Er dansk miljøpolitik også et skud i mørket?

Om overnæring, også kaldet eutrofiering, i Østersøen og danske farvande.

alger-i-isefjorden-2014

Forord af Poul Vejby-Sørensen, faglig konsulent i Bæredygtigt Landbrug, Rapporten er sammenskrevet af journalist Jens Sillesen

De indre danske farvande virker som afløb for 1000 km3 vand om året fra Østersøen. Dermed er Kattegat og Bælterne kolossalt domineret af, hvad der sker i Østersøen, herunder hvad der tilføres fra floderne, som afvander de gamle ”østlande”, hvor renseanlæg var – og delvis stadig er – et fremmedord.

I årene op til 2010 arbejdede to svenske forskere, Lars Håkanson og Andreas Bryhn med problematikken omkring kvælstofs og fosfors roller for eutrofieringen og vandmiljøet i Østersøområdet, hvortil de også henregnede Kattegat. 

Håkanson og Bryhn dokumenterede at:

“Den mest effektive og billige løsning til at forbedre vandmiljøet i de åbne farvande i Danmark øst for Jylland er, at de gamle østlande begrænser deres udledning af fosfor, så det kommer til at ligge på nogenlunde samme niveau som i Nordvesteuropa”.

Håkanson og Bryhn tog afstand fra at fokusere på kvælstof og advarede:

”Kvælstof-reduktion er et meget dyrt skud i mørket, der kan begunstige blågrønalger (=cyanobakterier) i stedet for vandkvaliteten”.

I 2009 blev det atter skåret ud i pap af to af verdens førende biologer, professor D. W. Schindler fra University of Alberta, Canada og professor R. E. Hecky fra University of Minnesota, USA, der i Proceedings of the National Academy of Science (PNAS) slog fast:

“We agree with them that until ecosystem-scale evidence is obtained, “N abatement is a very expensive shot in the dark that may favor cyanobacteria instead of the water quality.”

Schindler og Heckyvar begge med til at lave den rapport for Sveriges Miljøstyrelse i 2006, der var med til at gøre kvælstof ”stuerent” i Sverige. De bekræftede, at Bryhn og Håkansons forskning passede med de forskningsresultater, de selv havde fundet frem til.

Det var imidlertid ikke alle, der så ens på forholdene omkring Østersøen. Bæredygtigt Landbrug har gransket i litteraturen om emnet og lavet denne rapport, som beskriver forskellige forskningsresultater og holdninger vedrørende Østersøen og det aktuelle spørgsmål: Er det kvælstofknappen eller fosforknappen, der skal trykkes på?

Svaret herpå får stadig nye nuancer, efterhånden som ny forskning dukker op – ikke fra Danmark, men fra udlandet. Her har man også dokumenteret at selve forholdet mellem kvælstof og fosfor (uanset koncentrationer) har afgørende betydning for fødenettet og dermed vandmiljøet.

Nærværende rapport er et godt udgangspunkt. Og man behøver ikke at sluge den som en roman. Den kan også bruges til at danne sig et nyttigt overblik. F.eks. for politikere…

 Klik her for at hente hele rapporten ‘Rapport om årsagerne til overnæring i Østersøen og de danske farvande’ som pdf

Rapport om årsagerne til overnæring i Østersøen og de danske farvande

 

Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, marts 2014.

Af Jens Sillesen, journalist, 
Billede: satellitfoto af opblomstring af blågrønalger i Østersøen

Indhold

Forord:3

Sammendrag:4

Beskrivelse af Østersø-systemet. 5

Strømsystemet. 6

Udvikling. 7

Næringsstofkredsløbene – kvælstof og fosfor. 8

Kvælstofkredsløbet. 8

Fosforkredsløbet. 10

Eutrofiering. 11

Læsevejledning. 11

HELCOMs strategi12

Baggrunden for de svenske rapporter. 17

2006-rapporten: ”Eutrophication of Swedish Seas”. 18

Østersøen. 19

De vestlige have. 21

Konklusioner/anbefalinger. 22

2008-rapporten: Eutrophication of the Seas along Sweden’s West Coast. 24

Tiltag på svenske kilder. 27

Konklusioner og anbefalinger:28

2010-rapporten: Controlling Eutrophication in the Baltic Sea and the Kattegat. 29

Modelvalg. 29

Scenarie 1: Reduktion af fosfor til Østersøen. 30

Scenarie 2: Reduktioner i fosfortilførsel til Kattegat fra Sveriges floder. 33

Scenarie 3: Reduktioner i kvælstoftilførslen til Kattegat fra Sverige. 33

Scenarie 4: En “optimal” bekæmpelse af eutrofiering i Kattegat. 34

Konklusion. 34

2008-artiklen: Eutrophication of lakes cannot be controlled by reducing nitrogen input. 36

2011-rapporten: ”Long term change of nutrient concentrations of rivers discharging in European seas”. 38

Konklusion:39

ORDBOG – forklaringer på begreber. 40

Liste over forskere. 42

 

 

Forord: 

Der har gennem årtier været en international debat om, hvilke næringsstoffer, som er årsag til eutrofiering. Både kvælstof og fosfor er blevet udråbt som synderen.

I Sverige gjorde uenigheden blandt svenske eksperter, at den svenske miljøstyrelse valgte at få en vurdering fra internationale eksperter. Det skete i foråret 2005. Miljøstyrelsen nedsatte et udvalg til at undersøge publikationer og data for Østersøen og komme med anbefalinger til en effektiv reduktion af eutrofiering. Udvalget bestod af fem internationalt anerkendte eksperter fra USA og Canada. Rapporten udkom i 2006.

Året efter i 2007 kom Helsinki-kommissionen (HELCOM) med en strategi mod eutrofiering i Østersø området. Den havde hovedfokus på kvælstof.

I 2008 nedsatte den svenske miljøstyrelse et nyt udvalg, der kom med en rapport om eutrofiering ved den svenske vestkyst – altså Kattegat, Skagerrak og de farvande som også grænser op til Danmark. Udvalget bestod af eksperter fra Sverige, Norge, Danmark, Tyskland og USA.

I 2010 udarbejdede de to svenske forskere Lars Håkanson og Andreas C. Bryhn en rapport, hvor de undersøgte betydningen af kvælstofudledning og fosforudledning i Østersø-systemet ud fra en videnskabelig model. De holdt deres resultater op mod HELCOM’s strategi, for at se om der er en mere effektiv måde at nå en forbedring af vandmiljøet.

De svenske rapporter fokuserer naturligvis på svenske havområder, men dækker derfor også de danske. I det følgende vil vi fokusere på de dele af rapporterne, som har betydning for danske farvande – direkte og indirekte. Da reduktioner af næringsstoffer i Østersøen har stor betydning for Danmark vil det indgå. Men lokale problemer som for eksempel i den stockholmske skærgård vil ikke være med.

Vi kigger også på et par andre internationale forskningsprojekter. 

Sammendrag:

HELCOM lavede i 2007 en strategi for bekæmpelse af eutrofiering i Østersøen og farvandene mellem Danmark og Sverige. De ønsker at fjerne 133.152 tons kvælstof og 15.014 tons fosfor årligt. Prisen for HELCOMs strategi vil være på 23,1 mia. kr. om året. Derudover vil reduktionen i kvælstof i HELCOMs strategi betyde, at en del af landbruget permanent må lukkes, hvilket samfundsmæssigt vil give meget store ekstraomkostninger.

Hovedfokus er på reduktion af udledningen af kvælstof. Dette sker til trods for, at der ikke eksisterer videnskabelige modeller, der kan vurdere konsekvensen af en reduktion af udledningen af kvælstof til Østersøen og Kattegat. En række internationale eksperter vurderer, at strategien ikke bare risikerer at være nyttesløs, men også at være direkte skadelig for havmiljøet.

Den svenske miljøstyrelse fik i 2006 og 2008 udarbejdet to rapporter, hvor de kiggede nærmere på eutrofiering i farvandene omkring Sverige. Der er enighed i de to rapporter om, at reduktion af fosfor i Østersøen er vigtig for at forbedre vandmiljøet. Der er til gengæld usikkerhed om, hvorvidt en reduktion af kvælstof vil have nogen virkning i Østersøen.

De svenske forskere Bryhn og Håkanson har brugt den anerkendte CoastMab-model til at vurdere konsekvensen af en reduktion af fosfor. De kommer frem til, at en optimal plan vil være en reduktion af 9.975 tons fosfor udledt til Østersøen. De kommer også frem til, at det er økonomisk bedst at bruge penge på rensningsanlæg i den tidligere østblok. Det vil have meget positiv indvirkning på både Østersøen og farvandene mellem Danmark og Sverige.

Denne plan vil ikke bare opfylde HELCOMs miljømæssige mål, men også være bedre for miljøet. Den vil samtidig være ekstremt billig sammenlignet med HELCOMs.  Den vil koste 1,5-3,1 mia. kr. om året. Der kan altså spares 20,0-21,6 mia. kr. om året.

Bryhn og Håkanson påpeger, at der ikke findes videnskabelige modeller, som med en rimelig nøjagtighed kan forudsige, hvordan en reduktion af udledningen af kvælstof vil påvirke koncentrationen.

Denne fokus bakkes op af andre førende forskere som canadiske David Schindler. Han påpeger, at der ikke findes et eneste forsøg i fuld skala, som viser, at reduktion af kvælstof har haft en positiv virkning. Det er der til gengæld med reduktion af fosfor.

Forbedringer i koncentrationen af kvælstof har ikke bidraget til en opnåelse af miljømæssige mål som klarere vand og bedre iltforhold.

Beskrivelse af Østersø-systemet


Figur 1: Kilde: Wikipedia

Østersøen er ca. 415.000 km2 og har en gennemsnitlig havdybde på ca. 54 meter. Det er et af verdens største brakvandsområder. Kattegat er omkring 30.000 km2. Danmark er til sammenligning ca. 43.000 km2.

Skagerrak er farvandet mellem Sydnorge og Nordjylland. Havet er moderat lavvandet ud fra den nordjyske kyst. De nærmeste 50 km fra land har det en dybde på op til 50 meter. Det skråner ud mod Norske Rende. Dette er en flere hundrede meter dyb rende, som løber langs Norges kyst og forbinder Nordsøen med Norskehavet mod nord. Normalt regner man grænsen mellem Kattegat og Skagerrak som en linje fra Skagen til Göteborg. Størstedelen af Kattegat er lavvandet – under 20 meter dyb. En rende i den østlige side har en dybde på over 60 m til sydøst for Læsø. Det sydlige Kattegat (syd for Anholt) er for det meste moderat lavvandet (20-40 m).

Mod syd er Kattegat forbundet med Østersøen gennem Øresund, Lillebælt og Storebælt. Forbindelsen gennem Øresund har en sejlrende på kun omkring otte meter, mens forbindelsen gennem Storebælt er dybere på omkring 15 meter. 

Strømsystemet

Der er et stort, naturligt strømsystem i Østersøen. Vand fra Nordsøen strømmer ind langs bunden, mens vand fra Østersøen strømmer ud ved overfladen. Det skyldes, at der er store forskelle på saltindholdet. Vand, som indeholder meget salt, er tungere end vand med lavt saltindhold – kaldet ”salinitet”. Saliniteten i Nordsøen er som det meste havvand omkring 35 psu. Det vil sige, at der er 35 gram pr. liter vand. Saliniteten falder jo længere mod øst, man kommer i Østersøen. Vandet fra Nordsøen løber altså ind i Østersøen bliver blandet op med flodvand, mister sin saltholdighed og bliver presset op mod overfladen og derefter ud i Nordsøen igen. Der er altså tale om en form for cirkulær bevægelse af vandmasserne.

Saliniteten i Kattegat falder jo længere man kommer mod sydøst. I nordvest er den over 30 psu, mens den er under 20 psu ved Øresund. Ved indsejlingen til Østersøen mod vest er saliniteten i overfaldevandet omkring 10 psu. Men den er helt nede under tre i de østligste dele. Typisk ligger den omkring 6-8. Den lave salinitet skyldes både, at der løber ferskvand ind fra floder og det forholdsvist stillestående vand i Østersøen. Derfor bliver det til brakvand med lav salinitet.

Der er en forholdsvis begrænset blanding af vand fra overfladen og vand fra bunden. Det skyldes det såkaldte ”springlag”, som holder de to vandmasser adskilt. Springlaget kan være på få meter, hvor saltindholdet skifter meget hurtigt. Dette gør det også sværere for ilt at nå bunden. Vandlagene kan dog blande sig som følge af kraftig vind.

Vandindstrømningen i Østersø-systemet betyder meget for tilførslen af næringsstoffer, ilt- og saltindhold. Den er meget afhængig af vindforhold, så det varierer fra år til år.

Udvikling

Siden midten af ​​det 19. århundrede er fjorde, øgrupper og havene omkring Sverige blevet forandret af væksten i befolkningen, brugen af jorden og af industrien. Sveriges befolkning steg fra 3,9 millioner i 1860 til 9,0 millioner i 2004. Det havde i 1985 firedoblet tilførslen af kvælstof til Østersøen og ottedoblet tilførslen af fosfor i forhold til midten af 1800-tallet. Tempoet af disse ændringer er øget i den sidste halvdel af det 20. århundrede.

Tidligere blev spildevand ledt direkte ud i vandløb og havet, men fra 1948 begyndte man i Danmark at bygge egentlige rensningsanlæg. I 1960’erne opstod bekymringer om overnæring, eutrofiering, i havene omkring Sverige. Udviklingen i mængden af ilt i Østersøen var faldende. Fra 1987 begyndte man også at rense vandet for kvælstof og fosfor. Dette gør man på de fleste spildevandsanlæg i de vesteuropæiske lande ved Østersøen. Det er derimod meget begrænset i de tidligere østbloklande.

I alt 85 millioner mennesker lever i afvandingsområderne til Østersøen. Altså de områder der leder vand til dette havområde.

Det er i Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Rusland, Polen og Tyskland. Men også Norge, Tjekkiet, Slovakiet, Hviderusland og Ukraine er en del af afvandingsområdet. Befolkningen bor mest i den sydlige del af Østersøbassinet.

Der er meget store forskelle på, hvor stor en indsats de enkelte lande har gjort for at forhindre udledning af kvælstof og fosfor. I de vestlige lande er der gjort en stor indsats, hvilket har betydet store begrænsninger af udledningen. Men i de tidligere østbloklande er der kun sket begrænsede tiltag. Der er for eksempel meget stor forskel på landenes rensningsanlæg. Hvor det i nogle lande er mellem 80 og 85 procent af befolkningens spildevand, som bliver renset for kvælstof og fosfor, så sker det overhovedet ikke i andre lande. 

Næringsstofkredsløbene – kvælstof og fosfor

Næringsstoffer som kvælstof og fosfor er utroligt vigtige for naturen. Uden dem ville der ikke være dyr og planter. Det er populært sagt naturens mad. Men som med mad til mennesker, så er det vigtigt, at der er den rigtig mængde, og der er den rigtige sammensætning. Opstår der ubalancer kan det påvirke naturen i uheldig retning.

Kvælstofkredsløbet

Kvælstof eksisterer naturligt omkring os. Omkring 80 procent af atmosfæren er frit kvælstof (N2), som er biologisk inaktivt. Kvælstof er et essentielt næringsstof for dyr og planter.  Der kan dog opstå overnæring, hvilket ikke er godt for naturen. Den menneskeskabte udledning af kvælstof kommer fra mange kilder. Industri, landbrug og byerne/huse i det åbne land leder kvælstof ud. I byerne i Danmark bliver det meste spildevand dog renset for en stor del af kvælstoffet. Men der sker ind i mellem overløb på rensningsanlægget i forbindelse med store regnskyl. Figuren nedenunder viser kvælstofkredsløbet.


Figur 2: Kilde: Miljøstyrelsen, 2000.

Men biler udleder også kvælstof til luften. Det er kvælstofoxider – de såkaldte NOx’’er. En del af det kvælstof ender i havene. Når det trækker ud over havområder, så kan det naturligt falde ned i vandet eller blive optaget i regnvand og falde ned på den måde. Kvælstof kan bevæge sig langt med havstrømme. Så det kvælstof, der er i overfladevandet i Østersøen kommer også fra floder omkring havet. Og kvælstof i Kattegat kommer også fra Østersøen, som det kan ses af figuren på næste side.


Figur 3: Kilde: Ærtebjerg og andre (2002).

Figuren fra 2002 viser, hvor meget kvælstof i Kattegat der kom fra forskellige områder. Som det kan ses, så kommer kvælstof i Kattegat fra mange forskellige steder i store mængder. Det er ikke kun fra landene omkring Kattegat, men også fra europæiske lande længere væk gennem luften.

Det kan være meget svært at lave præcise udregninger over, hvor store mængder kvælstof, som kører rundt i kvælstofkredsløbet. I et havområde som Østersøen vil der endvidere være stor risiko for opblomstring af cyanobakterier – også kaldet blågrønalger. Blågrønalgerne binder kvælstof fra luften. Det betyder, at reduktioner af det kvælstof, som bliver ledt fra byer og landbrug, kan blive modvirket af den kvælstof, som blågrønalgerne binder. Blågrønalger blomstrer op, hvis der er ubalance i forholdet mellem kvælstof og fosfor. Hvis der er mindre end 16 gange så mange kvælstofmolekyler end fosformolekyler (7,2 gange vægten), så vil der være større risiko for at blågrønalgerne kan blomstre op. Dette forhold kaldes Redfield-forholdet. Opblomstring sker dog mest i vand med lavt saltindhold – på 5-10 psu, hvilket er normalt i Østersøen. 

Fosforkredsløbet

Kredsløbet for fosfor er mere simpelt end det for kvælstof. Fosfor er helt på linje med kvælstof et næringsstof, som planter og dyr har brug for. Den fosfor, som mennesker udleder, kommer ofte fra industrien, landbruget og byerne/boliger (for eksempel toiletter og vaskemidler) i det åbne land. Det flyder ud i vandløb og havet. Der findes for eksempel fosfor i vaskemidler. Fosfor findes også i gødning – både kunstgødning og gødning fra dyr. I Danmark bliver det meste spildevand fra byerne renset for fosfor. Men ligesom med kvælstof, så kan der alligevel ske udslip fra rensningsanlæggene, hvis store regnskyl får dem til at løbe over. Og selvom vandet har været gennem et rensningsanlæg, så vil der stadig være både fosfor og kvælstof i det.


Figur 4: Kilde: Miljøstyrelsen, 1999.

Fosfor ligger også i store mængder på havbunden. Derfor kan fiskeri med bundtrawl og andre aktiviteter, der roder op i bunden, tilføre fosfor til vandet. Men der bliver også frigjort store mængder fosfor fra bunden, hvis der ikke er ilt i bundvandet. 

Eutrofiering

Eutrofiering er overnæring af søer og havområder. Det sker typisk med fosfor og kvælstof fra industri, landbrug, byer og beboelse i det åbne land.

Fosfor og kvælstof er nødvendigt for planter og dyr, men i for store mængder giver det problemer for naturen.

Tegn på eutrofiering kan være en massiv opblomstring af blågrønalger, uklart vand og udvikling af grønalger i lavvandede kystområder. Samtidig forsvinder ​​brunalger og ålegræs.

Blågrønalger er giftige for dyr og mennesker. Det lave saltindhold i Østersøen gør, at der naturligt kan opstå mange blågrønalger. I Kattegat er saliniteten typisk mellem 20 og 25 psu. Det gør, at det er sværere for blågrønalger at blomstre op. Blågrønalgerne skaber store problemer i havet. Når algerne dør, så bruger bakterier ilten i vandet til at nedbryde dem. Derved opstår der iltsvind, og det gør, at fisk og andre dyr ikke kan leve der.

De mange alger gør også vandet uklart. Dermed når sollyset ikke ned til vandplanterne på dybere steder, hvilket gør, at vandplanterne dør. Det kan skabe store ”døde zoner” i bundvandet. I de danske farvande forekommer iltsvind i perioder. Typisk i august til oktober hvor der er mindst ilt i vandet. I den indre Østersø er der til gengæld meget store problemer med længerevarende iltsvind. 

Læsevejledning

Vi har kigget på en række videnskabelige rapporter og udtalelser fra videnskabsfolk. Vi har fokuseret på kvælstof og fosfor, da disse to næringsstoffer har dominerende indflydelse på vandmiljøet. Samtidig er der stor uenighed blandt forskerne på dette område.

Det er vigtigt at forstå forskellen mellem udledning og den koncentration eller mængde, der er i havet. Udledning er de næringsstoffer, som bliver tilført systemet. Koncentration/mængde er de næringsstoffer, som er i systemet.

Der er to former for kilder:

Diffuse kilder er spredte kilder til forurening. Afstrømning fra landbrugsarealer og spildevand fra spredt bebyggelse er diffuse kilder. Fra atmosfæren tilføres forurening diffust med tørt og vådt (sne/regn) nedfald.

Punktkilder er forureningskilder, der kan afgrænses til et mindre område. For eksempel en spildevandsudledning, en olietank eller en nedgravet tønde. Punktkilder omfatter renseanlæg, industrier, regnvandsoverløb, ferskvandsdambrug, udledninger fra saltvandsbaseret fiskeopdræt (havbrug og saltvandsdambrug).

 Bagerst i rapporten er der en ordbog, der giver en kort forklaring på en række centrale begreber.
 

HELCOMs strategi

Helsinki kommissionen (HELCOM) er et internationalt politisk samarbejde mellem landene omkring Østersøen. Det er Danmark, Sverige, Finland, Tyskland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Rusland og EU. Målet er at beskytte havmiljøet i Østersøen.

De overordnede mål for samarbejdet er:

  • Østersøen skal være upåvirket af eutrofiering
  • Livet i Østersøen skal være upåvirket af farlige stoffer
  • En gunstig situation for Østersøens biodiversitet
  • Maritime aktiviteter i Østersøen skal udføres på en miljøvenlig måde

I forhold til eutrofiering er målene:

  • Koncentrationer af næringsstoffer tæt til naturlige niveauer
  • klart vand
  • Naturligt niveau af algeopblomstringer
  • Naturlig fordeling og forekomst af planter og dyr
  • Naturligt iltindhold

I 2007 lavede HELCOM en samlet strategi for reduktion af eutrofiering i Østersø-området. Målet er en genskabelse af et bedre havmiljø i 2021. Den lagde op til en begrænsning af både udledningen af fosfor og kvælstof. HELCOM opfatter vandets klarhed som det vigtigste mål for miljøet:

”Klarheden af ​​havvand integrerer mange af de konkrete effekter af eutrofiering og er blevet valgt som den primære miljømæssige målsætning med sigtdybden om sommeren (juni til september) som indikator. De øvrige indikatorer kan betragtes som støttende indikatorer for at give yderligere oplysninger om, hvorvidt en god miljøtilstand er opnået”.

Secchi-dybden er en målemetode for sigtbarhed i vand. Den er blevet målt i mere end 100 år. Man måler den dybde, man kan se en hvid skive, der sænkes ned i vandet. HELCOM har opstillet nogle ideelle referenceværdier, som danner basis for deres mål. Hvis sigtbarheden er mindre end 25 procent fra referenceværdien, så anser HELCOM målet for opnået.

Som det kan ses af HELCOMs tabel på næste side, så var det primære miljømål for Kattegat allerede nået i 2007. Målet for Kattegat var 7,875 meter, og sigtbarheden var 8,5 meter. I den meget tyndt befolkede del af Østersøen – Den Botniske bugt og Det Botniske hav mellem Finland og Sverige – var målene også nået. 

 

Område

 

Secchi-dybde Reference

 

Secchi-dybde Målsætning

 

Secchi-dybde Nuværende

 

Bothnian Bay

 

7.5

 

Opnået

 

5.8

 

Bothnian Sea

 

9.0

 

Opnået

 

7.0

 

Gulf of Finland

 

8.0

 

>6.0

 

4.1

 

Gulf of Riga

 

6.0

 

>4.5

 

3.4

 

Kattegat

 

10.5

 

Opnået

 

8.5

 

Baltic Proper

 

9.3

 

>7.0

 

6.3

Tabel 1: Kilde: HELCOM, Towards a Baltic Sea unaffected by Eutrophication, 2007

HELCOM opstillede også mål for mængden af klorofyl-a. Det er et stof, der er nødvendigt for planters fotosyntese.

 

Område

 

Klorofyl-a       Reference

 

Klorofyl-a     Målsætning

 

Klorofyl-a     Nuværende

 

Botniske Bugt

 

1.0

 

<1.5

 

1.8

 

Botniske Hav

 

1.0

 

<1.5

 

1.0

 

Den Finske Golf

 

1.2

 

<1.8

 

4.9

 

Riga-golfen

 

1.1

 

<1.7

 

5.1

 

Kattegat

 

1.3

 

<1.9

 

1.8

 

Østersøen

 

1.0

 

<1.5

 

2.3

Tabel 2: Kilde: HELCOM, Towards a Baltic Sea unaffected by Eutrophication, 2007 

Tabellen viser, at det kun er i det Botniske hav og Kattegat, at målene var opnået, før strategien blev besluttet. 

Der blev også opsat mål for mængden af kvælstof (nitrogen) i de forskellige områder af Østersøen. Her var det kun det Botniske Hav, som kunne leve op til målet på forhånd. 

Kvælstof (vinter overfladevand nitrit og nitrat) målt i mikromol/liter: 

 

Område

 

Reference

 

Målsætning

 

Nuværende

 

Botniske Bugt

 

3.5

 

<5.3

 

7.1

 

Botniske Hav

 

2.0

 

<3.0

 

2.7

 

Den Finske Golf

 

2.5

 

<3.8

 

8.8

 

Riga-golfen

 

4.0

 

<6.0

 

11.2

 

Kattegat

 

4.5

 

<6.8

 

8.3

 

Østersøen

 

1.9

 

<2.9

 

3.0

Tabel 3: Kilde: HELCOM, Towards a Baltic Sea unaffected by Eutrophication, 2007 

Til gengæld klarede Kattegat også kravet for mængden af fosfor. Det gjorde den Botniske bugt og det Botniske hav også. 

Fosfor (vinter overfladevand DIP – opløst uorganisk fosfor) mikromol/liter 

 

Område

 

Reference

 

Målsætning

 

Nuværende

 

Botniske Bugt

 

0.10

 

<0.15

 

0.04

 

Botniske Hav

 

0.20

 

<0.30

 

0.17

 

Den Finske Golf

 

0.30

 

<0.45

 

0.90

 

Riga-golfen

 

0.13

 

<0.20

 

0.85

 

Kattegat

 

0.40

 

<0.60

 

0.59

 

Østersøen

 

0.25

 

<0.38

 

0.52

Tabel 4: Kilde: HELCOM, Towards a Baltic Sea unaffected by Eutrophication, 2007 

HELCOM skriver, at ”den anvendte metode tager ikke blot hensyn til en reduktion af næringsstoffer, der resulterer i en god miljømæssig tilstand af havmiljøet i Østersøen som helhed og i delområderne, men har også til formål at være fair og kunne accepteres af alle HELCOMs medlemmer. Tilgangen tager også hensyn til de tiltag, der allerede er truffet af landene, og giver mulighed for fleksibilitet i forhold til hvilke fremtidige foranstaltninger, der skal laves for at nå reduktionsmålene”.

Der er altså tale om en strategi, der bygger på et politisk kompromis og ikke rent faglige forhold.

HELCOM angiver følgende behov for reduktioner i udledningen af kvælstof:


Tabel 5: HELCOM, Towards a Baltic Sea unaffected by Eutrophication, 2007

Der er altså ifølge HELCOM ikke behov for nogen reduktion af fosfor i Kattegat og bælterne. Behovet for begrænsning af kvælstof er 20.000 tons om året i Kattegat og 15.000 tons om året i bælterne.

Blandt andet disse vurderinger var baggrunden for HELCOMs strategi for reduktion af kvælstof og fosfor. HELCOM valgte at lave kvoter til de enkelte lande for deres reduktion af fosfor og kvælstof:


Tabel 6: HELCOM, Towards a Baltic Sea unaffected by Eutrophication, 2007

Som det kan ses, så er reduktionen af kvælstof i forhold til fosfor større end Redfield-forholdet på 7,2 i vægt. Dermed vil disse reduktioner umiddelbart påvirke forholdet nedad, men vil så blive modvirket af fiksering.

I efteråret 2013 lavede HELCOM nye mål for reduktionen af næringsstoffer i Østersø-området:

Land

Fosfor (tons)

Nitrogen (tons)

Danmark

38

2.890

Estland

320

1.800

Finland

330+26

2.430+600

Tyskland

110+60

7.170+500

Letland

220

1.670

Litauen

1.470

8.970

Polen

7.480

43.610

Rusland

3.790

10.380

Sverige

530

9.240

Tværnational fællespulje

I alt

14.374

89.260

Tabel 6: Kilde: HELCOM.

Det er disse reduktioner, der danner grundlaget for den politik, som bliver lavet i de enkelte lande. 

Baggrunden for de svenske rapporter

I mange år har kvælstof været udset som den store synder i forbindelse med eutrofiering. Men flere og flere internationale eksperter er begyndt at pege på fosfor som en vigtig brik til forståelse af problemerne i vandmiljøet. Forskerne i Danmark holder på, at det er kvælstof, som er problemet.

Også i Sverige var der stor uenighed, så den svenske miljøstyrelse valgte at få en vurdering fra uvildige internationale eksperter. Det skete i foråret 2005. De undersøgte publikationer og data for Østersøen og farvandene vest for Sverige. De kom med anbefalinger til en effektiv reduktion af eutrofiering. Udvalget bestod af fem internationalt anerkendte eksperter fra USA og Canada. Rapporten udkom i 2006.

Året efter i 2007 kom så Helsinki-kommissionen (HELCOM) med en strategi for eutrofiering i Østersø området. Den uddelte kvoter til de enkelte lande rundt om Østersøen for reduktion af kvælstof og fosfor.

I 2008 nedsatte den svenske miljøstyrelse et nyt udvalg, der kiggede nærmere på eutrofiering i Skagerrak, Kattegat og Øresund. Altså farvande som også grænser op til Danmark. Udvalget bestod af eksperter fra Sverige, Norge, Danmark, Tyskland og USA.

I 2010 udarbejdede de to svenske forskere Lars Håkanson og Andreas C. Bryhn en rapport, hvor de undersøgte betydningen af kvælstofudledning og fosforudledning i hele Østersø-systemet. De brugte Coast-mab modellen til at beregne disse konsekvenser. De holdt deres resultater op mod HELCOM’s strategi, for at se om der er en mere effektiv måde at nå en forbedring af vandmiljøet.

De svenske rapporter fokuserer naturligvis på svenske havområder, men dækker dermed også de danske. I det følgende vil vi fokusere på de dele af rapporterne, som har betydning for danske farvande – direkte og indirekte. Da reduktioner af næringsstoffer i Østersøen har stor betydning for Danmark vil det indgå. Men lokale problemer som for eksempel i den stockholmske skærgård vil ikke være med. 

2006-rapporten: ”Eutrophication of Swedish Seas”

I foråret 2005 nedsatte den svenske Miljøstyrelse en komité til at undersøge publikationer og data om havene omkring Sverige. De skulle undersøge udviklingen af eutrofiering, den svenske indsats og lave anbefalinger til en effektiv reduktion af eutrofiering. Udvalget bestod af fem internationalt anerkendte eksperter fra USA og Canada. Rapporten udkom i 2006.

De fem medlemmer analyserede snesevis af publikationer, artikler og hørte redegørelser fra fremtrædende svenske forskere med forskellige synspunkter. De undersøgte også en række databaser for langsigtede tendenser.

Komitéen pointerede, at spørgsmålet om eutrofiering ikke bør ses som et valg mellem at reducere fosfor, at reducere kvælstof eller både kvælstof og fosfor. Der er lokale forhold, som spiller ind, og havmiljøer påvirker hinanden. En handling et sted kan have virkninger andre steder.  Komitéen mente også, at det ville være forkert udelukkende at fokusere på kvælstof/fosfor-forholdet. De kom frem til, at den bedste måde at reducere eutrofiering var forskellig, alt efter hvor det var. De delte farvandene op i tre forskellige områder: den svenske østkyst, selve Østersøen, og den svenske vestkyst. Den svenske østkyst har ikke så stor relation til de danske farvande. Så den ser vi ikke på her.

De svenske udledninger til de undersøgte områder var sådan i 1995 og 2000:


Figur 5: Kilde: Sveriges Miljøstyrelse

Østersøen

Som reaktion på voksende bekymring om eutrofiering, begyndte nogle lande til at reducere punktkilder af fosfor i begyndelsen af ​​1970’erne. Det var relativt let at fjerne fosfor fra husspildevand. Landene begyndte også at begrænse udledningen af kvælstof fra punktkilder i 1980’erne og 1990’erne.

Der er kun data af god kvalitet for Østersøen efter 1970, når det drejer sig om næringsstoffer. I denne periode er udledningen af fosfor fra floder og kvælstof fra atmosfæren i det væsentlige uændret (Grimvall og Stole Hals 2001 Granat 2001).

De seneste 35 år er der sket betydelige reduktioner i tilførslen af ​​næringsstoffer fra punktkilder. Alligevel er eutrofieringen i Østersøen blevet værre og har kun vist små tegn på forbedring andre steder.

Mængden af næringsstoffer i Østersøen har været svingende i perioden. Mængden af kvælstof om vinteren i Østersøens overfladevand steg hurtigt i begyndelsen af ​​1970’erne, men derefter skete der ikke meget til år 2000. De seneste fem år er der sket et fald. (Nausch m.fl., 1999; Voss et al, 2005).

 
Figur 6: Udviklingen i kvælstof i Østersøen Kilde: SPA 2006 

For fosfor har der været en klar stigende tendens i det seneste halve århundrede. Der var et betydelig dyk i midten af ​​1990’erne (Voss og andre, 2005). Men siden da er der sket en meget stor stigning. Det kan ses af figuren på næste side.


Figur 7: Udviklingen i fosfor i Østersøen Kilde: Sveriges Miljøstyrelse 2006

Det optimale for havmiljøet forhold mellem kvælstof og fosfor bliver kaldt Redfield-forholdet. Det er på 16 til 1 i molekyler eller 7,2 til 1 i vægt.


Figur 8: Udviklingen i N/P-forholdet i Østersøen i molekyler Kilde: Sveriges Miljøstyrelse 2006

Som det kan ses af figur 8, så skete der et meget brat fald fra 2001 til 2005. Det kom efter en periode med stigende eller stabile værdier. Faldet skyldtes både faldende kvælstof og stigende fosfor. Så i 2005 var forholdet på omkring fire målt på molekyler. Altså en fjerdedel af det optimale Redfield-forhold. Det medfører, at blågrønalger blomstrer op.

Der var bred enighed i komitéen og blandt de svenske forskere om, at en reduktion af tilførslen af fosfor til Østersøen var vigtig for at afhjælpeeutrofiering. Der var derimod uenighed om de fordele eller risici, der er ved at mindske tilførslen af ​​kvælstof til Østersøen. Frygten er, at en indsats for at reducere kvælstof i Østersøen blot vil blive opvejet helt eller delvist af store opblomstringer af blågrønalger. De vil binde kvælstof fra luften, og det modvirker reduktionerne. Indsatsen vil dermed risikere ikke have en positiv indvirkning, men blot være en stor udgift.

De vestlige have

Komitéen kiggede også på ”de vestlige have” – Kattegat, Skagerrak og Øresund. De bliver udsat for komplekse tilførsler af næringsstoffer. Det er ikke bare fra kysterne omkring dem og luften. Det er i høj grad også fra vandstrømme fra Nordsøen og Østersøen.

Skagerrak er meget mere påvirket af næringsstoffer fra Nordsøen end Kattegat (Gustafsson 2000). Ifølge skøn (Håkansson 2003) kommer 60 % af den samlede fosfor i Kattegat og Skagerrak fra arealerne, som afvander til disse farvande. Men det er kun 26 % af kvælstoffet. Der kommer 46 % af kvælstoffet fra luften gennem nedfald – det der kaldes deposition. Østersøen bidrager med 40 % af fosfor, men kun 7 % af kvælstof til Skagerrak–Kattegat. Nordsøen bidrager med 21 % af kvælstoffet. Det varierer dog meget fra år til år.

Den jyske kyststrøm løber op langs den jyske vestkyst og ind i Skagerrak. Den bringer næringsstoffer op fra europæiske floder som Elben og Rhinen. Der synes at være en stigning i belastningen med kvælstof fra denne strøm.

Næringsstoffer til Øresund og Kattegat fra land blev klart reduceret mellem 1989 og 2002. Det var især Danmark, som reducerede. Det var relativt mere for fosfor end for kvælstof, og det var både fra punktkilder og diffuse kilder

I Skagerrak faldt fosfor fra land til de kystnære farvande en smule mellem 1990 og 1998, da en tredjedel af fosforen fra punktkilder blev reduceret. Det skete primært i Norge og Danmark. Sverige havde allerede tidligere reduceret fosfor i punktkilder. Landbaserede kilder af kvælstof er ikke faldet, og punktkilder er kun reduceret i Danmark (Hansen et al. 2001).

Der var ingen klare tendenser i atmosfærisk nedfald af kvælstof til Kattegat – Skagerrak -regionen. Der var ifølge rapporten nylige tegn på, at store bestræbelser på at reducere udledningen af ​​næringsstoffer i Danmark var begyndt at have en effekt i form af reduktioner i koncentrationen (Carstensen m. fl. i pressen). Fosfor var faldet med 22 til 57 % fra begyndelsen af ​​1990’erne, primært som følge af forbedret behandling af by-og industrispildevand. I de seneste fem år er kvælstof faldet med, op til 44 %, når der blev taget hensyn til årlige udsving i udledninger af ferskvand. 

Konklusioner/anbefalinger

Desuden påvirker de uforudsigelige indløb af saltvand fra Kattegat og Nordsøen blandingen af vandlagene i Østersøen. De tilfører ilt til de dybere vandlag i Østersøen, men de forstærker også springlagene, så der er større forskel i saltindhold mellem overfladevandet og de dybere lag. Der er ingen overordnet trend i saltindholdet i Østersøen gennem det seneste århundrede.

Der er også sket en stigning i havtemperaturerne i Østersøen gennem det 20. århundrede på 1-2 grader. Dette kan øge iltsvindet.

Opblomstring af blågrønalger bliver begrænset af mængden af fosfor. Mindre fosfor er lig med færre alger Algerne kan stå for op til 45 % af produktionen af organisk materiale. Så begrænsningen af fosfor er vigtig til at bekæmpe aflejringen af organisk materiale i det dybe vand i Østersøen. 30 % af den fosfor, som mennesker udleder, kommer fra punktkilder. Den kan nemt mindskes ved brug af teknologi, der allerede findes. Resten kræver en langsigtet strategi – især for landbruget i de baltiske lande.

Rapporten kommer med fire anbefalinger.

1. Indsatsen bør begynde med fjernelse af fosfor fra vaskemidler og fra store punktkilder med langs de østlige og sydlige kyster af Østersøen – altså i den tidligere østblok. Begrænsning af punktkilder i Sverige vil ikke have større betydning for Østersøen. Diffuse kilder står for 60 % af den menneskeskabte udledning af fosfor i Østersøen. Derfor bør der også laves begrænsninger af disse. Bevarelse og genoprettelse af elementer, som fastholder næringsstoffer i landskabet, er en vigtig del af en langsigtet strategi.

2. Der bør ske en reduktion af nedfald af kvælstof fra luften. Atmosfærisk nedfald er den største eksterne kilde til kvælstof til Østersøen og Sveriges vestlige havområder. Forsøg på at mindske det atmosfæriske nedfald af kvælstof har kun haft en lille virkning. Det vil ellers også have fordele for økosystemer på land og for åer og søer. Så rapporten anbefaler, at atmosfærisk nedfald reduceres. Men det er samtidig nødvendigt at fjerne fosfor fra landbaserede kilder. Ellers er der risiko for at øge væksten i blågrønalger i Østersøen, som fikserer kvælstof fra luften. Rapporten peger på, at det hurtigste vil være at reducere fosfor fra punktkilder, og at de største af disse ligger langs den sydlige og østlige del af Østersøen.

3. Rapporten anbefaler væsentlige reduktioner i tilførslen af kvælstof i Sveriges vestlige have for at få en lavere eutrofiering. De synes ikke at være risiko for, at blågrønalger blomstrer op på samme niveau som i Østersøen. Rapporten angiver ikke specifikt, hvor disse reduktioner skal ske, men påpeger, at kun 26 % af det kvælstof, som kommer til Kattegat/Skagerrak bliver udledt fra områderne omkring farvandene. Næsten halvdelen kommer fra atmosfærisk nedfald. Havstrømme fra Østersøen og Nordsøen (med store mængder kvælstof fra de europæiske floder) spiller også ind. En lavere tilførsel af fosfor vil også have en positiv virkning på grund af det høje niveau af begge næringsstoffer. Men kun hvis der også sker en reduktion af kvælstof. Reduktioner i udledningen af kvælstof fra punktkilder vil være positivt. Men ifølge rapporten kan målene ikke nås uden betydelige reduktioner fra diffuse kilder og atmosfærisk nedfald.

Udledningen af menneskeskabte næringsstoffer har betydet en større primær produktion af organisk materiale, iltsvind, ændring af dyrelivet på havbunden og vandplanter langs kysterne.

4. Den sidste anbefaling omhandler lokale tiltag på den svenske østkyst. Dem vil vi ikke gå i detaljen med.

Efterskrift:

Selv om koncentrationerne af kvælstof er faldet i de danske farvande, så er der ikke sket en tilsvarende bedring i iltindholdet. Det fremgår af ”Vandmiljø og Natur 2012” fra Aarhus Universitet: ”Iltforholdene i bundvandet for de åbne farvande, som er målt siden midten af 1960’erne, viser overordnet en negativ udvikling. Omkring 1990 var middel-iltkoncentrationen i juli-november lav i de åbne farvande. Gennem første halvdel af 1990’erne steg iltkoncentrationen generelt til 1970’er-niveau i de tørre år 1996-97, for derefter generelt at falde igen”.

Sigtdybden i de åbne indre farvande steg signifikant i perioden 1985 – 2005, men aftog efterfølgende indtil den markante stigning i 2012. I fjordene har der ikke været nogen udvikling i perioden 1989-2002. 

2008-rapporten: Eutrophication of the Seas along Sweden’s West Coast

Som opfølgning på rapporten fra 2006 nedsatte den svenske miljøstyrelse en ny komité, der skulle se nærmere på eutrofiering i farvandene ved den svenske vestkyst. Målet var at lave en vurdering af de hidtidige tiltag og lave anbefalinger til en fremtidig strategi til bekæmpelse af eutrofiering i Kattegat, Skagerrak, de svenske kystområder og de danske bælter.

Disse havområder er anderledes end Østersøen på en række områder. Blandt andet er der større saltholdighed, indflydelsen fra tidevand og de ​​dynamiske kræfter i Nordsøen. De bliver påvirket en række kilder. Ikke bare direkte kilder, men også af vandmasser, der strømmer til fra Nordsøen og Østersøen.

Overordnet har Sverige et strategisk mål, der lyder: ”at nå niveauer af næringsstof i jord og vand, der ikke skader menneskers sundhed, betingelserne for den biologiske mangfoldighed eller muligheden for forskellige anvendelser af jord og vand. Det skal ske inden for en generation”.

Rapporten gør opmærksom på, at det er meget svært at definere præcist, hvornår sådanne mål er opnået.

Det er ikke muligt at opnå en tilstand, hvor der ikke er forøgelse af næringsstoffer fra menneskelige aktiviteter i miljøet, og samtidig have en produktion af fødevarer til at brødføde befolkningen. Men målet tillader en ”ikke-uberørt” tilstand, så længe menneskets sundhed, betingelserne for den biologiske mangfoldighed og forskellige anvendelser ikke er forringet.

Rapporten beskriver situationen i 2008. Landbruget i Sverige udledte årligt 20.800 tons kvælstof i Kattegat og 1.800 tons i Skagerrak. Landbrugsjorden dækkede omkring 12 % af afvandingsområdet, mens 55 % var skov. Af den samlede udledning af kvælstof kom 55 % fra landbrugsjord (Håkansson 2007). Da kvælstof aflejres i jorden vil den samlede udledning i Kattegat naturligt blive reduceret med 12.000 tons om året, før det kommer i havet. Punktkilder leverer langt mindre til Kattegat og Skagerrak med kun 6.700 tons og 500 tons kvælstof om året.

Den svenske udledning:

Tabel 7: Kilde: Håkanson 2007

Den samlede udledning af kvælstof i Kattegat, Øresund og bælterne fra Danmark var 51.800 tons i 2006. Den var på 1.500 tons fosfor (Ærtebjerg 2007). Diffuse udledninger udgør 60 % for fosfor og omkring 80-90 % af kvælstof. De fleste kommer fra landbrugsaktiviteter. Både udledningen af kvælstof og fosfor er faldende på lang sigt. Mest tydeligt for fosfor (Carstensen og andre 2006).

Norge udleder 22.000 tons kvælstof i Skagerrak og 750 tons fosfor. Af disse mængder er 80 % af kvælstof menneskabt, mens tallet er 50 % for fosfor.

Men der kommer også input fra europæiske floder gennem den jyske kyststrøm. Strømmen løber op langs den jyske vestkyst og ind i Skagerrak. I 1990 blev det anslået, at den transporterede 400.000 tons menneskeskabt kvælstof. Der skete en fordobling af kvælstof i vandet i den norske kyststrøm fra 1970’erne til begyndelsen af 1990’erne. Siden da er der skete en reduktion på 20 % kvælstof og mere end halvdelen af fosfor. Denne strøm kan have påvirket den svenske Skagerrakkyst på samme måde og til dels også Kattegat.


Figur 9. Kilde: Spokes og andre, 2006.

Der er forskellige bud på, hvor store tilførsler af kvælstof Kattegat modtager. Ifølge den ovenstående figur fra 2006, så kommer kvælstof i Kattegat fra en række steder. Af en samlet tilførsel på 249.000 tons, så kommer 39 % fra land, 29 % fra Skagerrak, 11 % fra Østersøen og 21 % fra luften. Men der er andre bud, og uenighed om mængderne.

Fra slutningen af ​​1970’erne var hele bybefolkningen i Sverige er tilsluttet spildevandsanlæg, som har forbedret affaldsbehandling og fjernelse af næringsstoffer. Sådanne rensningsanlæg fjerner ikke alle næringsstoffer. RYA Renseanlæg i Göteborg er et eksempel. Udledningen af fosfor var over 600 tons og af kvælstof næsten 3000 tons i 1970’erne. Nu er det mindre end 100 tons fosfor og 1500 tons kvælstof.

Udledningen af kvælstof fra svenske floder til Kattegat og Skagerrak steg gennem 1970’erne til midten af 1980’erne. Siden da har der ikke været nogen klar udvikling. I Øresundsregionen er der få klare tendenser, men generelt høje belastninger. Der er ikke nogen klar udvikling i udledningen af fosfor.

Punktkilder fra Sverige udgør mindre end 15 % af den samlede kvælstoftilførsel, men en væsentlig forbedring af den diffuse kvælstoftilførsel er endnu ikke nået, selv om der er gjort fremskridt. Dette er ikke kun tilfældet i Sverige, men gælder for alle kyststater langs Kattegat og Skagerrak-regionen.

Næringsstoffer fra danske åer viser et drastisk fald fra slutningen af ​​1980’erne (se figur 10).

Rapporten anerkender, at indsatsen i Danmark har været særlig stor og har resulteret i en betydelig reduktion af udledningen af kvælstof siden midten af ​​1980’erne. I 2002 blev det anslået, at reduktionen af den samlede kvælstof udledning af menneskeskabt kvælstof til havområder fra Danmark var 40 % – fra spildevand med 69 % og fra landbrug med 31 % (Grant og andre 2006).


Figur 10.

I Danmark er koncentrationen af næringsstoffer faldet markant i kystområder og de åbne farvande som resultat af de tiltag, der reducerer tilførslen af ​​næringsstoffer fra land (Carstensen m. flere 2006).

Komitéen understreger, at det ikke blot er de absolutte koncentrationer af næringsstoffer, som er vigtige.
Også forholdet mellem kvælstof til fosfor (N/P) er meget vigtigt. De fleste har fået et øget N/P-forhold, fordi fosfor er blevet kontrolleret mere effektivt end kvælstof.

Atmosfærisk nedfald er naturligvis større for kvælstof end for fosfor, og den jyske havstrøm kan have et N/P-forhold på op til 50:1 i molekyler. Generelt er N/P-forholdet i åbne danske farvande under de 16:1, som er optimalt – altså Redfield-forholdet (Carstensen et al. 2006).

Iltsvind i det åbne sydlige Kattegat og Øresund er blevet mere udbredt siden 1970’erne, og der er ingen tegn på bedring trods reducerede tilførsler af næringsstoffer gennem de sidste 10 – 15 år. Det sydlige Kattegat har et naturligt minimum af ilt i september, men der kan være store udsving fra år til år.

Tiltag på svenske kilder

Den svenske miljøstyrelse vurderede i 2007 virkningen af de foranstaltninger, der var lavet for at reducere udledningen af kvælstof og fosfor. De udarbejdede tal for 1995 og 2005. De kan ses i tabel 8.

 
Tabel 8: Kilde: Miljøstyrelsen i Sverige.

Som det kan ses, så er der sket et tydeligt fald i udledningerne af både fosfor og kvælstof.

Rapporten siger, at en reduktion af kvælstof var nødvendig for at løse problemerne med eutrofiering i farvandene vest for Sverige. Der er umiddelbart ikke nogen risiko for, at blågrønalger blomstrer op som følge af kvælstof-mangel. Rapporten fortæller endvidere, at mindskning af fosfor vil også have positive resultater i de vestlige farvande, de der er høje niveauer af begge næringsstoffer, men kun hvis den er ledsaget af reduktion af kvælstof. De forventer, at en gennemført fjernelse af fosfat fra vaskemidler i Sverige vil have en positiv indvirkning. 

Konklusioner og anbefalinger:

Rapporten konkluderer, at der skal ske større reduktioner i udledningen af næringsstoffer for at opfylde målet om ”Ingen overgødning”. Komitéen roser den hidtidige svenske indsats. Men på trods af at udledningen og mængden af næringsstoffer er blevet reduceret, så er der kun sket en lille forbedring af økosystemerne. De anfører, at det kan skyldes, at der er en vis forsinkelse i virkningen af tiltag.

Store reduktioner i næringsstoffer fra punktkilder er allerede nået, og muligheden for yderligere reduktioner fra disse kilder er begrænsede. Derfor er der brug for reduktioner i diffuse og atmosfæriske kilder fra Sverige. Det vil dog ikke være nok, da store mængder næringsstoffer stammer fra Danmark, Østersøen og Nordsøen eller gennem luften fra andre lande. Derfor er det nødvendig med en samlet international indsats.

En strategi skal have fokus på både kvælstof og fosfor. De mener ikke, at der er væsentlig uenighed om, at en reduktion af kvælstofbelastningen er afgørende for at vende eutrofieringen i de vestlige have. De mener, at der er god dokumentation for, at begge næringsstoffer er vigtige bidragydere til overnæring af havområderne ved den svenske vestkyst. Nye reduktioner i fosfor vil mest give lokale forbedringer.

Der var på dette tidspunkt tegn på, at økosystemet var begyndt at reagere på, at der blev udledt færre næringsstoffer. Men de kunne ikke forudsige, i hvilken grad og hvor hurtigt en forbedring vil ske. Blot at forbedringer ville ske langsomt og ujævnt. En fuld genopretning af forhold som iltniveauet på bunden ville ikke være mulig.

De vigtigste indikatorer for økosystemets fremgang bør være iltsvind i Kattegat, gendannelse af planteliv ved kysterne (ålegræs og algemåtter) og forekomsten af dyrelivet på bunden.

Desuden kan virkningerne af klimaændringerne gøre det sværere gennemføre ​​målene, fordi de øger afstrømning, lagdeling og øger temperaturerne, hvilket påvirker algevækst og sammensætning. 

2010-rapporten: Controlling Eutrophication in the Baltic Sea and the Kattegat

I 2010 lavede de svenske forskere Lars Håkanson og Andreas C. Bryhn en rapport med det, de kalder ”en realistisk plan” til bekæmpelse af eutrofiering i Østersøen og Kattegat. De kigger ikke bare på miljøet, men også på prisen for en strategi. Håkanson og Bryhn valgte også at tage det økonomiske perspektiv med. Billige løsninger er ikke kun en måde at spare penge. Det øger også chancerne for, at en strategi bliver ført fuldstændigt ud i livet, fordi de er politisk lettere at gennemføre. Derfor er det vigtigt at sammenligne effektiviteten. Rapporten konkluderer, at den billigste måde at forbedre vandmiljøet i Østersøsystemet er, at reducere fosforudledningen i de tidligere østlande.

Der er lavet dyre foranstaltninger for at reducere kvælstof fra landbrug, byområder og industrier. Alligevel har mængden af kvælstof i overfladevandet i Kattegat været stort set konstant i de seneste 15-20 år. Tiltagene har altså ikke haft den ønskede virkning.

Prisen på reduktion af fosfor og kvælstof kan variere med 10 til 100 gange. Det kommer an på, hvilken metode man bruger, og hvor man bruger den. Så det har stor betydning, når man vil reducere 10.000-100.000 tons næringsstof om året i Østersøen. Håkanson og Bryhns plan vil koste 1,5-3,1 mia. kr. om året. Til sammenligning koster HELCOMs plan 23,1 mia. kr. om året. Altså en forskel på 20,0-21,6 mia. kr.

Håkanson og Bryhn (H & B) mener, at målet ikke er reduktioner i udledningen af fosfor eller kvælstof i sig selv. Målet bør være ændringer i vandets klarhed/sigtdybden, reduktion af risikoen for opblomstring af blågrønalger og at reducere den maksimale koncentration af klorofyl–a. De reducerede udledninger i fosfor og kvælstof skal forbedre disse forhold så meget som muligt.

H & B mener, at en reduktion på 10.000 tons fosfor om året er optimal. De 15.016 tons fosfor om året som HELCOM ønsker, er for meget og kan være direkte skadelig for havmiljøet. For klart vand kan skade biodiversiteten, hvilket er forklaret senere i dette afsnit. Så man kan altså spare omkring 90 % af udgifterne og få et bedre resultat.

Modelvalg

H & B fokuserer på de største tilstrømninger af næringsstoffer til overfladevandet i Kattegat. De kommer klart fra Østersøen.

H & B bruger CoastMab modellen. Det er en videnskabelig ”procesbaseret massebalance model”, der tidligere er brugt på andre havsystemer. Den har stor sikkerhed, når det drejer sig om at forudsige virkningen af ændringer i udledningen af fosfor. Der findes ingen, procesbaserede massebalance modeller, der kan forudsige udviklingen for kvælstof. Der er også store usikkerheder i CoastMab-modellen, når det gælder kvælstof. Specielt i Østersøen da man ikke kan vurdere, hvor store mængder kvælstof blågrønalgerne i vandet henter ned fra luften, hvor stort vådt og tørt nedfald af kvælstof der er fra luften og hvor stor bundfældning og denitrifikation der er. I Kattegat er usikkerheden ikke så stor, da der er meget begrænsede mængder af blågrønalger. De bruger OSPAR–modellen til at finde det atmosfæriske nedfald. De mener, at det er troværdigt med hensyn til størrelsesordenen af nedfaldet.

H & B kigger på fire scenarier. Reduktion af fosfor til Østersøen, fosfor fra svenske floder til Kattegat, kvælstof fra svenske floder til Kattegat og den ”optimale strategi” til bekæmpelse af eutrofiering.

Scenarie 1: Reduktion af fosfor til Østersøen

I det første scenarie er fokus på de dominerende strømme til overfladevandet til Kattegat. Langt den meste næringsstofbelastning til overfladevandet i Kattegat kommer fra Østersøen. I Østersøen vil reduktioner af kvælstof sandsynligvis favorisere skadelige blågrønalger. Det kan faktisk øge koncentrationen af kvælstof i vandet (Håkanson og Bryhn 2008). Så de ser på en reduktion af fosfor. H & B laver tre beregninger i dette scenarie:

1) Når halvdelen af de samlede reduktioner af fosfor i HELCOMs strategi er gennemført – altså 7.500 tons om året. Det er udregnet som værende fra floder, der løber til Østersøen fra Polen.

2) Når de 15.000 tons fra HELCOMs plan er fjernet.

3) Når 9.775 tons fosfor bliver fjernet.

Når Bryhn og Håkanson bruger 9.975 tons fosfor, så er det fordi, de er kommet frem til, at det er den optimale løsning. Fosfor-udledning i Østersøen kan gøres mindre på to billige måder. Den ene er en bedre behandling af byernes spildevand i den tidligere østblok. Det er billigere end at reducere udledningen i de vestlige lande, hvor man i forvejen har gjort meget for at reducere udledningen af fosfor. HELCOM (2007a) anslog i 2007, at der blev udført avanceret rensning af spildevand på (andel af befolkningen):

Eks. østbloklande

Avanceret rensning

Vestlige lande

Avanceret rensning

Estland:

34 %

Sverige:

86 %

Polen:

34 %

Finland:

80 %

Letland:

0 %

Tyskland:

85 %

Litauen:

0 %

Danmark:

81 %

Tjekkiet:

0 %

 

 

Rusland:

0 %

 

 

Hviderusland:

0 %

 

 

Tabel 9: Kilde:

Der er altså en meget begrænset behandling for fosfor og kvælstof på rensningsanlæggene i den tidligere østblok. Ifølge HELCOM kan man årligt reducere 12.400 tons fosfor på denne måde.

Den anden billige måde er forbud mod fosfater i vaske- og rengøringsmidler (Gren og Elofsson 2008, Bryhn 2009).


Tabel 10: Kilde:

Tabellen viser virkningen af reduktionerne på vandet i Kattegat. Som det kan ses, sker der mærkbare forandringer på Secchi-dybden, der netop er HELCOM vigtigste mål. Mængden af klorofyl og fosfor falder, mens der sker en svag stigning i kvælstof. Det sidste tal er dog forbundet med usikkerhed.

For eksemplet med 9.975 tons vil det også give en gennemsnitlig sigtdybde på 7,0 m i Den Finske Bugt. Dette er, hvad sigtdybden var før 1920. Det vil også give en sigtdybde på 9,7 m i Det Botniske Hav, omkring 8,0 m i Botniske Bugt, 5,6 m i Rigabugten og 7,9 m i Østersøen. Altså en opfyldelse af alle kravene for sigtbarhed i HELCOMs strategi (se tabel 1).

Omkostningerne afhænger naturligvis af den måde, hvorpå de afhjælpende foranstaltninger helt præcist gennemføres. En strategi bør tage hensyn til, at det er svært og dyrt og måske ødelæggende for landbrug, byudvikling og industrien at reducere mere end 60-70 % af den menneskeskabte udledning af fosfor i Rusland, Polen og de ​​baltiske lande. Der er også fokus på de tidligere nævnte “hotspots”. Men ikke på de næringsfattige områder som Botniske Bugt og det Botniske Hav. Den samlede reduktion af fosfor børe være 6.925 tons i Østersøen (48 % af de menneskeskabte udledninger), 2.725 tons fra floderne ind i Finske Bugt (svarende til 60 %) og 425 tons i Rigabugten (eller 46 %).

Prisen for forbedret rensning af spildevand i byerne i den tidligere østblok afhænger meget af, hvilken tilstand rørene til spildevand er i. Hvis både rensningsanlæg og rørsystemerne skal forbedres, så koster det koster typisk 42 euro at reducere med et kilo fosfor (Bryhn 2009) i den tidligere østblok. Men hvis rørene er i acceptabel tilstand, så er det kun 20 euro pr. kilo. Dermed bliver den samlede omkostning for at reducere med 10.000 tons fosfor om året mellem 200 og 420 mio. euro. Altså 1,5-3,1 mia. kr.

HELCOM’s strategi vil reducere udledningen med 15.016 tons fosfor og 133.170 tons kvælstof. Men det mener Håkanson og Bryhn er alt for meget. Det kan give for klart vand i forhold til det bedste havmiljø. Hvis havet bliver for klart, så giver det mange af forholdsvist få dyrearter. Det vil medføre, at den mængde toxiner – gifte – der er i fiskene vil stige. Det er fordi, massen af fisk, som optager disse gifte, er mindre.

Der er også andre omkostninger for Sverige ved HELCOMs plan. Både for økonomi og miljø. De svenske reduktioner af kvælstof kan kun nås, hvis en stor del af landbruget bliver nedlagt permanent. Det vil koste titusinder af arbejdspladser i Sverige. Landet er i øjeblikket er nettoeksportør af korn, men vil kunne blive nødt til at importere millioner af tons korn årligt (Sveriges EPA 2008). Det vil kunne betyde ekstra miljøbelastning og transportomkostninger.

Samtidig forbedrer HELCOM-strategien betingelserne for blågrønalger i forhold til andre alger. De mange blågrønalger vil så binde kvælstof fra luften i havet, da forholdet mellem kvælstof og fosfor er under Redfield-forholdet. I øjeblikket er forholdet omkring 4 : 1 i molekyler. Så når HELCOMs plan reducerer med kvælstof og fosfor i forholdet 8,9 : 1, så vil der være endnu bedre forhold for vækst af blågrønalger. Reduktioner i tilførslen af kvælstof i floderne til Østersøen faktisk øger koncentrationen kvælstof i vandet (se Håkanson og Bryhn 2008a).

Omvendt vil reduktioner af fosfor forbedre forholdet mellem kvælstof og fosfor. Dermed vil blågrønalger få sværere betingelser og fiksere mindre kvælstof fra luften (Savchuk og Wulff 1999 Tyrrell 1999).

Forskerne understreger også, at reduktioner i kvælstof i Østersøen vil være en fordel for hele Østersø-systemet. Der er flere “hotspots” (for eksempel Finske Bugt, Rigabugten, området ud for Kaliningrad, udmundingen af floderne Oder og Vistula) med væsentligt dårligere betingelser end i Kattegat. Disse hotspots kan ses på de to følgende kort. Det første er over mængden af Chlorofyl-a i Østersøen. Det er de mørkeste pletter på kortet ved Polens kyst, der er udmundingerne af Oder og Vistula. På det andet kort er det de forholdsvis mørke områder i de to østligste områder, der er den finske bugt og Riga-bugten.

 
Figur 11: Klorofyl-a, kilde:

 

Figur 12: Secchi-dybden, Kilde:

Scenarie 2: Reduktioner i fosfortilførsel til Kattegat fra Sveriges floder

Den samlede svenske udledning af fosfor fra diffuse kilder svarer til 500 tons om året eller 0,65 % af den samlede tilstrømning af fosfor til Kattegat.  Svenske punktkilder udleder 180 tons om året, eller 0,23 %. Den samlede indstrømning til Kattegat er på 76.900 tons om året. H & B har lavet udregninger på, hvad det vil betyde, hvis halvdelen eller det hele af ​​den svenske HELCOM-kvote bliver reduceret. De kommer frem til, at der ikke vil være nogen synlig virkning på eutrofieringen i Kattegat. De understreger, at resultaterne ville være de samme fra enhver tilstrømningen til Kattegat-systemet, uanset om det er fra Sverige, Danmark, Skagerrak eller Østersøen.

Scenarie 3: Reduktioner i kvælstoftilførslen til Kattegat fra Sverige

Det samlede bidrag fra svenske diffuse kilder svarer til 29.100 tons om året eller 3,4 % af den samlede mængde kvælstof, der strømmer til Kattegat. Punktkilder udleder 3.500 tons om året eller 0,41 %. Den samlede tilstrømning er 850.000 tons om året. H & B har udregnet effekten af det svenske bidrag til HELCOMs strategi. Både for halvdelen og det hele – altså 10.390 og 20.780 tons om året. Hvis den blev reduceret fra floder eller anden tilstrømning til Kattegat, ville de miljømæssige gevinster være meget små. Der ville komme en mærkbar reduktion i mængden af kvælstof i Kattegat, men forbedringerne for sigtdybde og for klorofyl a-koncentration ville være meget små – nærmest umærkelige.

Scenarie 4: En “optimal” bekæmpelse af eutrofiering i Kattegat
H & B konkluderer, at ingen tiltag er mere realistiske til at forbedre eutrofiering i Kattegat end reduktioner af udledning af fosfor til Østersøen. H & B mener derfor, at det første fokus skal være på fosfor-udledning fra floder til Østersøen. Derefter bør man se på afhjælpende foranstaltninger for fosfor, der også reducerer udledning af kvælstof til Østersøen. Også selv om det er svært at forudsige, hvordan det vil ændre koncentrationerne af kvælstof i Østersøen.

Det er meget vigtigt at søge billige tiltag, som vil mindske fosfor og kvælstof på en omkostningseffektiv måde. Prisen for at fjerne et kilo næringsstof kan blive helt op til 100 gange større, hvis man vælger en dyr metode i stedet for den billigste. Den samme fremgangsmåde koster også forskelligt alt efter hvilket land det sker i, og om reduktionen vedrører “første kg” eller “sidste kg”. Det betyder meget i en langsigtet strategi, hvor man fjerner 10.000-100.000 tons næringsstoffer om året.

Rapporten understreger også, at reduktioner af næringsstoffer i selve Østersøen ville være gavnligt for hele Østersø-systemet. Der er flere “hotspots” med betydeligt værre betingelser end i Kattegat. Det er for eksempel Finske Bugt, Rigabugten, området uden Kaliningrad, Oder og Vistula flodmundingerne.

Konklusion

Den “optimale” strategi er attraktiv, fordi den er effektiv for naturen og samtidig omkostningseffektiv. Det er naturligt at sammenligne med HELCOMs Baltic Sea Action Plan. HELCOMs plan kræver en række foranstaltninger, herunder opførelse af vådområder, forbedret spildevandsrensning og nedsat landbrugsproduktion (Den svenske miljøstyrelse 2008). Planen omfatter også foranstaltninger til Kattegat og de ​​årlige udgifter til planen er blevet anslået til 3,1 mia. euro om året. Ifølge det svenske landbrugsministerium, så kan Sverige ikke kan opfylde kravene om reduktion af kvælstof uden en stor del af landbrugssektoren i landet lukkes permanent ned. Det vil koste titusinder af arbejdspladser. Sverige, som i øjeblikket er nettoeksportør af korn, kan blive netto-importør af millioner af tons korn årligt (Den svenske miljøstyrelse 2008).

To særligt effektive og billige måder at mindske udledningen til Østersøen er bedre rensningsanlæg ved byerne i den tidligere østblok og et forbud mod fosfater i vaskemidler (Gren og Elofsson 2008, Bryhn 2009). Med hensyn til vaskemidler skal der også tages hensyn til de regionale forskelle. I den tidligere østblok, hvor byernes rensningsanlæg er dårlige, vil et forbud mod fosfater være meget omkostningseffektivt. I det mindste på kort sigt (Bryhn 2009). I Sverige, hvor rensningsanlæg er blevet gennemført med høje standarder, vil de marginale omkostninger til bekæmpelse fosfor være højere end ved rensningsanlæg i Polen, Rusland og de ​​baltiske stater.

At lave vådområder og tiltag på landbrugsområdet har ofte højere marginale omkostninger end forbedringer i byernes rensningsanlæg. I nogle tilfælde vil det være 100 gange så dyrt (Bryhn 2009).

H & B understreger, at det endnu ikke er muligt at forudsige, hvor meget kvælstof, der skal udledes mindre, for at koncentrationen i Østersøen falder. Så udgifterne til dette er ukendte. 

Efterskrift:

I et efterfølgende interview har Andreas Bryhn udtalt: “Den mest effektive og billige løsning med at forbedre vandmiljøet i de åbne farvande i Danmark øst for Jylland er, at de gamle østlande begrænser deres udledning af fosfor, så det kommer til at ligge på nogenlunde samme niveau som i Nordvesteuropa”.

David Schindler fra University of Alberta, Edmonton, Canada og Robert Hecky, Department of Biology,University of Minnesota, USA var begge med til at lave rapporten for Sveriges Miljøstyrelse i 2006. De bekræfter, at Bryhn og Håkansons forskning passer til de forskningsresultater, de selv har fundet frem til. De tager også afstand fra at fokusere på en reduktion af kvælstof:

Kvælstof-reduktion er et meget dyrt skud i mørket, der kan begunstige blågrønalger i stedet for vandkvaliteten”, skriver de i en kommentar til Bryhn og Håkansons rapport. 

2008-artiklen: Eutrophication of lakes cannot be controlled by reducing nitrogen input

I Ontario, Canada, er en lang række søer blevet brugt til forskning i vandmiljø siden 1968. Det er i et område, som hedder Experimental Lakes Area. Det har 58 søer mellem en hektar og 84 hektar. Området er unikt, da det bruger hele søer til forskning. Desuden strækker forsøgene sig over ekstremt lange perioder, hvilket gør dem anderledes end næsten al anden forskning i vandmiljø.


Figur 13: Kilde: Wikipedia.

Resultaterne fra Sø 227 blev brugt i en videnskabelig artikel i 2008 om betydningen af kvælstof og fosfor for eutrofiering.

227 var gennem 37 år tilført et næsten konstant niveau af fosfor og en faldende mængde af kvælstof.  Det var for at afprøve teorien om, at kvælstoftilførslen kan styre eutrofiering. I begyndelsen tilførte man mere kvælstof end Redfield-forholdet. Det vil sige, at vægten af kvælstoffet var mere end 7,2 gange af fosforen. Det medførte, at søen blev stærkt eutrofieret. I en nærliggende sø viste forsøg, at hvis mængden af det tilførte kvælstof var under Redfield-forholdet, så gav det opblomstringer af den type blågrønalger, som fikserer kvælstof fra luften. Fra 1975 reducerede man mængden af kvælstof, så forholdet til fosfor kun var 4:1. Resultatet bekræftede hypotesen om, at en lav ratio giver en stor fiksering af kvælstof.

De sidste 16 år (1990-2005) blev søen kun gødet med fosfor. Alligevel forblev søen eutrofieret. Reduktionen i tilførslen af ​​kvælstof gjorde forholdene for blågrønalger bedre. Selvom der slet ikke blev tilført kvælstof, så fikserede blågrønalgerne så meget kvælstof fra luften, at der stadig var eutrofiering i søen til det niveau, der var fosfor.

På den baggrund konkluderede forskerne, at fokus bør være på reduktion af fosfor, når det gælder om at bekæmpe eutrofiering. 

Efterskrift:

Schindler har i senere interviews udtalt:

”En politik, der går ud på at begrænse kvælstof, er en forfejlet politik. Den kan ikke – og den vil ikke – lykkes”.

Han angriber også forskerkolleger, som laver en anbefaling af reduktion af kvælstof.

“Ingen af de forskere, der anbefaler kvælstofreducering har efterprøvet deres forsøg – lavet i mindre målestok – ved forsøg i store økosystemer over lang tid. Du kan finde mange eksempler på succesforsøg, hvor fosfor er reduceret. Men du kan ikke finde et eneste eksempel, hvor reduktion kvælstof har medført nogen forandring overhovedet”, siger han.

Han er uforstående overfor den store indsats for at reducere kvælstof.

“I vores forsøg så vi, at når vi reducerede fosfor, vil det overskydende kvælstof fremtræde som nitrat i vandmiljøet, og inden for et år vil det være denitrificeret (omsat i kredsløbet). Så hvorfor iværksætte omkostningstunge initiativer for vandmiljøet, når naturen gør det for os?”, siger han. 

2011-rapporten: ”Long term change of nutrient concentrations of rivers discharging in European seas”

(Ændringer over længere tid i koncentrationerne af næringsstoffer i floder med udløb i europæiske have)

Faycal Bouraoui og Bruna Grizzetti undersøgte, hvad resultatet er af de tiltag, som en række EU‐lande har foretaget for at reducere udledningen af fosfor og kvælstof i det europæiske vandmiljø. De sammenlignede indholdet af fosfor og kvælstof i overfladevandet i en række europæiske vandløb over en 20 års periode (1985 – 2005), heriblandt tre danske: Gudenåen, Skjern Å og Odense Å. Forskerne konkluderede, at selv om man reducerer forbruget af gødning i landbruget i stor skala, samtidig med at man har fjernet en stor del af byernes punktforurening med næringsstoffer, så har en mindsket kvælstofudledning en meget begrænset effekt på vandkvaliteten af overfladevandet i de indre europæiske og danske farvande.

I et nærstudie af Loire‐floden fandt man, at på trods af et fald i udledningen af kvælstof over en lang årrække, så steg kvælstofmængden i floden. I Elben fandt man, at der var et fald i mængden af kvælstof i floden samtidig med et fald i udledningen af kvælstof. Rapporten konkluderer, at en begrænset kvælstofudledning ikke har en signifikant effekt på kvælstofmængden ved flodudmundingerne. Det konkluderes, at målingerne af kvælstofs effekt på vandmiljøet skal foretages over en meget lang periode, da effekten af en meget varm sommer er langt større end effekten af at begrænse kvælstofudledningen. Oplever man derimod en meget våd sommer, så vil udvaskningen fra jorden være større end normalt, og man vil altså opleve en stigning i kvælstofmængden i vandmiljøet – også selvom der er blevet udledt mindre kvælstof fra landbruget og byerne.

Med EU‐Kommissionens rapport i hånden må man konkludere, at de bestræbelser Danmark siden 1987 har gjort sig for at begrænse udledningen af kvælstof, har haft en meget begrænset effekt på kvaliteten af vandmiljøet i Danmark.

Rapporten er bestilt af Joint Research Centre of the European Commission, og den er godkendt af EU Kommissionen den 9. august 2011. 

Konklusion:

HELCOMs strategi til bekæmpelse af eutrofiering i Østersøen og farvandene mellem Danmark og Sverige vil fjerne 133.152 tons kvælstof og 15.014 tons fosfor årligt. Prisen vil være på 23,1 mia. kr. om året plus store samfundsmæssige omkostninger, da landbrugsproduktionen i regionen falder.

Hovedfokus er på reduktion af udledningen af kvælstof. Dette sker til trods for, at der ikke eksisterer videnskabelige modeller, der kan vurdere konsekvensen af en reduktion af udledningen af kvælstof til Østersøen og Kattegat. En række internationale eksperter vurderer, at strategien ikke bare risikerer at være nyttesløs, men også at være direkte skadelig for havmiljøet.

Den enighed, der er de to rapporter fra den svenske miljøstyrelse om, at reduktion af kvælstof i Kattegat er nødvendig for en forbedring af havmiljøet, bliver modsagt af en række internationale eksperter.

Dette fokus på kvælstof modsiges af forskere i Canada. David Schindler påpeger, at der ikke findes et eneste forsøg i fuld skala, som viser, at reduktion af kvælstof har haft en positiv virkning. Det er der til gengæld med reduktion af fosfor.

Alle rapporter enige om, at reduktion af fosfor i Østersøen er vigtig for at forbedre vandmiljøet. Og der er usikkerhed om, hvorvidt en reduktion af kvælstof vil have nogen virkning i Østersøen.

De svenske forskere Bryhn og Håkanson har brugt CoastMab-modellen til at vurdere konsekvensen af en reduktion af fosfor. De kommer frem til, at en optimal plan vil være en reduktion på 9.975 tons fosfor udledt til Østersøen. De kommer også frem til, at det er økonomisk bedst at bruge penge på rensningsanlæg i den tidligere østblok især med henblik på at reducere udledningen af fosfor. Det vil have meget positiv indvirkning på både Østersøen og farvandene mellem Danmark og Sverige.

Denne plan vil ikke bare opfylde HELCOMs miljømæssige mål, men også være bedre for miljøet. Den vil samtidig være ekstremt billig sammenlignet med HELCOMs.  Den vil koste 1,5-3,1 mia. kr. om året. Der kan altså spares 20,0-21,6 mia. kr. om året. Det vil gøre planen lettere at gennemføre politisk i alle lande.

Bryhn og Håkanson påpeger, at der ikke findes videnskabelige modeller, som med en rimelig nøjagtighed kan forudsige, hvordan en reduktion af udledningen af kvælstof vil påvirke koncentrationen.

Forbedringer i koncentrationen af kvælstof har ikke bidraget til en opnåelse af miljømæssige mål som klarere vand og bedre iltforhold. 

 

ORDBOG – forklaringer på begreber

  1. Det er et vandlag i søer og havet, der skiller overfladevand og bundvand. De vandmasser, springlag adskiller, kan have forskellig massefylde som følge af temperatur eller saltholdighed. Langvarige iltsvind i bundvandet kan komme som følge af springlag. Det sker typisk hen over sommeren, hvor overfladevandet bliver varmt, mens bundvandet stadig er koldt. Den store temperaturforskel gør, at de to vandlag får svært ved at blande sig. Når overfladevandet bliver køligere om efteråret, så kan vinden blande lagene og bringe ilt ned til bunden. Et saltspringlag adskiller overfladevand og bundvand med forskellig saltholdighed. Vandet med mest salt vil ligge nederst, da det er tungere. De to slags springlag forstærker ofte hinanden. Udover at begrænse udvekslingen af ilt, begrænser springlag også udvekslingen af næringsstoffer. Et springlag kan være meget markant og have en tykkelse på under en meter.
  2. Ilt i vandmiljøet kan nå så lavt niveau, at dyr og planter tager skade. Ilten i vandet kommer fra planter og algers fotosyntese og fra vinden som rammer vandet. Ilten når kun de nedre vandlag gennem storme og havstrømme.

Brakvand er havvand med lav saltholdighed, fra 0,5 til 24,7 ‰ (psu). Til sammenligning har almindeligt havvand normalt en saltholdighed på 35 psu. Der er få arter af planter og dyr i brakvand, men der kan være mange af de enkelte arter.

Eutrofiering er overgødskning af søer og havområder med plantenæringsstoffer, især nitrat og fosfat, der forårsager, at der kommer flere planktonalger. De mange alger gør vandet uklart, så der nogle steder ikke kan trænge sollys nok ned til vandplanterne på de dybe steder. Desuden kan der opstå iltsvind, fordi bakterier bruger ilten i vandet til at nedbryde de mange døde alger. Fisk og andre dyr forsøger at flygte fra de steder, hvor ilten forsvinder, mens andre dyr, der ikke kan flytte sig, vil dø af mangel på ilt.

Kvælstof-fosfor-forhold, N/P-forhold, forholdet mellem mængderne af kvælstof (N) og fosfor (P) i miljøet. Planterne skal bruge de forskellige næringsstoffer i ganske bestemte mængder i forhold til hinanden. Fx skal de fleste planktonalger i havet have 16 kvælstofatomer for hvert fosforatom, dvs. N/P-forholdet er 16:1. Da der i ferskvand for det meste er mere end 16 atomer N for hvert atom P, er det fosfor, der begrænser væksten. I havet er der mindre end 16 atomer N for hvert atom P. Derfor er kvælstof det begrænsende stof her. Ofte ser man N/P angivet som 7:1; i dette tilfælde er det angivet i vægtenheder i stedet for i antal atomer (fosforatomet vejer mere end kvælstofatomet). Det kaldes også Redfield-forholdet efter A.C. Redfield, der opdagede det tilnærmelsesvis konstante forhold mellem en række næringsstoffer, herunder specielt N og P.

NPK er en forkortelse for plantenæringsstofferne Nitrogen (kvælstof), P (fosfor) og K (kalium). NPK-gødning er en kunstgødning – i modsætning til for eksempel kompost, der er en naturgødning. Gødningen bliver tilført markerne, da de ellers ville blive udpinte og give et meget lavt udbytte.

Kvælstof, nitrogen er det 7. grundstof i det periodiske system med bogstavet N. Det forekommer i en række kemiske forbindelse som for eksempel nitrat og nitrit. Det udgør næsten 80 procent af atmosfæren i form af N2. Nitrat bliver brugt som gødning, og det indeholder meget kvælstof, da det øger planternes vækst. Den kemiske formel er NO3.

Fosfor er det 15. grundstof i det periodiske system med bogstavet P. Den fosfor, som mennesker udleder, kommer ofte fra industrien, landbruget og byerne/boliger i det åbne land. Det flyder ud i vandløb og havet og kan så følge strømmen rundt. Der findes for eksempel fosfor i vaskemidler. Fosfor findes også i gødning – både kunstgødning og gødning fra dyr. I Danmark bliver det meste spildevand fra byerne renset for fosfor. Men ligesom med kvælstof, så kan der alligevel ske udslip fra rensningsanlæggene, hvis store regnskyl får dem til at løbe over. Og selvom vandet har været gennem et rensningsanlæg, så vil der stadig være både fosfor og kvælstof i det.

Diffuse kilder er spredte kilder til forurening. Afstrømning fra landbrugsarealer og spildevand fra spredt bebyggelse er diffuse kilder. Fra atmosfæren tilføres forurening diffust med tørt og vådt (sne/regn) nedfald.

Punktkilder er forureningskilder, der kan afgrænses til et mindre område. For eksempel en spildevandsudledning, en olietank eller en nedgravet tønde. Punktkilder omfatter renseanlæg, industrier, regnvandsoverløb, ferskvandsdambrug, udledninger fra saltvandsbaseret fiskeopdræt (havbrug og saltvandsdambrug).

 

Liste over forskere

 

2006-rapport:

Donald F. Boesch, University of Maryland Center for Environmental Science, Maryland, USA, R. E. Hecky, Department of Biology,University of Minnesota, Duluth, USA, Charles O’Melia, formand, Whiting School of Engineering at Johns Hopkins University, US, David W. Schindler, Department of Biological Sciences, University of Alberta, Canada , Sybil Seitzinger, Institute of Marine and Coastal Sciences, Rutgers University

 

2008-rapport:

Formand, Dr. Donald F. Boesch, University of Maryland Center for Environmental Science, Cambridge Maryland, USA, Dr Jacob Carstensen, National Environmental Research Institute, Aarhus University, Roskilde, Denmark, Dr. Hans W. Paerl, Institute of Marine Sciences, University of North Carolina, Morehead City, North Carolina, USA, Dr. Hein Rune Skjoldal, Institute of Marine Research, Bergen, Norway, Dr. Maren Voss, Leibniz Institute for Baltic Sea Research, Warnemünde, Germany.

2010-rapport:

Lars Håkanson, Department of Earth Sciences, Program for Air, Water and Landscape Sciences

Andreas C. Bryhn, Department of Earth Sciences, Program for Air, Water and Landscape Sciences

 

Eutrophication of lakes cannot be controlled by reducing nitrogen input:

David W. Schindler, Department of Biological Sciences, University of Alberta, Canada, R. E. Hecky, Department of Biology,University of Minnesota, Duluth

D. L. Findlay, M. P. Stainton, B. R. Parker, M. J. Paterson, K. G. Beaty, M. Lyng, S. E. M. Kasian.

Klik her for at hente hele rapporten ‘Rapport om årsagerne til overnæring i Østersøen og de danske farvande’ som pdf

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen