I Sverige blev øget fokus på næringstofbalance vejen til rekordudbytter og et renere miljø

I Sverige har landmændene i 2015 haft den bedste høst nogensinde, og det er sket samtidig med, at en ny rapport slår fast, at udledningen af næringsstoffer fra svenske landbrug, der har deltaget i projektet Greppa Näringen, er den laveste i de 13 år, svenskerne har sat fokus på at udnytte næringsstofferne bedst muligt.

mark

Greppa Näringen er navnet på et svensk samarbejde, hvor svenske myndigheder, forskere og landmænd har arbejdet med at tildele planterne og jorden den optimale gødningsmængde. Målet har været at skabe stærke og produktive planter, med et rodnet, der opsamler flest mulige næringsstoffer, og projektet har igennem 13 år bevist, at der ikke sker en øget udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet ved at tildele planterne gødning efter planternes og jordens ydeevne.

Tværtimod viser resultaterne af 13 års forskning, lavet med baggrund i cirka 50.000 gårdbesøg i årene 2000 til 2013, at man med gødningsmængder tilpasset planternes behov opnår en mindre belastning af miljøet, end hvis man, som tilfældet er i Danmark, begrænser tilførslen med gødning via generelle normer.

I en rapport fra september 2015 konkluderer Greppa Näringen, at man ved hjælp af en række nøgletal for jordens frugtbarhed og potentiale kan optimere gødskningen og dermed bidrage til at sænke omkostningerne, øge lønsomheden og mindske tabet af næringsstoffer til miljøet, og med en massiv forskningsdatabase i ryggen skriver Greppa Näringen den 22. september, at tiltagene gavner miljøet.

Helt konkret fokuserer man i Sverige mest på forbruget og udledning af fosfor i landbruget, og her har den målrettede indsats betydet, at overskuddet af fosfor, ifølge rapporten fra Greppa Näringen, er blevet halveret samtidig med at udbytterne på markerne er steget. Ifølge rapporten har planteavlerne i projektet i gennemsnit formindsket udvaskningen af kvælstof med 17 procent, svineproducenterne med 13 procent og kvægbesætningerne med 6 procent. 

Når det kommer til fosforudledningen, er resultatet af den målrettede indsats meget mærkbare, og fosforoverskuddet på de tre typer gårde har været et fald på 4 kg pr. hektar hos planteavlerne, 6,7 kg hos svineproducenterne og 2 kg pr hektar hos kvægbesætningerne, hvilket ifølge Greppa Näringens resultater samlet betyder ca. en halvering af den udledte mængde fosfor. Den nedadgående trend i forhold til udvaskningen med kvælstof og fosfor fra landbrugsjorden skal ses i lyset af, at Sverige i 2015, ifølge Jordbruksverket har haft den bedste høst i 25 år, og ifølge rapporten Miljöeffekter på Greppa Näringens gårdar – resultat från rådgivningen 2001-2013, er det sket selvom der ofte er blevet tildelt mere gødning.

Sverige går en anden vej end Danmark
Holger Kirchmann, professor ved Institutionen för Mark och Miljö ved Sveriges Lantbruksuniversitet fortalte i 2014 til Bæredygtigt Lanbrug, at svenskerne har en noget anderledes tilgang til reguleringen af landbruget, end tilfældet er i Danmark.

”I Sverige har vi ingen streng regulering ud over begrænsningen på de 22 kilo fosfor per hektar. Derudover kan landmanden gøre, som han vil. Men selvfølgelig vil han jo ikke tilføre mere nærring, end der er behov for, for det koster jo en masse penge. Han sørger jo selvfølgelig også for at få en god økonomi, og derfor er hans husholdning i forhold til næringsstoffer også begrænset. Men det er ikke en lov, ” siger Holger Kirchmann og understreger, at man i Sverige har valgt et system, der bygger på egenkontrol, og at det svenske system har tillid til, at landmanden kan håndtere næringsstofferne.

Beregninger og afstemninger af resultater i forbindelse med Greppa Näringen gennemføres løbende på en række landbrug tilknyttet projektet. Det sker via en række vækst-nærings-balancer. I rapporten tages der direkte udgangspunkt i 2.850 svenske konventionelle gårde, hvor der har været rådgivning mindst fire gange på mindst to parametre. Greppa Näringen er et samarbejde imellem Jordbruksverket, LRF, länsstyrelserna og en lang række aktører i den svenske landbrugsindustri, der støttes økonomisk af blandt andre EU og den svenske stat.


(Graf, kilde: Jordbruksverket)

Fakta:

Klik her for at læse mere om Greppa Näringen

Læs også: Miljöeffekter på Greppa Näringens gårdar – resultat från rådgivningen 2001-2013

Læs også: Största spannmålsskörden på 25 år

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top