Esben Lunde Larsen: Økologi skal være markedsdrevet

Der skal ikke være økonomisk forskel på vilkårene mellem økologer og konventionelle landmænd, bebudede miljø- og fødevareministeren på stormødet på Agerskov Kro

ell

”Økologi skal være markedsdrevet, så vi ikke gør producenter og forbrugere en bjørnetjeneste,” kunne miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) forsikre de 300 tilhørende landmænd på Agerskovmødet forleden. Her inviterede Agerskovgruppen og lokale landboforeninger til debat med ministeren om fremtidens landbrug.

Han er dog fortaler for økologi på længere sigt, men han er samtidig stærkt imod, at de som nu skal have økonomiske tilskud, som ødelægger konkurrenceevnen for erhvervet:

”I landmænd og jeres produktioner er alt for vigtige til at gamble med både politisk og samfundsmæssigt, og dét er vi i regeringen meget opmærksomme på.”

Dansk landbrug skal vi være stolte af

Foruden at vi internt i landet skal have samme vilkår, så slog ministeren også et slag for bedre rammevilkår i forhold til vore naboer.

”Så længe jeg er jeres minister, så skal produktionen af mælk ikke udflyttes til Rumænien, minkproduktionen skal ikke foregå i Polen, og svineproduktionen skal ikke gøres til en ubetydelighed,” forklarede Esben Lunde Larsen.

Ministeren fremhævede, at danske landmænd skal gå fremtiden i møde med rank ryg og være stolte af deres måde at drive et erhverv på, hvor der produceres nogle af de bedste fødevarer i verden.

”Uanset om I er konventionelle eller økologer, så er vi i regeringen enormt stolte af det håndværk, som I mestrer og udfolder i det her samfund med jobskabelse, eksportindtægter, højt dyrevelfærd og lav miljø- og klimabelastning,” sluttede Esben Lunde Larsen af.

Læs mere om, hvad ministeren ellers havde på bedding for fremtiden HER

Af Ditte Birkebæk, dib@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top