Endnu en sejr for sund fornuft

Et af vore gode medlemmer blev for nogen tid siden politianmeldt og tiltalt for ikke at have haft kontraventil og vandur på tapstedet, hvor han fylder marksprøjten op. Mange sagde til ham, at han skulle betale bøden og komme videre. Mange fortalte ham, at det er en umulig kamp at slippe ud af myndighedernes tolkning.

marksprøjte-fra-siden-foto-hardi.dk

Af Bjarne Nigaard, adm. direktør i Bæredygtigt Landbrug 

Derfor mødte han op i retten som selvmøder (altså uden advokat) og med sig havde han en film, der blev afspillet i retten. Filmen viser, hvordan han i praksis fylder tanken. Slangen er 3½ tomme og sættes på tapstedet, man stiller sig op og holder vandslangen med begge hænder, tænder med sin mobil for en pumpe, hvor der er kontraventil på. Det tager ganske kort tid at fylde tanken, og hvis man ikke holder slangen fysisk, så vil slangen på grund af trykket falde væk fra tanken og ned på jorden. Når tanken er ved at være fyldt, så kan man stoppe pumpen med mobiltelefonen.

Løsningen er med andre ord effektiv, og retten valgte at lægge vægt på den sunde fornuft. I rettens begrundelse for frifindelsen fremgår det: ”Retten finder det imidlertid usandsynlig, at der skulle ske tilbageløb i vandledningsnettet eller overløb ved påfyldning på den af tiltalte anviste måde, idet tiltalte har været nødt til at betjene slangen manuelt, og såfremt han slap slangen, ville den blot falde til jorden, og vandet (det rene) løbe ud på jorden”.

Læs dommen her

Jeg har skrevet det før, og jeg glæder mig over at skrive det igen: Sund fornuft og virkelighed er bedre end skrivebordslogik. Det kan fornuftige dommere i det danske retsvæsen heldigvis også se. Og dermed er læren – endnu engang – at danske landbrugsfamilier ikke behøver dukke sig og tro sig kriminelle, hvis bare de bruger deres sunde fornuft i stedet for teoretiske tåbeligheder.

Det er selvfølgelig kun en enkelt dom om kravene til påfyldningspladser. Men jeg tør godt udlede af den, at hvis man på tilsvarende vis kan godtgøre at man har et andet og effektivt system til at fylde sprøjten, end dem myndighederne tilfældigvis har kunnet finde på, og dette system opfylder formålet med reglen, og altså sørger for at der ikke sker noget miljøkriminelt, så er myndighedernes vejledninger og interne instrukser om et begrænset antal rigtige løsninger intet værd. Tag en kopi af dommen og hav den liggende sammen med sprøjtejournalen, hvis kontrollanten spørger til dit system.

Mit håb er også, at vi efterhånden på andre områder end sprøjtepåfyldning, får ryddet ud i teorierne og i stedet får fastslået, at sund fornuft er bedre. Randzonerne og lysåbne arealer er to andre vigtige eksempler på dette.

Selvfølgelig skal danske landmænd ikke straffes for at bruge sund fornuft og samtidig sørge for at der ikke er risiko for miljøet, uanset hvad der så står i myndighedernes regler.

Sagen er et godt eksempel på, at det betaler sig at tage de nødvendige kampe. Nogle gange er det nødvendigt at kæmpe de kampe som andre ikke vil, og i dette tilfælde var det én landmand, uden advokat, alene mod systemet, der brugte sin sunde fornuft og vandt. Det fortjener stor ros, og er en kilde til stor inspiration for alle os andre.

Hos Bæredygtigt Landbrug vil vi altid støtte op om de nødvendige kampe, der kan ændre lovene, og kampene der viser, at virkeligheden kan vinde over rigide og tåbelige regler. Og vi hjælper gerne dig som medlem med det samme.

Scroll to Top