NaturErhvervstyrelsens MFO-regler er langt fra formålet

I forgårs ringede et medlem fra Vejle-kanten mig op og spurgte: ”Jeg kan ikke nå at høste inden den 20. august, skal jeg søge dispensation for MFO-afgrøder?” Jeg svarede: ”Jeg kan give dig to løsninger, den ene er desværre dårligere end den anden, og det hele skyldes, at NaturErhvervstyrelsen igen har klokket i det”.

nikolaj1web

Af Nikolaj Schulz, chefjurist

Jeg fortsatte: ”Den ene dårlige mulighed er, at du søger om dispensation. Hvis du gør det, så risikerer du desværre, at du ikke får dispensation. Hvis det sker, så ved NaturErhvervstyrelsen, at du ikke lever op til kravene, og så er det jo næsten oplagt, at de laver et støttetræk.”

Den anden mulighed er, at du ikke søger dispensation. Det er måske en bedre mulighed, fordi du dermed holder dig under radaren, og kun trækkes i støtte, hvis der kommer en MFO-kontrol”.

Siden samtalen har NaturErhvervstyrelsen tilkendegivet, at de ikke vil kontrollere MFO-afgrøder før efter den 15. september, hvilket endda yderligere taler for ikke at søge om dispensation.

Landmanden afsluttede med at spørge: ”Hvad hvis jeg nu kan nå at så mine MFO-eftergrøder inden den 1. september, skal jeg så også søge dispensation?” Den måtte jeg lige studse over, og det absurde svar kommer så her. Svaret må ud fra NaturErhvervstyrelsens logik være, at ja det skal du desværre nok. Det er naturligvis irrelevant, hvis du vælger slet ikke at søge om dispensation.

Som det ser ud, så mener NaturErhvervstyrelsen, at hvis du har høstet noget af din mark, så skal du på disse arealer så MFO-afgrøder, selv om det griber ind i dit planlagte sædskifte. Dvs. du kan ikke forvente at få dispensation, hvis du allerede har høstet fx din vinterbyg på nogle arealer; der skal der, efter NaturErhvervstyrelsens opfattelse, være MFO-afgrøder.

Regler langt fra formålet
Det ser da også ud som om, at NaturErhvervstyrelsens forsøger at sige: ”hvis vi nu ikke kontrollerer før 15. september og I ikke ansøger om dispensation, så er der ikke noget problem”, altså ikke tale, ikke se.

NaturErhvervstyrelsen har taget en EU-forordning, hvor 5 procent af arealerne skulle være hegn, diger, forskellige afgrøder – altså diversitet for øje, sind og natur. Hvis man nu havde taget alle forordningens muligheder, så ville de fleste danske landmænd formentlig aldrig få problemer med at overholde kravet. I Danmark har man reelt kun MFO-afgrøder, med mindre man altså vil braklægge eller lave randzoner, hvilket jo er fuldstændig håbløst. Det har nu udviklet sig til, at NaturErhvervstyrelsen skal bestemme hvad, hvornår og hvordan, afgrøder skal sås på marken. Det er Sovjet-tilstande.

NaturErhvervstyrelsen er så langt fra formålet med EU-reglerne og de er i dyb strid med landmandens dyrkningsret og ejendomsretten ukrænkelighed.

Hvis jeg var landmand, ville meget alvorligt overveje ikke at søge om dispensation, og jeg håber, at NaturErhvervstyrelsen snart kommer med den sidste indrømmelse, nemlig at år 2015 er et MFO-fjumreår. Ikke for danske landmænd, men for NaturErhvervstyrelsen landbrugsfjendtlige håndtering af saglighed, faglighed og jura i denne sag.

Den politiske vejrudsigt for næste år ser bedre ud, og den nye landbrugsminister ser også ud til at varme godt op under embedsværket, så dansk landbrug til næste år får ordentlige regler for de grønne krav.

Rigtig god høst til jer alle!

Scroll to Top