Langt færre pesticider i danske fødevarer

Forbrugere bør være beroliget af kontant melding fra DTU Fødevareinstituttet

hvede-mejetærsker-sløret

Skrækhistorier i medierne om pesticider i danske madvarer har skabt frygt blandt forbrugere – men der er ingen som helst grund til at fravælge madvarer produceret herhjemme, tværtimod.

Sådan lyder meldingen fra seniorrådgiver hos DTU Fødevareinstituttet, Bodil Hamborg Jensen. Hun udtaler i en pressemeddelelse fra Dansk Planteværn, at der ”ikke er nogen grund til bekymring for de niveauer af pesticidrester, vi finder på det danske marked”.

Direkte adspurgt om der efter hendes vurdering er en sundhedsmæssig forskel på, om man køber dansk, udenlandsk eller økologisk frugt og grønt, mel og kornprodukter, lyder svaret fra Bodil Hamborg Jensen:

”Sammenligner man dansk og udenlandsk produceret mad, så indtager man færre pesticider ved at spise varer produceret i Danmark. Du kan faktisk halvere dit pesticidindtag ved at spise varer produceret i Danmark”.

DTU Fødevareinstituttet er den danske instans, der er med til at risikovurdere grænseværdierne for de fødevarer, vi danskere putter i munden. Her har man udført beregninger af indtaget på baggrund af moniteringsdata, og konklusionen er, at danskerne ikke har grund til at være sundhedsmæssigt bekymret for det indhold af pesticidrester, der findes på det danske fødevaremarked.

Meldingen glæder direktør Helle Græsted Bennedsen fra Dansk Planteværn, der er interesseorganisation for planteværnsindustrien i Danmark:

”Det er et vigtigt signal at sende, at der ingen sundhedsrisiko er ved at spise fødevarer produceret ved brug af sprøjtemidler, når situationen ofte fremstilles anderledes i medierne”, siger direktøren.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top