Esben Lunde Larsen: Landmændene har altid været gode naturforvaltere

Regeringen har den 20. april lanceret en naturplan, hvor man over de kommende seks år afsætter 1.8 mia. kroner til at gøre en ekstra indsats for den sårbare natur i Danmark. En stor del af pengene skal gå til naturpleje, som skal udføres af de danske landmænd. Hos Bæredygtigt Landbrug ser man frem til at

esben-lunde-larsen-natur-amager

”Det hedder en Amager-pause; når flyene kommer henover, kan man ikke snakke, ” fortæller skovrider fra Naturstyrelsen Hovedstaden Hans Henrik Christensen efter et passagerfly for en stund har overdøvet lyden af gæs, ænder og den friske vind fra vest på en dag, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ved Klydesø på Amager skal præsentere regeringens 252 nye naturplaner.

Og Hans Henrik Christensen er en glad mand, for med præsentationen af naturpakken får han 100 mio. kroner fra regeringens naturplan til ”Naturpark Amager”. Penge, der skal styrke naturen og ikke mindst naturoplevelsen for byboerne og for turister i København. I alt vil regeringen bruge 1.8 mia. kroner over en seksårig periode til at sikre, at der rundt i landet bliver afgræsset enge, ryddet krat og skabt nye vådområder så sommerfugle, frøer, orkideer og engfugle kan få bedre levevilkår.

3.000 hektar natur med udsigt til Rådhuspladsen
Klokken er næsten 8.00 onsdag morgen, og med Københavns blomstrende skyline i horisonten træder miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i strid sidevind i pedalerne på sin lille grønne cykel for at nå frem til gruppen af ventende tv-journalister på toppen af diget, der adskiller Køge Bugt fra strandengen. Området ministeren og følget af småfrysende journalister og grønklædte medarbejdere fra naturstyrelsen tramper igennem er ifølge skovrider Hans Henrik Christensen helt unikt, da man her få kilometer fra hovedstadens centrum har indrettet sig med ”3.000 hektar natur med udsigt til Rådhuspladsen, ” som det formuleres af skovrideren før han åbner presseseancen med udsigt til hav, strandeng og storbyens silhuet.

Esben Lunde Larsen byder velkommen og fortæller, at Danmarks Natura2000-areal med de 252 nye naturplaner vil vokse fra ca. 60.000 hektar til 90.000 hektar, og ifølge miljø- og fødevareministeren betyder det, at et område på størrelse med Fyn og de omkringliggende øer nu skal have mere intensiv naturpleje. Og helt essentielt for regeringens planer er landmændenes rolle som naturforvaltere.

”Vi har jo afsat 1,1 mia. til naturpleje af lysåbne arealer. Det kommer vi til og køre i et samspil med landmændene som naturplejere, akkurat som vi har gjort det med de første planer, der udløb i 2015. Så der vil være nogle kompensationsordninger, der vil være nogle understøttelse af landmænd i at kunne naturforvalte og naturpleje,” fortæller Esben Lunde Larsen til Bæredygtigtlandbrug.dk, og ministeren er ikke i tvivl om, at landmændene kan magte den store opgave.

Er naturpleje noget landmændene er gode til?

”Ja, det er de. Landmænd har altid været gode naturforvaltere; de lever i og med naturen og har et indblik i den lokale natur lige der, hvor de bor, og ved hvad der kan gøres for at man udvikler naturen endnu mere, og derfor har jeg stor, stor tiltro til, at landmændene går aktivt ind i opgaven med at være naturforvaltere. ”

Ifølge Esben Lunde Larsen vil naturplanerne få konsekvenser for landbrugets produktionsareal, hvor landmænd nogle steder kan se frem til, at jord skal tages ud af landbrugsproduktion eller at produktionen på arealerne skal ekstensiveres.

”Man vil jo komme til at lave lokale løsninger rundt omkring i landet med de her indsatser, og det vil da betyde for nogle landmænd, at der vil være en mindre intensiv jordbrugsdrift, ” siger Esben Lunde Larsen.

Men selv om miljø- og fødevareministeren gør det klart, at landbruget nogle steder må vige for naturen, så ser han ikke nogen modsætning imellem et stærkt produktionslandbrug og en rig natur.

”Jeg har sagt helt fra min tiltrædelse, at der ingen modsætning er imellem aktiv landbrugsdrift og natur. Det skal gå hånd i hånd, og landmændene er dygtige naturforvaltere, som kan bistå det, og vi som samfund skaber så nogle rammer for det og noget økonomi omkring det med blandt andet Natura2000-planerne, som bliver lanceret i dag, ” lyder det fra miljø- og fødevareministeren før han skifter den lille grønne cykel ud med ministerbilen, der har ventet på at bringe ham tilbage til storbyen.

Landbrugsarealer skal forblive i produktion
Hos landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug er faglig direktør Jørgen Evald Jensen glad for, at ministeren ser landmændene som en vigtig samarbejdspartner, når den eksisterende natur skal beskyttes og plejes, men han slår fast, at tiltagene i naturplanerne, og i den naturpakke regeringen har stillet danskerne i udsigt senere på året, ikke skal føre til, at gode landbrugsarealer tages ud af produktion.

”Jeg synes, man bør tage udgangspunkt i at beskytte den natur, vi har. Således at man eksempelvis bliver bedre til at vedligeholde eng- og græsarealer. Man bør ikke inddrage dyrkningsfladen – for det vil give enorme værditab for landbruget”, lyder det fra Jørgen Evald Jensen.

De 300 mio. kroner, der hvert af de kommende seks år skal benyttes til realiseringen af regeringens 252 naturplaner, stammer ifølge Miljø- og Fødevareministeriet fra landdistriktsprogrammet og fra de danske kommuner.

Klik her for at læse Miljø- og Fødevareministeriets pressemeddelelse i forbindelse med lancereingen af naturplanerne

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen