Højeste proteinprocent i otte år i vinterbyg

Kurven for proteinindhold i vårbyggen synes at være knækket. Efter 25 års nedtur er den på vej op

byg

De foreløbige resultater af kornanalyserne viser, at proteinprocenten i vinterbyg er steget med 1,0 procentpoint.

Det er sæson et med landbrugspakken, og resultatet har allerede vist sig. På Seges’ hjemmeside viser de foreløbige resultater, at proteinprocenten i vinterbyg er 9,4 %, hvilket er en stigning fra 8,4 % i 2015 – forbedring der svarer til 12 % mere protein. Det er det højeste proteinindhold siden 2008. Der er naturligvis flere faktorer end blot landbrugspakken, der spiller ind på proteinprocenten, men faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen, mener ikke, at der er tvivl om hovedårsagen til stigningen.

”Grunden til stigningen er, at afgrøderne har fået mere gødning. Der er en fuldstændig klar sammenhæng mellem kvælstoftildelingen og en afgrødes proteinindhold”, siger Jørgen Evald Jensen.

Han forklarer, at der er en kemisk sammenhæng, der gør, at et kilo kvælstof kan omdannes til 6,25 kilo protein i planterne, hvis det bliver optaget.

Proteinindholdet i korn har haft en faldende tendens i de seneste 25 år, som det kan ses af illustrationen her.

Men der er altså et markant vendepunkt i år, og Jørgen Evald Jensen forventer, at den udvikling, proteinprocenten har vist i år, vil fortsætte.

”Når markerne er blevet udsultet gennem mange år, så er det klart, at der sker en forbedring. Det tildelte kvælstof, der ikke bliver direkte optaget i afgrøderne, bliver indlejret i det organiske materiale i jorden. Det får vi så glæde af i de kommende år”, forklarer Jørgen Evald Jensen.

Så proteinprocenten bliver næppe liggende på 9,4 % i de kommende år, men vil få endnu et nøk opad.

Tallene for vårbyg og hvede er endnu ikke tilgængelige. Du kan se hele rapporten her: Næringsindhold i høsten 2016

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen