Iltsvind i Haderslev Fjord skyldes ikke landbruget

Det er ikke landbrugets skyld, når der i den lune sensommerluft sker fiskedød og iltsvind i de danske fjorde. Vi skal snarere rette blikket mod spildevand og netop de varmere vejrforhold, mener BL’s faglige rådgivere. Det argument bakkes endvidere op af AU-rapporter, målinger og lokalpolitiker i Haderslev Kommune

overloebsroer

Disse dages fiskedød og iltsvind i Haderslev Fjord skyldes ikke udledning af kvælstof fra landbruget.

Det har erhvervet ellers længe været beskyldt for, og især miljøordfører Maria Gjerding (EL) har langet ud efter Landbrugspakken. Bæredygtigt Landbrug har aldrig været i tvivl om, at iltsvindet skyldes varmere vejrforhold og spildevand. Den holdning møder nu opbakning fra flere kanter. 

BL’s faglige rådgiver Poul Vejby-Sørensen lægger to ting til grund for iltsvindet i Haderslev fjord:

”Det ene er, når temperaturen stiger, og det ikke blæser, så bliver der mere iltsvind. Det andet er, at akut iltsvind sjældent har noget med kvælstof at gøre. Derimod har det noget med kloakvand at gøre. 

Det organiske stof, som sendes ud med urenset spildevand, er synderen, fordi det skal nedbrydes, og det kræver en masse ilt, hvilket fører til iltsvind. De akutte episoder med iltsvind skyldes næsten altid urenset spildevand (menneskegylle) – og det slår fisk ihjel, så de ligger med bugen i vejret.” 

Poul Vejby-Sørensen forklarer endvidere, at kapaciteten i rensningsanlægget kort og godt er utilstrækkelig:

”Det er som om, miljømyndighederne har fokuseret så enøjet på kvælstof fra landbruget, at de har glemt at se efter, om renseanlæggene fungerer ordentligt. Og det gør de ikke. Bl.a. er der alt for mange overløb. Endvidere har det været klart i de seneste 40 år, at de østjyske fjorde er særligt plaget af byspildevand, fordi det meste af landbrugets afvanding sker mod vest til Vesterhavet og derfor ikke er med til at fortynde forureningen fra kloakkerne”.

Lokal politiker og BL-medlem erkender problemet

I tråd med BL’s argumentation gik BL-landmand og formand for Plan og Miljø i Haderslev Kommune, Benny Bonde (LA), forleden på TV SYD for at afblæse stormen om fiskedød i fjorden. Han proklamerede også, at iltsvindet skyldtes spildevandsproblemer og de varmere vejrforhold. Han afviste endvidere klart, at vandmiljøforholdene havde noget som helst med landbruget at gøre.

”Vi har 18.500 overløb i hele landet, men kommunen har været forbryderparten i Haderslev, det er der ingen tvivl om. Nu bliver der lavet en stor spildevandsledning ud til Lillebælt. Så vil det løbende overskudsvand, der heller ikke er helt rent, komme derud og ikke i de indre fjorde. Men den gældende kloakplan skal vi have lavet om, for vi kloakerer jo i landområderne og ud i fjorden. Det er hul i hovedet,” siger LA-politiker og BL-medlem, Benny Bonde, til Bæredygtigt Landbrug.

Han har tidligere lagt denne video på sin facebook-profil (klik på billedet for play) 

Benny Bonde forklarer endvidere til BL, at det er forbandet, at det er politisk vedtaget, at selvom der kommer mere og mere vand i regnvandsbassinerne, får kommunerne stadig dispensation til at udlede urenset overskudsspildevand til vandmiljøet.

”En landmand får jo heller ikke dispensation, fordi hans gyllebeholder er fuld i januar måned. Der er han jo nødt til at finde ud af noget andet,” siger Benny Bonde (LA).

Dokumenteret naturligt fænomen

Udover problemer med overløb og spildevand fra byerne, viser målinger foretaget af SVANA, Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, at de ulige iltforhold også langt hen ad vejen er naturens eget værk. Målingerne danner baggrund for de fire årlige iltsvindsrapporter fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet har udgivet fra juli til oktober måned. Og de rapporter beskriver ikke kun, at det varmere vejr skaber iltsvind i vandmiljøet, men også at det er et tilbagevendende fænomen. 

“Selvom man vil give landbrugspakken skylden for fiskedøden i Haderslev Fjord, som følge af en øget nitratudledning, viser rapporterne ”Iltsvind i de danske farvande” fra Aarhus Universitet, at fænomenet er årligt tilbagevendende.

De beskriver nøjagtigt, at der har været problemer med iltsvind i fjorden, siden rapporterne kom i 2011. 

Det kan derfor ikke være som følge af Landbrugspakken, at der forekommer iltsvind i Haderslev Fjord,” forklarer Stig Sandholt Andersen,
faglig konsulent hos Bæredygtigt Landbrug.

Af Ditte Birkebæk, dib@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen