Professor: Landbruget skal strenge sig an for at nå klimamål

Klima og reduktion af CO2-udledning er varmt emne, og hvis man spørger Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet, så vil landbruget i de kommende år blive mødt med store krav til reduktioner. Men hvad kan landbruget gøre? Læs eller genlæs artiklen fra januar herunder.

mark1maj

I starten af december 2015 var alle verdens ledere samlet i Paris for at forhandle en fælles klimaftale på plads på FN’s klimakonference COP21. Sideløbende med de store forhandlinger tilsluttede en række lande sig ”4 per 1000” initiativet, der skal kigge på mulighederne for at landbruget i højere grad kan bidrage positivt til CO2 regnskabet ved at binde mere CO2 i jorden.

Baeredygtigtlandbrug.dk har taget en snak med Jørgen E. Olesen, professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, som er en af de fremmeste eksperter på området, for at høre, hvordan dansk landbrug kan levere et større bidrag til at forbedre klimaet.

Jørgen E. Olesen har i EU regi arbejdet med et projekt, der hedder SmartSoil, hvor en gruppe forskere har kigget på, hvad man kan gøre for at binde mere kulstof i jorden for på den måde at øge jordkvaliteten og binde mere CO2. I projektet har man et værktøj, hvor man kan opsætte forskellige scenarier for drift af jord for på den måde at se, hvad forskellige metoder har af effekt.

Nationale frem for lokale løsninger
Det første virkemiddel er mere husdyrgødning, og selvom der er positive sider, så ser Jørgen E. Olesen ikke dette virkemiddel som en reel løsning.

” Problemet i at sige, at husdyrgødning øger jordens kulstoflagring, er, at man selvfølgelig øger den, på den mark man smider den ud på, men det hjælper ikke særlig meget på det nationale regnskab, med mindre vi får flere husdyr og laver noget mere husdyrgødning. Det vil så give nogle andre udledninger, som samlet set vil belaste klimaet endnu mere. Så husdyrgødning er sådan set ikke en løsning”, siger Jørgen E. Olesen.

Virkemiddel nummer to er, at man lader planterester ligge efter høsten og lader den komme tilbage til jorden, men på samme måde som med husdyrgødningen er det en lokal løsning, som ikke hjælper på det store regnskab, med mindre man øger udbytterne på markerne og dermed mængden af planterester.

Jørgen E. Olesen ser dog et klart dilemma i at lade planteresterne ligge, da de måske kan bruges bedre.

” Hvis man fjerner planteresterne, kan de gå til afbrænding, og på den måde fortrænger det noget andet fossilt energi, og så kan man jo spørge sig selv om, hvad der er bedst? At få det ned i jorden eller at det fortrænger kul eller naturgas? Men hvis jorden er sulten efter kulstof, så er det selvfølgelig en rigtig god idé at lade planteresterne ligge”, siger Jørgen E. Olesen.

Stort potentiale i efterafgrøder
Det virkemiddel, som Jørgen E. Olesen ser de største perspektiver i, er efterafgrøder, fordi de både bidrager med kulstof men også binder kvælstof i jorden. Og så har de en markant fordel i forhold husdyrgødningen og planterresterne.

”Efterafgrøderne ligger ikke kun i overfladen, men har også rødder, og i mange efterafgrøder ser vi et lige så stort kulstof-input i rødderne, som vi ser i toppen. Så de bidrager i højere grad til at de dybere jordlag også får kulstof input. Der er rigtig meget godt at sige om efterafgrøder i den her sammenhæng”, siger Jørgen E. Olesen.

En stigende tendens i landbruget er reduceret jordbearbejdning, hvor pløjning helt er taget ud af markarbejdet, og denne produktionsform er også et af potentielle virkemidler i SmartSoil. Men ifølge Jørgen E. Olesen, så er det ikke et særligt godt et af slagsen.

”Vi er nok efterhånden blevet af den opfattelse, at reduceret jordbearbejdning ikke i sig selv øger jordens kulstoflagring. Man havde en anden opfattelse, hvis man går ti år tilbage, men dengang havde vi primært data fra de øverste jordlag”, siger forskeren og fortsætter:

 ”Hvis man alene studerer ændringer i pløjelaget, når man går fra pløjning til reduceret jordbearbejdning, så observerer man en stigning i kulstoflageret. Men hvis man så begynder at kigge neden under pløjelaget, så observere man et fald. ”

Årsagen til det lavere indhold af kulstof i jorden under pløjelaget på jorder med reduceret jordbearbejdning skyldes, ifølge Jørgen E- Olesen, at pløjning er med til at få vendt kulstof længere ned i jorden, hvor det så kan bevæge sig nedad ved nedvaskning og via organismer i jorden.

Virkemidler er modsætningsfyldte
Man kan tydeligt fornemme på Jørgen E. Olesen, at der ikke er nogen nemme løsninger, når det kommer til CO2 og kulstofbinding, og flere af de løsninger, som han ser som gode i forhold til kulstofbinding, er modsætningsfyldte. Men der er ingen tvivl om, at de virkemidler, som vil have den største effekt på nationalt plan, er virkemidler, der har rødder.

”Der er tre ting vi kan gøre. Det ene er flere efterafgrøder, vi kan have flere græsmarker – og tredje ting er at øge vores udbytter, så der bliver noget mere halm til at returnere til jorden”, siger Jørgen E. Olesen.

Det er ikke svært at få øje på modsætningerne, og flere efterafgrøder og højere udbytter udelukker hinanden, da Jørgen E. Olesen mener, at efterafgrøderne først for alvor vil have en markant effekt, hvis måden de anvendes bliver ændret, så de sås tidligere og høstes senere, hvilket vil have negativ effekt på muligheden for vintersæd og dermed de samlede udbytter.
Og hvad angår flere græsmarker, så kræver det, at man har noget at bruge det ekstra græs til, hvilket primært vil være kvægbønderne, der kan aftage til foder. Men også her kommer der udfordringer, da flere græsmarker igen vil gå ud over udbytterne og også vil være problematisk i forhold til foderblandingerne, hvor man typisk ser blandinger med majs og græs.

Grunden til at græsmarkerne, trods udfordringerne, er en god idé, er, at rødderne under jorden bidrager meget positivt til kulstofinputtet i jorden, og at græs hele tiden er på markerne.

”Hver eneste gang vi tager et slæt eller en ko græsser af, så gror græsplanterne igen og laver nye skud og rodsystemer. Det vil sige, at de laver et nyt rodsystem, hver gang vi tager et slæt, og det gør man måske tre til fire gange om året, så på den måde får man tre til fire gange så mange rødder som du gør i en kornmark”, siger Jørgen E. Olesen.

Ressourcerne skal udnyttes bedre
Men et er, hvad landbruget kan binde af kulstof og CO2, noget helt andet er hvordan landbruget kan bidrage positivt til klimaet. Selvom afgrøderne på markerne optager CO2, så er det ifølge Jørgen E. Olesen småting i det samlede regnskab, og han mener, at ressourcerne i landbruget kunne udnyttes mere optimalt end de gør i dag. Som tidligere nævnt, så er det en vurderingssag om man synes det er bedst at lade halmen ligge på markerne for på den måde at få mere kulstof i jorden, eller om man skal brænde det, men der er en tredje mulighed, som kan slå to fluer med et smæk.

”Hvis man i stedet brugte det halm, som man i dag brænder, til at producere biogas og vi så fik resterne fra biogasanlægget tilbage som indeholder organisk stof og næringsstoffer, så ville vi miste meget lidt af kulstoffet, da det kun ville være det let omsættelige kulstof, der vil gå op i røg, når man brænder biogassen af”, siger Jørgen E. Olesen og fortæller, at det dog er en løsning der ligger lidt ude i fremtiden, da det vil kræve lidt ny teknologi, men at man godt ved hvad der skal til for at kunne udnytte halmen på denne mere bæredygtige måde.

Jørgen E. Olesen ser også et potentiale i, at man i højere grad bruger husdyrgødning i biogasanlæg, da man på den måde kan bremse metan og ammoniak fordampningen i nogen grad samtidig med, at man vil kunne udnytte kvælstoffet i gødningen bedre, når det kommer retur fra biogasanlægget.

Men den største effekt, der kan opnås, er ikke ved at optimere på jorderne, men er ifølge Jørgen E. Olesen at tage nogle arealer ud af drift, som har en meget negativ belastning på CO2 regnskabet.

”I Danmark dyrker vi cirka 100.000 hektar tørvejorder, og de er meget store kilder til drivhusgas. De står for 6 procent af Danmarks samlede udledning af CO2, og det giver jo ikke mening, at vi har et så forholdsvis lille areal, der bidrager så voldsomt. Så der skal en målrettet udtagning af de arealer til, men det eneste problem er hvem der skal betale”, siger Jørgen E. Olesen og forklarer, at arealerne med stor effekt kunne oversvømmes og bruges som vådområder til at rense nitrat ud af drænvand fra andre marker.

Landbruget vil blive mødt med store krav om reduktion
Kigger man på det store billede, så bliver landbruget for alvor nødt til at lægge sig i selen for at finde løsninger, der kan reducere erhvervets CO2 belastning, fordi der i de kommende år vil blive stillet meget store krav fra EU.

”Det ligger allerede i den nuværende EU plan for reduktioner, at de ikke kvotebelagte sektorer, som landbruget hører under sammen med boliger og transport, skal reducere i gennemsnit 30 procent frem til 2030 med udgangspunkt i værdierne fra 2005”, fortæller Jørgen E. Olesen.

Men fordi byrdefordelingen mellem landene i EU er sådan, at de rigeste lande skal reducere mere end de fattige lande, så kommer det formegentlig til at betyde, at man for Danmarks vedkommende får en målsætning om en 37 procents reduktion.

Ifølge Jørgen E. Olesen kan det dog blive meget svært for Danmark at leve op til den målsætning, fordi vi allerede har et meget effektivt landbrug, hvor mange af de store potentialer for reduktioner allerede er udnyttet.

”I Danmark har vi gjort en hel del allerede før 2005, fordi alle vores vandmiljøplaner, som jo reducerede vores udledning af lattergas og andre ting blev implementeret inden 2005, og siden har vi ikke gjort noget. Og nu vil vi til at gøde noget mere og udlede mere lattergas, så vi går den anden vej. Så kravet om 37 procents reduktion er ubrugeligt, og vi skal strenge os voldsomt an, hvis vi skal nå 20 procent”, siger Jørgen E. Olesen, der forventer, at landbruget vil opleve en større bevågenhed fra politisk hold i de kommende år, da erhvervet er en stor synder i det samlede danske CO2 regnskab.

”Samlet set står landbruget for ca. 20 procent af de nationale udledninger, og det er naturligvis stigende, fordi der stort set ikke sker noget fald i landbrugets udledninger samtidig med, at man ser et fald fra energisektoren. Så derfor bliver procenten højere og højere. ”

Se video omkring CO2-binding i landbrugsjorden 

Af Anders Wiese Hooge, awh@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen