Lighed for loven

Denne sensommer har på mange måder været en stor udfordring for mange dygtige danske landbrugsfamilier. Udfordringer med vejret, med datoer, med skadedyr, og måske også med kontrolmyndighederne, har været med til at gøre en i forvejen travl tid endnu mere presset.

bjarne_nigaard_kalvebod

Af Bjarne Nigaard, adm. direktør

Vi har forhandlet med ministeriet ad flere omgange, og har i små nyk opnået enighed om at lempe på ellers skarpe datokrav og firkantede bestemmelser. Det gælder fx udskydelsen af slåningskravet for græs, udskydelse af såningsfristen for efterafgrøder, og senest kontrolbestemmelsen om efterafgrøderne, hvor der nu trods alt i år sker en konkret vurdering af plantens vækstmuligheder i stedet for at opslag i et skema. Vi håber også, at kravet om udbringning af gylle kan skydes i hele landet.

Jeg er helt med på, at for rigtig mange er såningen af efterafgrøder i år det rene galimatias. Det har flere steder været umuligt at få efterafgrøderne i jorden, andre steder vil de ikke spire, fx på grund af forsumpning, og tredje steder angribes de af skadedyr.

Hvis man skulle bruge den sunde fornuft og den gode faglighed, så ville efterafgrøder langt de fleste steder skulle droppes i år. De når på ingen måde at få ønsket effekt, og er kun en økonomisk belastning for landmanden.

Det ville nok også være et år, hvor der de mest våde steder ikke blev slået græs lige med det første.

Men alligevel er landmanden presset til at slå eller afgræsse sine arealer, så sine efterafgrøder og håbe det bedste, alt sammen inden bestemte datoer.

Alt for mange har nemlig prøvet, at når kontrolmyndigheden møder op, og man gør sit bedste for at sætte dem ind i, hvorfor forholdene ikke har gjort det muligt at præstere det teoretisk forudsatte på arealerne, så er kontrolmyndigheden aldeles ligeglad.

Hvis ikke der er tilstrækkelig vækst i efterafgrøderne, eller hvis græsset ikke er under de 40 cm, så ryger støtten, og KO-trækket er givet.

Staten skal også følge reglerne
I en så rigid Verden, er det ekstra tankevækkende og paradoksalt, at de, der har ansvaret for kontrollen, nemlig de statslige danske myndigheder, tilsyneladende mener sig omfattet af andre og langt mere fleksible regler, end dem den almindelige hårdtarbejdende landbrugsfamilie skal slås med.

Vi har derfor brugt nogle ressourcer på historien om et statsejet areal på lidt over 1.100 ha, populært kaldet Kalvebod Fælled. Det er et område, hvor adskillige hundrede ha. er registreret som markblokke, og hvor der søges landbrugsstøtte i henhold til de samme regler, som gælder over hele landet.

Fra nogle har det lydt, at vores ageren har været udtryk for anmelderi, og derfor er kritisabel.

I forlængelse af det, vil jeg gerne slå fast, at forinden historien nogensinde blev offentliggjort, har der i en periode på over to uger været en dialog med Naturstyrelsen om arealerne og deres tilstand, hvor vi har sendt dem dokumentation, fotos mv., i håb om måske at blive enige om, at der kunne være behov for en mere fleksibel tilgang. Styrelsen har i denne dialog ikke villet erkende, at der overhovedet var et problem. At vi i første omgang fik øje på arealet skyldes, at vi har fået flere uafhængige henvendelser om, at der er noget galt med arealernes tilstand i forhold til kravene.

Det er ikke en tilfældig nabo, som vi af brødnid eller selvhævdende retfærdighedsfølelse har udpeget som ’synder’. Vi har i stedet peget på, at der er problemer hos selvsamme myndighed, der skal overvåge reglerne.

For mig har det helt afgørende været, at det ministerium, der overfor danske landmænd gennemfører kontrol med stor entusiasme, men sjældent med stor fleksibilitet, efter gentagne henvendelser om, at der kunne være noget galt hos dem selv med efterlevelse af reglerne, ikke har villet gøre noget ved sagen. At der dermed måske er en dobbeltstandard for, hvordan man kan leve op til ens krav, alt efter hvem man er.

Som Naturstyrelsen, efter mediernes interesse var opstået, også fandt ud af, så var der på grund af helt særlige forhold i år, og nogle sikkert almindelige misforståelser, behov for at tage over 40 ha. ud af ansøgningen.

For en almindelig, hårdtarbejdende dansk landbrugsfamilie ville det sandsynligvis betyde tilbagebetalingskrav, sanktioner, og inddragelse af betalingsrettighederne. Spørgsmålet er så, om skatteborgerne kommer til at få en ekstraregning for Naturstyrelsens manglende overholdelse af de regler, som kontrolleres rigidt andre steder? Hvis nu man havde mulighed for en mere konkret vurdering, uden datotyranni og excell-konklusioner, så var det måske knap så sikkert.

Hvis vi skal have tillid til en myndighed, så kræver det for mig at se, at de agerer enten ligeværdigt fleksibelt, eller ligeværdigt ufleksibelt, uanset hvem det er overfor.

Jeg ønsker mig et mere fleksibelt system for alle, hvor datotyranni forsvinder, og faglighed er omdrejningspunktet. Men det skal gælde for alle, ikke for de få. Og ved at påpege, at selv myndighederne kan have behov for mere fleksibilitet, så kommer vi forhåbentlig tættere på en situation, hvor fleksibilitet kan gælde for alle

Klik her for at læse mere: Staten overholder ikke egne regler om landbrugsstøtte

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen