Regeringens fremtid afgøres på et møde klokken 16.00

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fortalte på et pressemøde klokken 13.40 i Spejlsalen på Christiansborg, at regeringens tillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er intakt, og derfor skal lederne fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti mødes med statsministeren klokken 16.00 for at diskutere regeringens fremtid.

christiansborg-i-fuld-figur1000

Lars Løkke Rasmussen indledte mødet i spejlsalen onsdag eftermiddag med at fortælle, at han mente udviklingen i sagen omkring de Konservatives mistillidsvotum til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen var både alvorlig og overraskende. 

Så sent som tirsdag morgen havde statsministeren haft møde med de Konservative, og her var der ingen tegn på, at dagen skulle ende med, at 100-års-jubilaren ville kræve en ministers afgang, og Lars Løkke Rasmussen fortalte, at han modtog et opkald fra de Konservatives leder Søren Pape først på aftenen, hvilket han kaldte for svært at forstå og en “dramatisk” udvikling i sagen.

”Hvad var der sket i løbet af dagen?, ” spurgte ministeren retorisk. I løbet af telefonsamtalen lod de Konservatives formand statsministeren forstå, at der var fuld opbakning til både regeringen og landbrugspakken fra Det Konservative Folkeparti.

Lars Løkke Rasmussen stod fast på, at Eva Kjer Hansen har gjort sit arbejde godt, og at de Konservative har fået alle muligheder for at se alt materiale, der ligger til grund for landbrugspakken, og derfor fastholdt statsministeren, at Eva Kjer Hansen har gennemført pakken, som regeringen og den blå blok blandt andet er gået til valg på.

”Det borgerlige samarbejde er kørt fast, ” konstaterede statsministeren, hvorefter han fik alle tilhørere helt frem på stolene, da han herefter begyndt på noget, der mest af alt lød som en valgtale.

”Nu står vi i sandhed i en skæbnestund, ” lød det fra Lars Løkke Rasmussen, før han omtalte muligheden for at udskrive valg til Folketinget. Lars Løkke gav herefter sin fulde støtte til Eva Kjer Hansen, og fortalte derpå, at han i stedet for at hugge den ”gordiske knude” over, vil forsøge at løse den op ved at invitere lederne fra partierne i blå blok til et skæbneforhandlinger om regeringens fremtid.

”Jeg vil gerne række hånden frem til de konservative for at forsøge at finde en mindelig løsning, ” lød det fra statsministeren, som sluttede med Lars Løkke Rasmussen fortalte, at han håber på, at tilliden imellem parterne kan genetableres.

Lederne fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti mødes klokken 16.00 med regeringen for at diskutere regeringens fremtid.

Samråd afbrudt
Et planlagt åbent samråd om regeringens samarbejde med Bæredygtigt Landbrug blev kort efter sin begyndelse klokken 14.30 afbrudt, da indkalderen til samrådet, miljø- og landbrugsordfører for Socialdemokraterne, Simon Kollerup, efter at have startet samrådet, afbrød det igen, da oppositionen ikke ville gennemføre et samråd med en minister, som ikke havde et flertal i Folketinget bag sig.

Efter det minutlange samråd fortalte Eva Kjer Hansen til pressen, at hun selvfølgelig fortsat passede sit arbejde, at hun var uforstående overfor, hvorfor Simon Kollerup ikke på forhånd havde aflyst mødet, når han ikke havde intentioner om at gennemføre det, og så takkede hun statsminister Lars Løkke Rasmussen for at være en god chef, som støtter op om sine medarbejdere.

Bæredygtigt Landbrug følger udviklingen i sagen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen