Forurening gennem tiderne – en anmeldelse

Bæredygtigt Landbrug anmelder bog, der bl.a. beskriver, hvordan landbruget fik kniven som følge af de intellektuelles kontrolvæsen – og passivitet fra Axelborg

bog

Der har været forurening til alle tider, mener Steen Steensen, der i bogen Forurening gennem tiderne, Fra Istid til nutid i et hæsblæsende tempo gør rede for de første årtusinders stigende forurening. Indtil han fra år 1968 sætter farten lidt ned og på glimrende vis fortæller om de seneste 50 års forurenende debat.

Steen Steensen definerer forurening med Bent Lauge Madsens ord: Forurening er ”menneskeskabt påvirkning af vore omgivelser med stoffer, energi eller støj, som forringer livsbetingelserne for de levende organismer, evt. mennesket selv” og fortsætter: ”For at blive kaldt forurening skal påvirkningen være af en sådan art, at den ændrer livsbetingelserne i en uønsket retning”. Med den definition er der ingen forurening fra omkring første halvdel af 1900-tallet i de teknisk udviklede samfund, fortæller han.

Stort problem i byerne

Forureningen var derimod et stort problem, specielt i byerne, så længe byerne blev begrænset af mure eller volde, samtidig med at der var dyrehold, ingen kloakering og natrenovation at tage vare på. Skarn, gødning m.m. flød gennem gaderne og ud i havnebassiner. Der har været en lugt uden lige i disse omgivelser. Den blev ikke mindre af, at man byggede tættere og tættere, så den voksende befolkning kunne være indenfor voldene.

Først da voldene nedlægges, og dyreholdet flyttes på landet, bliver der mulighed for at få styr på forureningen. Derfor bød anden halvdel af 1800-tallet på et vendepunkt i forureningens historie, skriver Steen Steensen og tilskriver det selvejerlandbruget, industrialiseringen og næringsfriheden, der gav et gennembrud for teknik og velstand og dermed miljøforbedringer. Den enkelte fik ansvar – det hjalp, er hans tese. Samtidig blev der sat fokus på hygiejne i bred forstand, ligesom kloakering og bedre vandforsyning etableres.

Landvindinger og opfindelser

Samtidig kommer der i 1800-tallet et gennembrud for biologi-videnskaben, der sammen med fysikken og kemien spiller en kæmpe rolle for samfundsudviklingen og forureningsbekæmpelsen. Med Louis Pasteur og hans pasteuriseringsmetoder kan krigen mod bakterier for alvor begynde, senere kommer penicillinen til. Biologi og kemi introducerer også giftens betydning, ”gift skal der til, skal livet gro” er en vigtig læresætning for Steensens teorier. Fremstilling af kunstgødning og giftstoffer, dels til afgrødernes næring dels til bekæmpelse af ukrudt og insekter, fremmer både fødevarernes sundhed og mængde, understreger Steensen.

Han fortæller historien om et af de første store giftstoffer i menneskets tjeneste: DDT – og her understreges det, at den følelsesmæssigt baserede modstand mod DDT har kostet millionvis af menneskeliv. Efter 1940 var der ikke rapporteret ét eneste dødsfald pga. DDT. I 1970 blev det rapporteret, at stoffet havde reddet omkring 500 millioner menneskeliv. Alligevel blev det forbudt i løbet af 1970’erne på baggrund af en stærk, følelsesladet debat, hvor bogen ”Det tavse forår” spillede en større rolle. Malaria fik derfor et langt friere spillerum. I 2006 meddelte FN, at man ikke længere kunne berettige et forbud, som ”dræber mere end en million mennesker hvert år, herunder 3.000 børn om dagen”. Det antages, at forbuddet har kostet op mod 30-60 millioner menneskeliv. Ingen er stillet til ansvar for den følelsesfulde tale, der førte til forbuddet. Det er historien om et enkelt bekæmpelsesmiddel. Gift skal der til, skriver Steensen.

Inden midten af 1900-tallet udgør forureningen ikke længere en trussel mod menneskeheden, hverken i by eller på land i de teknisk udviklede lande. Kloaksystemer, vandklosetter, renseanlæg, affaldsforbrænding og meget mere hjælper til sammen med videnskabens opdagelser. Steensen fastslår, at i selvejersystemets epoke udgør forureningen ikke en trussel for hverken mennesker eller samfund i de lande. Selvejersamfundet fik has på forureningen takket være ansvar og tekniske nyskabelser. Selvejersamfundet er en folkelig dannelse, skriver Steensen og henviser til Ronald Reagan, der sagde: ”Der er ingen grænser for, hvad vi kan udrette, når bare statsmagten er af vejen”.

Forureningen genopstod – båret frem af følelser

Så kom 1968.

Det folkelige islæt i næring og politik kom herefter i fare. Den intellektuelle klasse oplever fremgang, og forureningen genopstod i politiske gevandter, båret frem af og på følelser, påpeger Steensen, idet han skriver: ”Æteren fyldes med usandhed og frygt. Løgnen om den opstandne urenlighed gungrer: Stadigvæk er den i live. Der er nemlig både magt og penge i den påståede tresserforurening”.

At Danmark var forurenet kom som et chok for danskerne dengang i 1960’erne, skriver Steensen, de levede jo godt og sundt i et grønt land.

”Jamen, vi vidste det ikke”, siger landets mest erfarne politiker Jens Otto Krag, da han bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvorfor der ikke er gjort noget ved forureningen. Steensen konkluderer: Økologismen blev herefter et våben for klassekampen, journalisterne i Danmarks Radio, og flere andre steder forstærkede dette forargelsens følelsesmæssige brøl, der bredte sig med lynets hast, skabte røre i selv de borgerlige rækker og udpegede de producerende som syndebukke: Landbrug og industri. I Folketinget udtrykker VS’eren Erik Sigsgaard det direkte: Miljøkamp er klassekamp.

”Naturen er skrøbelig”

Forureningsministeriet opstår. Store dele af industrien bøjer sig ret hurtigt for overmagten. Der opstår en samfundsopfattelse af, at naturen er skrøbelig, og det, Steensen kalder den store løgn om forurening, giver nu embedsværket ret til at dirigere og bestemme over produktive mennesker. Steensen tilføjer: De intellektuelle optræder som problemater, skyld bliver et våben, samfundet synes at kompliceres, og selvejernes selvstændighed undertrykkes. Miljøloven udformes som en bemyndigelseslov, der skal forebygge og bekæmpe. Begrebet at forebygge har ingen grænser, er en af Steensens pointer, det giver bureaukraterne magt. Og bureaukrater er pr. definition ansvarsfrie.

Landbruget får kniven. Hummerkomedien udvikler den første vandmiljøplan. H.O.A. Kjeldsen protesterede, men snart skiftede Axelborg ledelse, og den nye ledelse kapitulerer, forklarer Steensen. Den nye ledelse troede, at de ved at acceptere miljøregler og miljøtilsyn kunne forhandle sig til at moderere overfaldene fra miljøfolket. Udviklingen skulle snart vise noget andet, skriver Steensen og gennemgår overgreb på overgreb begået af nutidens kontrolvæsen, der vokser sig stort og stærkt under de intellektuelles æra. Humlen er, påpeger Steensen, at de intellektuelle som helhed ikke formår at brødføde sig selv! For denne klasse må pengene rulle nedefra og op. I den optik er fremtiden stadig usikker.

BL er også nævnt…

Steensen peger på grupper, der modsætter sig udviklingen, blandt dem Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug. Men den faglige og offensive forening kom for sent, skriver han. Tiden vil vise, om han også får ret på dette punkt. Mange vil kæmpe for, at det ikke sker.

På baggrund af dagens debat, der langt hen ad vejen foregår på økologismens og de intellektuelles præmisser, kan bogen synes temmelig provokatorisk. Men der er mange argumenter at hente, hvis man vil ændre disse præmisser – så læs den – og hvis tiden er for kort, så begynd ved 3. – måske 2. – afsnit.

Steen Steensen: Forurening gennem tiderne, Fra Istid til nutid (forlaget Abildgaard & Brødsgaard 2016), 352 sider.

Af Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top