Usaglig horrorsnak fra WWF

Poul Vejby-Sørensen svarer igen på et debatindlæg i Politiken, hvor Gitte Seeberg fra WHO angriber regeringens 16-punktsplan for at være et angreb på den danske natur. Efter Gitte Seebergs filosofi er noget, der ’gavner’ landbruget, lige så slemt som noget, der skader naturen, men det er ifølge Poul Vejby-Sørensen langt fra tilfældet.

gravh_j-i-rapsmark-b_redygtigt-landbrug

Af Poul Vejby-Sørensen, faglig konsulent

”Skal det virkelig kun være venstrefløjen, der tænker på naturen?”, spørger WWFs Gitte Seeberg i Politiken 24/7 under overskriften ”Regeringens 16-punkts horrorplan skal ’gavne’ landbruget”. Generalsekretæren i WWF Verdensnaturfonden afslører hermed et yderst beskedent kendskab til naturbevarelse, blind tillid til Naturstyrelsen og total mangel på kvalitetssikring af synspunkter, inden hun skyder dem af.

Generalsekretæren antager, at landbrug og miljø er modsætninger, selv om Miljøministeriet for længst har modbevist dette med tiltag, der på samme tid har skadet både miljøet og landbruget.

Klik her for at læse debatindlægget af Gitte Seeberg fra den 24. juli i Politiken: “Regeringens 16-punkts horrorplan skal gavne landbruget”

Men efter Gitte Seebergs filosofi er noget, der ’gavner’ landbruget, lige så slemt som noget, der skader naturen. Med en sådan holdning, kan alt forventes.

Gitte Seeberg frygter: 1) at der kommer endnu flere svin i de danske stalde, 2) at der kommer mere gødning på markerne, 3) at begrænsningen af kvælstofudledningen fjernes, så vi følger EU’s minimumsregler, og 4) at grøfter og afvandingskanaler ikke længere skal betragtes som vandløb og derfor tages ud af vandplanerne.

På alle punkter skyder hun ved siden af. Der er ingen grund til frygt – tvært imod.

Ad 1. Det er intet problem med flere svin i danske stalde. Det ville tvært imod være godt for økonomi og beskæftigelse!

Ad 2. Mere gødning på markerne er simpelt hen nødvendigt, hvis Danmark overhovedet skal genoprettes som et af verdens førende landbrugslande. Det er en forudsætning for at opretholde jordens frugtbarhed (bæredygtighed) og afgrødekvalitet (proteinindhold i foderkorn og brødkorn).

Ad 3. Der er intet problem i at fjerne de danske kvælstofnormer, som er en fejlkonstruktion, der ikke gavner vandmiljøet, men skader landbruget. Det har svenskerne for længst indset og lempet lignende restriktioner.

Ad 4. Mange grøfter og afvandingskanaler har været fejlklassificeret i årevis til skade for helheden. Det har aldrig været meningen, at afvandingskanaler skulle udpeges som naturlige vandløb. Ud fra en ressourcebetragtning skal kræfterne bruges på at nå god standard for relevante vandløb – ikke spildes på ligegyldige kanaler uden reelt økologisk potentiale, bare fordi en fanatisk biolog en gang har ”fejlcastet” en grøft.

Gitte Seeberg fortrænger helt den kendsgerning, at det var indførelse af spildevandsrensning (VMP 1), der reelt hjalp Danmarks vandmiljø, herunder muliggjorde havnebad i Københavns Havn. Men urenset spildevand er fortsat den altoverskyggende gift for et godt vandmiljø. Og det er skandaløst, at spildevand stadig volder store problemer pga. underdimensionerede spildevandsanlæg. Store regnmængder fører ofte til overløb af urenset spildevand (”menneskegylle”) – direkte ud i vandmiljøet. Netop her ligger de virkeligt alvorlige problemer. Og her findes den største slendrian!

Men det interesserer tydeligvis ikke Gitte Seeberg, da det jo ikke har noget med landbruget at gøre.

Som det pt. er ”mode” på venstrefløjen, kritiserer Gitte Seeberg også landbruget for ammoniakudledning, selv om Danmark ligger lavt på dette felt. Hvis hun er konsekvent, må hun gå til angreb på de fritgående (i praksis økologiske) grise, der udleder 3-4 gange så meget ammoniak som konventionelle grise i stald, hvor gyllen løber i en lukket tank.

Men den udmelding får generalsekretæren nok aldrig formuleret…

 

Debatindlægget af Poul Vejby-Sørensen blev bragt af Politiken den 1. august i en lettere forkortet udgave

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen