart valg om at drive en gård, der er en virksomhed, og som skal fungere og være rentabel. Vi vil på lige kår som andre være glade for vores arbejde – ellers går det jo ud over familien eller parforholdet,” siger en ærlig Mette Rosendal og smiler sirligt.  

Landmandskonen er generelt træt af, at de som familie med en gård bliver fremstillet markant anderledes end en familie i et parcelhus i byen.

”Det er så synd for familien, når en landmand går konkurs. Men det er absurd, for det er da mindst lige så synd for en byfamilie, hvis faderen mister sit job. Det er ikke der, vi skal fokusere. Vi skal tilbage til rødderne og rammevilkårene. Vi har brug for, at medierne fremstiller os sandfærdige. En konkurs er altid synd, men det kan ramme alle med virksomhed. Vi har nogle udfordringer lige såvel som andre erhverv.”

Mette forstår heller ikke, at medierne vinkler på teorien om, at ’det er så synd for børnene, at de bliver drillet, og det er hårdt at være en overbelånt landmandsfamilie’:

”Det er jo sjældent sådan i praksis. Vores børn er aldrig blevet drillet. De har selv valgt, om de ville deltage i landbruget eller ej. På samme vis kunne jeg da godt få lidt dyr og en køkkenhave. Men man bliver så bundet af det, også har jeg ikke tid til at passe et arbejde. Det er vigtigt at lytte til, hvad man gerne selv vil.”

Hun påpeger, at det derfor ikke er mærkeligt, at kulturforskellen mellem land og by kun bliver større:

”Da vores børn gik i børnehave, inviterede vi børnehaven herud. Så hentede vi dem i en kreaturvogn med halmballer, og de fik lov til at gå igennem en majsmark. De elskede det. Men sådan er det jo ikke mere. Min søns venner på gymnasiet forstår knap nok, man kan bo herude, hvor vi gør,” siger Mette med et skævt smil.

 Børnene må selv vælge

Da parret flyttede til Jordrup i 1999, havde de deres to børn med. Datteren Katrine var fire år og sønnen Gustav spæd. Mette forklarer, at netop børnenes alder var en god indgangsvinkel til at engagere sig i det lokale liv. 

”Katrine fik hest som 9-årig og har altid taget del i gården, hvorimod Gustav har syntes, at byen var mere spændende. Han kan godt køre en traktor, hvis han skal – og slår da også græs en gang i mellem, men det var helt klart Katrine, der mere ville gårdlivet.”

Det har aldrig været et problem for Mette og Peter, om børnene ville gårdlivet eller ej. Faktisk har Mette krævet, at børnene skulle ud og se storbyen og snuse til noget andet, hvis de ville slå sig ned på landet – eller overtage gården.

”Børnene har altid vidst, at vi passer gården og vi gør den i stand med henblik på, at den skal sælges. De må gerne overtage, men der er intet pres i det,” fortæller Mette, som retter blikket mod billederne af børnene, som hænger på væggen. Stoltheden er ikke til at tage fejl af. 

Lige nu er det vigtigste for familien Rosendal at have det godt. Peter driver gården, og Mette går på arbejde. Og så træder Mette til, når Peter har mange møder med BL. En interesse der har givet parret en ny energi i hverdagen:

”Det er godt for Peter, og det er super godt for vores forhold. Vi har så meget at snakke om, og vi har fundet ud af, at vi inspirerer hinanden virkelig meget. Og jeg er også vild efter at komme med til arrangementerne. Jeg tror, det er vigtigt, at udover at være landmand, at han også kan læsse lidt af den interesse af på mig. Vi har fået berigende bekendtskaber, og det er sådan, Peter ser på det. Det er berigende at have det fællesskab i BL.”

Parret har gjort sig klart, at livet på landet ikke skal være et definitivt valg. Gården er et sted, de bliver, så længe det er sjovt. De gør det fordi, de brænder for faget. De vil hverken føle sig bundet af erhvervet eller stavnsbundet af gården.

Mette fortæller om, hvad der endnu mangler at blive istandsat. Men omgivelserne lyser af parrets mod og lyst til at ville deres gård. Fra den nye halvmur ved indkørslen til den gamle, velholdte vindeltrappe i entreen med det mørke trægelænder.

”Ligegyldigt hvilket erhverv man er i, og hvordan man lever sit liv, skal man ikke overbebyrde sig selv. Hvis man vil have arbejde, passe hus, have og børn, må man prioritere, ellers går man ned med stress,” slutter Mette af, mens Peter når ind ad døren. Han har været en tur i marken. De ved, hvor de har hinanden, og fordelingen er helt, som den skal være.

Af Ditte Birkebæk, dib@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen