Sort tale om næringsstoffer

I Altinget den 4. november 2015 ventilerer professor Stiig Markager (SM) fra Aarhus Universitet, Bioscience, nogle tanker om, at landbruget kan regulere sig selv ved at landmændene melder sig ind i såkaldte ”oplandslaug”, som i fællesskab skal forvalte tabet af næringsstoffer.

poul-500

Af Poul Vejby-Sørensen, Cand. agro og faglig rådgiver

Selv om enhver strofe om mindre militant regulering, og selv om slagord om at gribe tingene an ”på den absolut mest intelligente måde” lyder tillokkende, så er der dog nogle misforståelser, der skal ryddes af vejen, inden den søde musik trænger helt ind i øregangene.

Allerede i artiklens første linjer sænker SM det sædvanlige røgslør og lukker dermed af for en mere nuanceret og konstruktiv beskrivelse af situationen:

”I Danmark udledes der flere næringsstoffer til vandmiljøet, end godt er. Konsekvenserne er grønne, overgødede søer og fjorde med uklart vand, iltsvind og uden fisk”.

Ja, vel udledes der flere næringsstoffer, end godt er. Det er der næppe nogen, der vil bestride.

Problemet er bare, at det næringsstof, der udledes for meget af, og som giver nævnte konsekvenser, i næsten alle tilfælde er fosfor, mens professoren ret ensidigt tænker på kvælstof, som han mener er roden til alt ondt. 

Det handler om forholdet mellem kvælstof og fosfor
Når verdens førende forskere i stigende grad dokumenterer, at en vigtig nøgle til at forstå det marine fødenet – og dermed vandmiljøets funktion, er koncentrationsforholdet mellem kvælstof og fosfor, er det lidet hjælpsomt, at SM fortsat lægger røgslør ud ved kun at tale uspecifikt om ”næringsstoffer”. Denne betegnelse er intetsigende, medmindre han er af den opfattelse, at kvælstof og fosfor substituerer hinanden.

Kendsgerningen er, at vandmiljøets to centrale næringsstoffer, kvælstof og fosfor, har vidt forskellig betydning for fødenettet: Kvælstof øger fytoplanktons cellestørrelse og proteinindhold og dermed værdien for fødekæden (på samme måde som i f.eks. brødkorn). Fosfor øger derimod en række processer i cellekernerne og speeder celledelingsfrekvensen op. Dermed øger fosfor væksten af fytoplankton – men produktionen bliver mindre egnet i fødekæden og vil derfor i højere grad føre til iltforbrugende (miljøbelastende) bakteriel nedbrydning.

På den baggrund er det sort tale at argumentere med ”næringsstoffer”. Det svarer til at sige: ”I vejkrydset skal du køre til højre eller venstre”, i stedet for at beskrive om man skal til højre eller til venstre!

Resultatet er, at man hverken har forklaret vejen eller sagt noget forkert. Denne bekvemmelige tågesnak om ”næringsstoffer” har danske forskere leveret i 30 år.

Hvor ville det være befriende, hvis de ville udtrykke sig konkret. 

”En nødvendighed”
SM omtaler begrænsningen af kvælstofudledning som ”en nødvendighed”, men præsenterer ikke skyggen af dokumentation herfor.

Han indrømmer dog, at reguleringen oprindeligt blev lavet som nogle procentuelle nedskæringer i mangel af bedre.

Herefter skriver han: ”Langsomt blev det erkendt, at målet ikke er en given udledning, men et godt vandmiljø”.

Her indrømmer SM, at man ikke har givet landbruget et holdbart mål at styre efter, men blot strammet op, efterhånden som de forventede resultater ikke blev nået. Men hvis strategien er forkert, når man selvfølgelig ikke de forventede resultater. Man har i årtier øget dosis af den forkerte medicin i stedet for at skifte til den rigtige medicin.

SM fortsætter: ”Da EU tog over med Vandrammedirektivet i 2003, var det netop med den tilgang, formuleret som opnåelse af ’god økologisk tilstand’. Det er ret præcist defineret, hvad god økologisk tilstand er i danske fjorde, og vi ved også, at det kræver en reduktion af kvælstoftilførslerne.”

Her går det helt galt for professoren: Det er netop ikke præcist defineret, hvad god økologisk tilstand er i danske fjorde. Derimod er der anlagt en yderst subjektiv dansk fortolkning. Og Vandrammedirektivet nævner overhovedet ikke kvælstof med et ord! Derfor henhører det under afdelingen for religion og fri fantasi at påstå, at ”vi også ved, at det kræver en reduktion af kvælstoftilførslerne”.

Hvis SM ”ved det”, må det forlanges, at han fremlægger beviset. 

”Ingen danske fjorde i god tilstand”
Stiig Markager skruer op for dramatikken, når han konstaterer: “Der er ingen af de danske fjorde, som robust er i god økologisk tilstand”…. ”95-98 procent af områderne er langt fra i god økologisk tilstand”.

Er det trods alt ikke lidt overdrevet, at 95-98 procent af områderne langt fra er i god økologisk tilstand?

Man kan kun være enig med SM i, at ”Det er fjorden, som skal have god økologisk tilstand, og så må samfundet tilpasse sine aktiviteter til det, naturen kan tåle. Vi har med andre ord et økologisk råderum, som må respekteres”.

Det store spørgsmål er så bare, hvorfor vore renseanlæg år efter år lukker urenset spildevand direkte ud i vandmiljøet i tusindvis af tilfælde hvert eneste år. Vel at mærke spildevand med både fosfor og organisk stof, der fører direkte til iltproblemer i fjordene, og med et ukendt indhold af naturfremmede stoffer, som kan ødelægge tilstanden i enhver recipient. 

Fire muligheder
SM kommer vidt omkring i sin retoriske gennemgang af fire handlemuligheder:

Den teatralske: at melde Danmark ud af EU.

Den urealistiske: at ændre Vandrammedirektivet. Det er helt unødvendigt, hvis bare Miljøministeriet lærer at følge direktivet!

Den unødvendige: at få en undtagelse for dansk landbrug. Det er unødvendigt, hvis Miljøministeriet bare følger Vandrammedirektivet.

Den indlysende: at løse problemet. Den går vi ind for! Det vil kræve en indsats i forbindelse med renseanlæggene, så de ikke lukker mere ud, end de må. Men først skal myndighederne finde ud af, hvad der egentlig lukkes ud. Det har de hidtil forsømt at analysere for. 

Uintelligente vådområder
SM frister et plaget erhverv med, at der kan anvendes mere kvælstofgødning, hvis der samtidig etableres kompenserende vådområder inden for et laugs-fælleskab.

Dette er imidlertid en højst tvivlsom strategi, fordi vådområder, der tilbageholder kvælstof, samtidig forsager forøget udledning af det mere miljøbelastende fosfor.

Såfremt økosystemet virker på samme måde i Danmark som i resten af verden, og kvælstof er langt minde problematisk for vandmiljøet end fosfor, så er det ikke intelligent styring, at lave vådområder, der tilbageholder lidt harmløst kvælstof, men samtidig fører til kemiske omdannelser i jordbunden, der frigør fosfor (”fosformobilisering”) til skade for vandmiljøet.

Vådområder bør gennemtænkes langt mere, end det hidtil er sket. 

De Økonomiske Råd
SM’s henvisning til De økonomiske Råds administrationsforslag er irrelevant.

Hvad nytter det, at DØR måske leverer ganske interessante forslag til en given regulering, hvis forudsætningerne for denne regulering er forkerte, fordi DØR er blevet fejlinformeret?

Klik her for at læse professor Stiig Markagers indlæg på Altinget.dk (kræver login): Professor: Landbruget kan regulere sig selv

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen