Lad forbrugerne bestemme økologiens fart

Bæredygtigt Landbrugs formand vil have den økologiske produktion i Danmark tilpasset til efterspørgslen på markedet.

flemming-fuglede-joergensen-juli-2015

Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug støtter helt op om fødevareminister Eva Kjer Hansens forslag om at droppe de høje målsætningstal om mere økologi, understreger foreningens formand Flemming Fuglede Jørgensen. 

Han uddyber: 

”Forbrugerne må afgøre, om de vil have økologiske varer eller ej.

Fakta er, at økologiske varer er dyrere at producerer og dermed skal de selvfølgelig også koste noget mere i butikkerne. Alligevel har man forsøgt med prisdumping, gigantiske tilskud (bl.a. i COOP) samt tilskud og tvangsøkologi i de offentlige institutioner.

Det har blot flyttet en lille smule på forbrugersiden. 

På produktionssiden har der været enorme tilskud til økologien på det konventionelle landbrugs bekostning – blandt andet ved tildeling af arealtilskud. Samtidig ser Bæredygtigt Landbrug med forundring på den meget ukollegiale kampagne Økologisk Landsforening har ført for økologi. Alligevel går omlægningen langsomt. Hovedparten af de nye 124 økologer er deltids eller fritids jordbrugere. Det er der ikke noget i vejen med, men det flytter ikke produktionen ret meget.

Det er derfor helt rigtigt set af ministeren, at lade markedet råde, og ikke have fastlåst et præcis mål om antal hektarer i 2020. 

Hvis forbrugerne vil have økologiske varer og vil betale for dem skal de nok blive produceret. Men de skal altså koste den pris de er værd, ellers er det på lang sigt Ebberød bank.”

Af Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen