Miljøministeriet fuskede fra starten

De danske vandplaner, der har kostet et trecifret milliardbeløb, blev fra start i 1987 baseret på et grundlag, der var uvidenskabeligt, men ”politisk korrekt”. Det blev allerede i 1989 påvist af 22 internationale forskere, der evaluerede miljøforskningen. Men forhåbentlig byder fremtiden på en mere seriøs behandling af emnekredsen med det nye miljø- og fødevareministerium.

poul-500

Af Poul Vejby-Sørensen, cand. agro.

Den tidligere formand for Statens naturvidenskabelige Forskningsråd, professor, dr.phil. Axel Michelsen, Syddansk Universitet, har tidligere fremlagt afslørende oplysninger om, hvor ukvalificeret den danske miljøadministration blev opbygget. Alligevel har skiftende regeringers ministre for landbrug og miljø fortsat den forældede politisk korrekte dagsorden og negligeret den saglige og videnskabeligt korrekte.

Gennem 1970’erne og især 1980’erne blev vandmiljøet for alvor sat på dagsordenen. Politisk korrekte løsninger blev halet frem uden ordentlig faglig fundering. Og når noget er ”politisk korrekt”, illustrerer det almindeligvis, at det ikke er sagligt. Sådan var det også her: Det hele kulminerede med forevisning af nogle døde hummere på TV og et krav om handling her og nu.

Selv om hummerne var døde som følge af urenset iltforbrugende slam fra københavnske kloakker (1 mio. tons om året), bildte man befolkningen og politikerne ind, at det hele skyldtes landbrugets forbrug af kvælstof. Den omstændighed, at man kunne følge en ubrudt stribe af slamforurening fra Lynetten og hele vejen op gennem Øresund (som i folkemunde blev kaldt ”Pløresund”) og ud til det iltfattige område nord for Gilleleje, hvor hummerne var fanget, anfægtede ikke det aktive miljø- og propagandaministerium. Der blev udsendt en pressemeddelelse om, at landbruget var på anklagebænken. Det var begyndelsen på et mareridt, der ikke er slut endnu.

Senere blev der lavet en såkaldt konsensuskonference, hvor man negligerede alle, der måtte være uenige i parolen. Derfor fik man aldrig undersøgt det faglige grundlag, før man besluttede politikken. Som en senere miljøminister (Lone Dybkjær) røbede i et interview: ”Vi vidste ikke, om vi gjorde det rigtige”.

Evaluering

Oven på 1980’ernes voldsomme hændelser omkring tilblivelsen af dansk miljøpolitik, bad regeringen i 1988 Planlægningsrådet for Forskningen om at iværksætte en evaluering af dansk miljøforskning. Et internationalt  forskerhold på 22 højt kvalificerede forskere undersøgte forskningens kvalitet, hvilket medførte en ganske massiv kritik af især institutioner med tilknytning til Miljøministeriet. Den kritiske evaluering blev bl.a. refereret i nogle artikler i Weekendavisen i marts 1989.

Denne omtale affødte derefter et læserbrev i Weekendavisen fra professor dr. phil. Axel Michelsen, der ikke var – og er – hr. hvem-som-helst. Axel Michelsen havde været formand for det daværende ”Statens naturvidenskabelige Forskningsråd” og kendte derigennem bedre end nogen til miljøforskningens tvivlsomme kvalitet, som mange anede, men få havde mulighed for at sætte ord på.

En skarp analyse

Axel Michelsen formåede til fulde at sætte ord på, og han betegnede resultatet af den internationale evaluering som en pseudo-nyhed og formulerede følgende klare analyse i sit læserbrev:

Citat:

”Ingen med bare perifer forbindelse til den seriøse del af miljøforskningen har kunnet være i tvivl om, at begrundelsen for vandmiljøplanen er politisk og ikke saglig, og at Miljøministeriets ”forskning” ikke har noget med forskning at gøre.

Det har nu heller aldrig været tilsigtet. Det nye er blot, at man har fået nogle udlændinge til at sige det.

At Miljøministeriet aldrig har haft ambitioner om at drive forskning, fik jeg forklaret for næsten 15 år siden af en synligt irriteret direktør for Miljøstyrelsen. Jeg var på det tidspunkt formand for Statens videnskabelige Forskningsråd. Nogle biolog-kolleger havde fået den idé, at universiteternes forskere skulle tilbyde deres hjælp ved opbygningen af miljøforskningen. Så vi aflagde Miljøstyrelsen et besøg, men fandt hurtigt ud af, at vi ikke var velkomne.

Betegnelsen forskning er ikke beskyttet. Den bliver brugt om en mængde aktiviteter, der spænder fra seriøse forsøg på at opnå ny viden og erkendelse, over rutinemæssige målinger, til teknisk sagsbehandling og formuleringen af ”videnskabelige” argumenter for de holdninger, som ”forskerne” (eller deres arbejdsgivere) gerne vil have fremmet.

At Miljøstyrelsens laboratorier ikke er indrettet til egentlig forskning, men til ”forskning”, er med al ønskelig tydelighed fremgået af proceduren for ansættelser. I hele opbygningsperioden blev det ”videnskabelige” personale ansat uden nogen form for faglig bedømmelse.

Nogle af laboratoriecheferne har heller ikke selv prøvet at forske, og indsigten bliver mere og mere beskeden, jo længere man fjerner sig fra laboratorierne. I disse dage annoncerer Miljøministeriet nogle overordnede stillinger som forskningskoordinatorer. Heller ikke her indgår kendskab til forskning i de kvalifikationer, der efterspørges.

Miljøministeriet har imidlertid fundet det bekvemt at benytte begrebet forskning i sit PR-arbejde, formentlig fordi en del politikere ikke kan se forskel på forskning og ”forskning”. Ministeriet er nu blevet fanget af sit eget ordvalg. At bede 22 højt kvalificerede forskere vurdere laboratoriernes virke er en ”practical joke” (og ret beset et misbrug af de pågældendes tid).

Udlændinge kan ikke forventes at sætte sig ind i alle aspekter af andre landes forvaltning, når de bliver bedt om at vurdere noget så teknisk som faglig kvalitet. Udenlandske forskere kan således ikke forventes at have kendskab til ansættelseskriterierne i Miljøministeriet. Det er derfor beundringsværdigt, at de har gennemskuet magtspillet og advarer mod planerne om, at Miljøministeriet skulle overtage koordineringen af al miljøforskning i Danmark. Tanken er absurd (og derfor nok desværre tillokkende for politikere)”.

Citat slut.

Katastrofal miljøpolitik

Se, det var en faglig, saglig og klar analyse af hele det set up, som Miljøministeriet blev etableret efter. Axel Michelsens beskrivelse fra marts 1989 af den manglende faglighed og de manglende ambitioner i forbindelse med Miljøministeriets opbygning i 1970’erne og 1980’erne passer fuldstændigt med den måde, ministeriet har fungeret på siden. Højtråbende ”grønne fanatikere” har overdøvet den saglige forskning, som kunne have bragt os videre. Resultatet er, at samfundet har brugt trecifrede milliardbeløb på fejlkonstrueredeindgreb i vandmiljøet, som af samme årsag har været uden særlige resultater.

Reelt var det bedre rensning af spildevand, der bragte os ud af firsernes alvorlige vandmiljøproblemer. Miljøministeriet tilkendegiver selv i miljørapport efter miljørapport, at der i flere årtier ingen forbedringer er sket på f.eks. sigtedybde eller iltindhold i fjorde og kystvande.

Konklusionen er, at selv en stor og kostbar indsats er værdiløs, hvis den bygger på falske forudsætninger og forkerte teorier.

Havde politikerne lyttet til forskerne og i stedet for ”forskerne” i 1970’erne og 80’erne og tiden derefter, havde landet i dag været langt rigere, og vandmiljøet havde været bedre. Men sådan gik det som bekendt ikke…

Indtil for nylig har forvaltningerne i specielt Miljøministeriet og Fødevareministeriet fortsat ørkenvandringen i det politisk korrekte spor – og ikke i det fagligt korrekte.

Men nu er oprydningen forhåbentlig på vej: Dels har landbrugets ”skarpeste knive i skuffen” sagt: ”Nok er nok!” og anlagt sag mod staten, som de efter al sandsynlig vinder overbevisende. Dels har Danmark fået en ny regering, der indtil videre har vist større saglighed på hele det mishandlede miljøområde.

Og det måtte selvfølgelig komme, for som både Abraham Lincoln og Winston Churchill er citeret for:

– Man kan narre hele folket noget af tiden, eller noget af folket hele tiden. Men man kan ikke narre hele folket hele tiden!

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen