Fondene er ikke fremtiden

Landbrugets fonde er stivnet i en dyr, bureaukratisk klods, der har svært ved at manøvrere

flemming-fuglede-til-gf

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug

Landbrugets fonde har sikret dansk landbrug en plads i verdenseliten, skriver Martin Merrild på Effektivt Landbrugs hjemmeside.

Der var engang, da det var rigtigt.

Ideen med at gå sammen og finansiere forskning er i bund og grund en sund og innovativ tankegang. Men så enkel er situationen desværre ikke længere.

Fondene er stivnet i en dyr, bureaukratisk klods, der har svært ved at manøvrere. Udbetalingerne har været uigennemsigtige og ensartede, samtidig med at øgede offentlige krav til administration og revision har fordyret systemet, så for mange penge går til andre ting end forskningen.

Pengene i fondene stammer dels fra produktionsafgifter indbetalt direkte af landmanden, dels fra tilbageførsel af en del af de pesticidafgifter, der er pålagt erhvervet.

At Martin Merrild nu igen priser fondene, må skyldes, at han skuer tilbage, og at hans stort opbyggede systemer på Axelborg og i Skejby selv modtager store dele af de penge, landmændene indbetaler i produktionsafgifter.

Pengene ligger bedst i landmandens lommer.

Vi administrerer i øjeblikket et dyrt kør-rundt-system, hvor administration og revision koster mange penge. Specielt i en tid, hvor primærerhvervet er så hårdt ramt på likviditeten, er det bedre at lade landmanden beholde pengene selv. Fokus på erhvervets umiddelbare situation er lige nu langt vigtigere end penge til langsigtet forskning.

Scroll to Top