Ryk kommunen for grødeskæring

Vejret er rigtig godt til grødeskæring i øjeblikket, og det er kommunens opgave at sørge for den

målepæl-værebro-å

Kommunerne har pligt til at oprense vandløb, men det er dig som landmand, der skal holde dem i ørerne.

Hvis du har problemer med dit lokale vandløb, så er det nu, du skal rykke på det.

”Det er nu, hvor folk skal se at få ordnet de vandløb. Der er godt føre nu, så det er årstiden til det. Det er bare med at komme ud og få fat i kommunen”, siger direktør i Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup.

Den tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen udsendte et hyrdebrev til kommunerne om at få ryddet op i vandløbene. Hun fastslog sidste år, at der skal ske oprensning, så landmænd ikke lider tab som følge af forsumpning. Men mange steder mødes oprensningskravet af kommunalt ansatte medarbejdere, der ikke følger hyrdebrevet og ikke foretager den fornødne oprensning.

Hyrdebrevet kan kun skabe en værdi for landmændene, hvis de påberåber sig det. Det er derfor helt nødvendigt, at landmændene rent faktisk også henviser til hyrdebrevet, hvis der ikke sker tilstrækkelig oprensning.

”Vi har allerede mange eksempler på, at der er sket oprensning på baggrund af hyrdebrevet. Men der er mange steder, hvor det kniber med oprensningen, hvilket gør, at vandet stuver sammen i drænrørene”, siger Hans Aarestrup og påpeger, at det hverken er rimeligt eller lovligt.

60 procent af dansk produktionsjord er drænet. Det har landmændene været nødt til for at kunne producere og dermed skabe tilstrækkelig værdi til et velfærdssamfund. Men med den manglende grødeskæring og oprensning af vandløb fungerer drænene ikke efter hensigten, idet vandløbenes vandføringsevne begrænses stærkt.

Så kommunerne skal i gang med grødeskæring og oprensning nu. Du kan se hyrdebrevet på dette link: Hyrdebrev fra Miljø- og fødevareministeren

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen