Der er behov for et metodeskifte i forvaltningen af vandmiljøet

Det næste paradigmeskifte er på vej. Det vil gå ud på at forkaste kvælstof som styrende parameter for vandmiljøet.

poul-vejby-sørensen-2012

Af cand.agro. Poul Vejby-Sørensen, faglig rådgiver

Hele udviklingen kalder på et afgørende metodeskifte i forvaltningen, således at styrepinden i vandmiljøet ændres fra N til ”noget andet”.

Der er mange faglige, juridiske og forvaltningsmæssige begrundelser for et sådant paradigmeskifte. Og der er mange beviser for, at det er nødvendigt, fordi kvælstofstrategien savner et tilstrækkeligt solidt videnskabeligt fundament.

Danmarks miljøindsats har gennem mange år bestået af nedskæring af landbrugets N-tilførsler, selv om der ikke har kunnet påvises en reel sammenhæng mellem kvælstofudledning til vandmiljøet og opfyldelsen af Vandrammedirektivets kvalitetselementer.

Når Danmark således definerer indsatsen forkert og samtidig er forpligtet af Vandrammedirektivet til ikke forringe tilstanden (stadig defineret på den forkerte måde), fortsætter kravene om reduktion af N i det uendelige, uden at natur og miljø nyder fremme, og såvel dansk landbrug som dansk økonomi ender i en katastrofe: ”Elevatoren går kun ned, aldrig op”. 

Dokumentation for manglende videnskabelig kvalitet
De danske miljømål og dermed den danske miljøindsats bygger på den såkaldte Laurentius-relation, der søger at forbinde landbrugets anvendelse af kvælstof med ålegræssets dybdegrænse.

Det er måltal udviklet ved denne model, der er meldt ind til EU-Kommissionen, og som Danmark dermed er forpligtet på.

Samtidig er det dokumenteret, at kvælstof-/ålegræsmodellen er dybt problematisk, fordi den har alt for stor usikkerhed og dermed ringe sammenhæng, hvilket kan illustreres på følgende måde:

  • Dybdegrænsen for ålegræs afhænger kun delvist af
  • lysforholdene, som igen kun afhænger delvist (< 20% iflg. nedennævnte artikel) af
  • mikroplankton-produktionen, som igen kun afhænger delvist af
  • kvælstofkoncentrationen i vandet, som igen kun afhænger delvist (meget lidt) af
  • kvælstofbelastningen, som igen kun afhænger delvist af
  • landbrugets kvælstoftab, som igen kun afhænger delvist (ofte meget lidt) af
  • landbrugets kvælstoftilførsel.

Multiplicerer man usikkerheden i de 6 led, bliver den enorm, hvilket gør kvælstofmodellen er ubrugelig. Laurentius-relationen er ikke brugbar, hvilket Søren Laurentius selv har erkendt for flere år siden.

Følgende oplysning fra DCE dokumenterer, hvor ukritisk Naturstyrelsen har anvendt en ekstremt usikker model i forbindelse med kvælstofmodellen:

I artiklen Recovery of Danish Coastal Ecosystems After Reductions in Nutrient Loading: A Holistic Ecosystem Approach, skriver 13 forskere med professor Bo Riemann, DCE, som hovedforfatter:

“In fact, results have shown that chlorophyll accounted for a small fraction, often less than 20 % of light absorption and attenuation”.

Hermed erkender de 13 forskere de facto, at det ålegræsværktøj/kvælstofmodel, der ligger til grund for de miljømål, der er indberettet til EU-Kommissionen, og som den danske vandmiljøindsats hviler på, hele tiden har været totalt ubrugeligt.

Når mere end 80% af lysreduktionen skyldes andre forhold end klorofyl, og de øvrige led ligeledes repræsenterer stor usikkerhed, er hele sammenhængen og grundlaget for beregningsmodellen reelt ikke eksisterende. 

Kvælstof uegnet som styreparameter – konflikt med Vandrammedirektivet
Strategien med reduktion af kvælstofudledning har ikke haft nogen miljøeffekt (ålegræs mv.) til trods for milliardomkostninger. Derimod har den medført en alvorlig udpining af landbrugsjorden, idet næringsstoffer og kulstofindhold er reduceret som følge af restriktive N-normer. Dermed er klimaregnskabet gennem perioden med N-restriktioner belastet unødigt. Ligesom udpiningen af jordbunden er i lodret strid med kravet til bæredygtighed.

Det er endvidere en kendsgerning, at Vandrammedirektivets krav om fastlæggelse af referenceforhold gennem videnskabelig objektivitet ikke er opfyldt.

I 2002 konstaterede DMU (Faglig rapport nr. 390): ”Det er imidlertid ikke muligt at kvantificere sammenhænge mellem artssammensætning af fytoplankton, vandplanter og bunddyr og tilførslen af næringsstoffer fra oplandet således som det er forudsat i vandrammedirektivet”.

DMU har altså ikke kunnet beskrive en sammenhæng mellem næringsstofudledningen fra oplandet og de biologiske kvalitetselementer. Denne sammenhæng er ellers forudsætningen for den strategi, Naturstyrelsen har anvendt i 30 år.

Vandrammedirektivets krav om en videnskabelig objektiv proces holdt op imod forskernes erkendelse af, at man “ikke kan kvantificere sammenhængen mellem fytoplankton, vandplanter og bunddyr og tilførslen af næringsstoffer fra oplandet”, burde få politikerne til at gribe ind.

Men Naturstyrelsen og forskerne fortsætter med at overtræde Vandrammedirektivet ved at opstille nye skrivebordsmodeller på et useriøst datagrundlag. Objektive data forkastes til fordel for ”antagelser” og “ekspertviden”.

Resultatet er modeller, der på et uvidenskabeligt grundlag sigter på yderligere restriktioner for landbrugets hovednæringsstof, kvælstof. 

Forfejlet syn på kvælstof
Naturstyrelsens fokusering på kvælstof hviler på et tvivlsomt grundlag. Allerede i 2001 anførte DMU (Faglig rapport nr. 380):

“I fjorde og kystvande har kvælstof oftest været begrænsende for algevæksten undtagen i korte perioder af foråret i nogle fjorde. Det har ændret sig i de sidste 10 år. Den store reduktion af fosforudledninger fra byer og industri har nu medført, at fosfor er blevet mere begrænsende for algevækst i fjorde og kystvande”.

Den oplysning er aldrig anvendt i Naturstyrelsen, der ufortrødent fortsætter kvælstofstrategien.

DMU, som i mellemtiden er blevet til DCE, prøver igen at forklare sagen i et notat af 28. april 2015 med titlen: Modeller for Danske Fjorde og Kystnære Havområder – del 3 Statistiske modeller og metoder til bestemmelse af indsatsbehov:

“Det er dog som hovedregel fosfortilførslen, der styrer klorofylkoncentrationen i forårsperioden (resultater ikke vist), men da denne periode ikke er inkluderet i den interkalibrerede klorofylindikator, er det kvælstoftilførslen, der oftest udvælges som forklaringsvariabel for klorofylkoncentrationen”.

Her indrømmer DCE, at man anvender irrelevante data af praktiske årsager. Det er ikke sagligt. Og det er kritisabelt, at resultaterne er udeladt. DCE argumenterer fortsat for ensidig kvælstofbegrænsning. 

Fra ålegræsværktøj til ålegræsmodel?
”Ålegræsværktøjet”, som i virkeligheden er en ensidig kvælstofmodel, er som anført uanvendeligt på grund af manglende sammenhæng mellem mål og midler (ålegræssets udbredelse og kvælstoftilførsel til markerne).

En ny og mere relevant målsætning kunne være indførelse af et direkte mål for ålegræsudbredelse og forkastelse af ”ålegræsværktøjet/Laurentius-relationen”.

Herved undgås denne models store fejlkilder. I stedet bør åbnes for en fordomsfri udvikling af nye bredere modeller baseret på data med korrelation til målsætningen. Sådanne modeller vil kunne bruges til at vurdere og prioritere nye virkemidler.

Ved screening og udvælgelse af data, der korrelerer med målsætningen om en god økologisk tilstand, vurderes det muligt at udvikle væsentligt bedre modeller.

Vi gætter på, at fosfor vil indgå med betydelig vægt i sådanne modeller. Men det vil vise sig.

Fakta:

Det har “Ålegræsværktøjets” opfinder, Søren Laurentius selv sagt om brugen af værktøjet i forbindelse med vandplanerne:

Ligning styrer miljøplanerne

Uanset hvor meget kvælstofudledningen fra dansk landbrug reduceres, kan der gå op til 100 år, før vandmiljøet lever op til politikernes krav. Det skyldes blandt andet, at den såkaldte Laurentius-ligning fra 1994, som er selve grundlaget for regeringens nye vandplaner, ikke holder vand. Naturen opfører sig ganske enkelt anderledes, and ligningen forudsiger. For selvom udledningen af kvælstof er dalet, så er blandt andet ålegræsset fortsat ikke vokset, som Laurentius-ligningen ellers forudså. – Ålegræsset er ikke kommet tilbage i overensstemmelse med vores ligning. Det store spørgsmål er hvorfor. Skrækscenariet er, at ålegræsset – uanset hvor meget vi gør – slet ikke kommer tilbage, fordi der er gået et eller andet i stykker i økosystemerne, siger Søren Laurentius Nielsen, lektor i miljøbiologi ved Roskilde Universitet.

Læs også følgende dokumentation:

Modeller for Danske Fjorde og Kystnære Havområder – del 3 Statistiske modeller og metoder til bestemmelse af indsatsbehov
Faglig rapport nr. 380
Faglig rapport nr. 390
Recovery of Danish Coastal Ecosystems After Reductions in Nutrient Loading: A Holistic Ecosystem Approach
Eksperter: Miljøplaner bygger på fejlantagelser om ålegræs

 

 

Scroll to Top