Tilpas den reelle afstrømningskapacitet til det faktuelle afstrømningsbehov

I medierne florerer en udbredt myte om, at det ikke er stigende vandspejl, men synkende tørvejorder, der er skyld i de udbredte oversvømmelser, at den bedste løsning er at forsinke afstrømningen, sådan at vandløbene kan gå over deres bredder, og sådan at vandet kan parkeres opstrøms oven på jorden ved større afstrømningshændelser, og at de

jan-hjeds-april-2014

Af Jan Hjeds, vandløbsekspert

Historien om synkende tørvejorder er en myte. Dataanalyser viser, at det er fakta, at vandspejlet i vandløbene er steget. Og dataanalyser viser, at landbruget for længst har forladt de våde tørvejorder.

Fakta er desuden, at Danmark ikke er et naturlandskab, men et kulturlandskab. Og vandløbene er en afgørende vigtig del af vores infrastruktur, helt ligesom vejnettet. Når der mangler kapacitet på vejnettet, løser man altså ikke problemerne ved at fjerne et spor eller to fra motorvejen, og gå over til hulveje i sandet, i stedet for hovedveje med asfalt. Helt lige sådan er det med vandløb. Løsningen på vores problemer er at tilpasse afstrømningskapaciteten til afstrømningsbehovet i hele vandløbssystemet. 

Myten om synkende tørvejorder holder ikke
Omfanget af organogene jorder (tørvejorder) er for nylig kortlagt i en undersøgelse fra Århus Universitet. Undersøgelsen finder, at tørvejorder der kan synke udgør blot 70.000 ha. Landbruget har imidlertid for længst forladt disse våde humusjorder; det skete sammen med Morten Koch, høslæt, kvier på græs og malkepiger med forklæde og trebenet træskammel.

Dataanalyser viser, at hovedparten af disse tørvejorder henligger som naturarealer, og det er helt i overensstemmelse med, at det danske landbrugsareal siden 1950erne er svundet betragteligt. Arealerne er ganske simpelt givet tilbage til naturen. Dermed udgør jorder, hvor synspunktet er relevant, en ganske ubetydelig del af det samlede landbrugsareal, og argumentet er simpelt hen ikke seriøst. 

Misforvaltning sker i ly af misvisende kontrolmetode
Dataanalyser viser til gengæld, at vandspejlet reelt er steget i vandløbene, jf. figuren herunder.

 

Grafen viser udviklingen over tid for vandspejlsforholdene i Åmose Å, et af de steder, hvor der findes dyrket tørvejord, og hvor myten om synkende tørvejorder gøres gældende. Og dataanalysen er klokkeklar. Ved samme afstrømningsmængde er vandspejlet i løbet af årrækken fra 1981 (referencen, umiddelbart før den nye vandløbslov) til 2010 steget markant. Ved store, men identiske afstrømningsmængder er vandspejlet steget 50 – 60 cm! Dette er sket på trods af kravet i vandløbslovens § 27 om, at (citat):

Vandløb skal vedligeholdes således, at det enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke ændres”.

Var dette lovkrav overholdt, var den faktuelt målte vandspejlsstigning selvsagt ikke mulig.

Men det er alligevel fakta, at vandspejlsstigningen har fundet sted. Den har fundet sted i ly af en kontrolmetode for vandløbsregulativer (baseret på modelberegninger), som ikke er retvisende for virkeligheden. Og i ly af, at der ved kontrollen ses totalt bort fra bl.a. ændret formruhed, ligesom der ses totalt bort fra grødens tilstedeværelse og omfang, og grødens betydning for ruheden. Kontrolmetoden skjuler desuden forringelser af vandløbsdimensionerne. Forholdene omkring kontrolmetoden er reelt af helt samme karakter som den nylige VW-skandale. Ved vandløbene er det bare vandløbsmyndigheden, der anvender ikke-retvisende computermodelberegninger overfor borgerne. 

P-pladser til vandet er ødelæggende for betydelige land- og skovbrugsarealer
Ifølge et nyt notat fra Københavns Universitet er effektiv afvanding helt essentiel for dyrkning af land- og skovbrugets planter, men også for bygninger og infrastrukturanlæg. Notatet fremhæver, at denne essentielle afvanding er uforenelig med stigende vandspejl i vandløbene, og anfører (citat):

at selv begrænsede vandspejlsstigninger kan få endog meget store dyrknings- og arealmæssige konsekvenser, især ved jævne arealer, der højdemæssigt ligger vandløbsnært. Disse arealer udgør en meget betydelig del af land- og skovbrugsarealet.” samt videre (citat) ”Det bemærkes særskilt, at der kan forekomme stuvning fra nedstrøms beliggende vandløbsstrækninger ….., og at effekterne heraf vil blive de samme.” 

P-pladser til vandet giver store klima- og miljømæssige ulemper
Notatet fra Københavns Universitet fremhæver en lang række miljøkemiske ulemper ved stigende vandspejlsforhold i jorden. Først og fremmest forsvinder jordprofilets/rodzonens bufferkapacitet til at fastholde vand, hvilket ifølge notatet vil give større afstrømninger ved kraftige nedbørshændelser, og dermed mindre klimasikrende effekt (altså ifølge notatet fra Københavns Universitet det stik modsatte af, hvad medie-myterne argumenterer om).

Notatet fra Københavns Universitet påpeger endvidere øgede tab af næringsstoffer (N og P) til det omgivende miljø, især frigivelse af store mængder P fra jordpuljen, frigivelse af lattergas (N2O), der har en 300 gange støre drivhuseffekt end CO2, samt frigivelse af metan, som ligeledes er en meget skadelig klimagas.

Lagring af vand ovenpå jorden er altså ikke kun dårlig erhvervesøkonomi og dårlig samfundsøkonomi, det er også rigtig skidt for miljøet. 

Løsningen: tilpas den reelle afstrømningskapacitet til det faktuelle afstrømningsbehov
Løsningen på problemerne er at tilpasse afstrømningskapaciteten til afstrømningsbehovet i hele vandløbssystemet. Det kræver kortlægning af de fremtidige afstrømningsmængder, og hydrologberegning af de nødvendige vandløbsdimensioner ved den faktiske fremtidige ruhed. Man starter ved havet og arbejder sig opstrøms, og sikrer tilstrækkelige effektive vandløbsdimensioner til at aflede vandet.  Dette er den eneste rigtige løsning, både for erhvervsøkonomi, for samfundsøkonomi, for samfundets interesser som helhed, og af hensyn til de samlede klima- og miljøeffekter.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen