Flemming Fuglede: Vi skal stå sammen om at få ændret gødningsreglerne

Vestre Landsret har i dag stadfæstet en dom i en straffesag om påstået overgødskning.

flemming-22-maj-2013

Formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, udtaler efter dommen:

”Selvom dommen er beklagelig, er den desværre ikke overraskende for os.

Vi har hele tiden vidst, at i straffesager får danske landmænd ikke belyst alle de dele af gødningsspørgsmålet som det er nødvendigt for at få bragt de ulovlige regler til ophør. Derfor har vi kæmpet for at få alle straffesagerne udsat indtil der foreligger dom i vores civile gødningssag, og det er lykkedes med ganske få undtagelser.

I denne sag bad forsvareren om 6 dage til at føre bevis, og han fik kun 2, så i lyset af det, er det ikke overraskende, at dommen får det udfald den gør.

Landsretten har vurderet på cirka halvandet ud af i alt 12 væsentlige spørgsmål om gødning. Vi har på vores hjemmeside lagt de 12 hovedspørgsmål som sagen drejer sig om, og kun punkt 9 og 10 er delvist behandlet af Landsretten i dag.

Desuden er vores advokat Hans Sønderby Christensen ikke enig i, at et kravene i nitratdirektivet fra 1991 kan opfyldes med en vandmiljøplan fra 1987, så det sidste ord er ikke sagt om det.

Det som dommen siger om ligevægtsprincippet er vor advokat heller ikke enig i.

Vi er i sagen bakket op af professor, dr. Jur. Peter Pagh, som alle er enige om at anerkende som den fremmeste miljøprofessor om EU-forhold i landet. Han har ovenikøbet skriftligt redegjort for, hvorfor de danske normer er ugyldige. Vi ser frem til i 2016 at få endeligt konstateret, med fuld bevisførelse, at gødningsnormerne er ugyldige, og glæder os over, at ministeren har set lyset og har fremsat lovforslag om at rydde op frivilligt.

Dommen i dag er det helt klare bevis på, at vi er stærkest sammen, og jeg vil opfordre alle landmænd, der har en straffesag hængende over hovedet, til at gøre alt hvad der står i deres magt for at få den udsat.

I Bæredygtigt Landbrug kæmper vi videre for at få gødningsreglerne ændret, så danske landmænd igen kan give deres afgrøder det de har brug for. Til gavn for kvaliteten af afgrøderne og den danske økonomi. ”

Du kan se den samlede argumentationsoversigt fra Bæredygtigt Landbrugs gødningssag her

Scroll to Top