Bæredygtigt Landbrug klar til stort naturmøde

Formand Flemming Fuglede er med til at åbne naturmødet i Hirtshals – der også byder på foredrag, debat samt bustur med BL-islæt

hus-i-bakket-landskab-til-hjemmesiden

Bæredygtigt Landbrug spiller en dominerende rolle, når Friluftsrådet og Hjørring Kommune arrangerer det første nationale folkemøde nogensinde om natur. Det foregår i Hirtshals fra torsdag den 26. til lørdag den 28. maj – hvor BL deltager med egen stand.

”Vi vil gerne vise, at natur og landbrug absolut ikke er hinandens modsætninger”, fortæller BL’s direktør Hans Aarestrup.

”Vores landmænd går forrest med at skabe bedre rammevilkår for landbrugsfamilierne. Men med respekt for den natur, vi forvalter. Vi ved, at naturen skal vedligeholdes og plejes – vil man bevare naturen, skal man ikke bare lade stå til”, tilføjer han.

Bæredygtigt Landbrugs stand i Jørgen Fibigers Gade vil være bemandet torsdag eftermiddag, hele fredagen plus lørdag formiddag. Dertil kommer følgende arrangementer, der kan være af interesse for BL-medlemmer og –støtter:

Torsdag den 26. maj kl. 14 er BL-formand Flemming Fuglede Jørgensen med til at åbne hele naturmødet. Det sker sammen med WWF-frontfigur Gitte Seeberg.

Torsdag den 26. maj kl. 17 holder landmand Michael Bundgaard (medlem af Bæredygtigt Landbrug) foredrag på standen. Han fortæller succeshistorien om, hvordan effektiv landbrugsdrift kan forenes med eksempelvis vildtpleje. Gårdejeren fra Klitgaard Agro har således tilpasset driften, så stordrift kombineres med natur og vildtpleje.

Fredag den 27. maj kl. 11 deltager BL-formand Flemming Fuglede Jørgensen i en paneldebat med biolog Morten DD og Enhedslistens Maria Reumert Gjerding. Debatten ”Er natur ligegyldig og kedelig?” styres af ingen ringere end Anders Lund Madsen og foregår på LIFE-scenen.

Fredag den 27. maj kl. 14-17 arrangerer BL bustur til et stykke enestående nordjysk natur. Faglig direktør Jørgen Evald Jensen fra Bæredygtigt Landbrug har sammen med Naturstyrelsen vedligeholdt engarealer i Nørreådalen, så området fremstår som det, det bør være: En ådal.

Meningen med det store natur-folkemøde i Hirtshals er ifølge arrangørerne at lade alle natur-interesserede – lige fra forskere til landmanden, lystfiskeren og hundelufteren – debattere, opleve, føle, smage og lære om naturen. Hvad betyder den for os – og for alle de andre?

”Det er naturligvis gratis at deltage i naturmødet. Vi håber, at rigtig mange af vores medlemmer kigger forbi Hirtshals fra den 26. til den 28. maj, selv om det er en travl tid”, siger BL-direktør Hans Aarestrup.

Af Christian Ingemann Nielsen

Scroll to Top