Vandselskabet sender lorten videre til landmanden

Hvert år oplever Jens Lauritz Jørgensen, at hans marker bliver oversvømmet med spildevand fra det lokale rensningsanlæg. Det har store konsekvenser for landmanden, der oplever, at det offentlige på ingen måde har styr på omfanget af problemet.

overloebsroer

18.828. Så mange steder er der, ifølge Miljøministeriet, rundt omkring i Danmark, hvor urenset spildevand kan løbe ud i vandmiljøet, når der er så kraftige regnskyl, at rensningsanlæggene ikke kan tage imod. Spildevandet indeholder mange skadelige stoffer, og tendensen er, at hverken kommuner, myndigheder eller vandselskaber har et overblik over, hvor stort problemet er, eller hvad det giftige spildevand reelt indeholder.

Fiskene er for længst døde i vandløbet, der løber ved Jens Lauritz Jørgensens marker. Spildevand fyldt med et hav af farlige stoffer fra rensningsanlægget har taget livet af dem og skyllet dem væk. Men som om det ikke var sørgeligt nok i sig selv, så er landmanden fra Tårs i Nordjylland så uheldig, at overløbene fra det nærliggende overløbsbygværk oversvømmer hans marker, som bliver forurenet med et væld af miljøfremmede stoffer.

Røret, der sender spildevand ud fra overløbsbygværket, ser voldsomt ud, når man kigger på det uanseelige vandløb for enden af røret, og når det regner voldsomt, så vælter spildevandet fyldt med kondomer, hygiejnebind, menneskeafføring og kaskader af bakterier ud over markerne, hvor charolais-kødkvæget går og græsser hele sommeren.

Normalt går kvæget ude indtil november, men sidste år var Jens Lauritz Jørgensen nødt til at tage dem hjem i stalden tidligere end normalt, da oversvømmelserne med spildevand var så voldsomme, at han ganske enkelt ikke turde have køerne gående af frygt for, at de skulle blive alvorligt syge på grund af de miljøfremmende stoffer, der er i spildevandet.

Overløbene med spildevand er et stigende problem, og som en konsekvens af de øgede regnmængder de senere år, har kommunen monteret et overløbsrør på 100 centimeter som afløser for det gamle på 45 centimeter. Det betyder, at man kan komme af med større mængder vand end tidligere, men man har på samme tid ikke gjort noget ved kapaciteten i overløbsbygværket, hvilket Jens Lauritz Jørgensen undrer sig over, da det jo er der, problemet ligger.

”Der sker ingenting med overløbsbygværket, så hver gang det regner meget, så løber spildevandet lige ud i vandløbet”, siger Jens Lauritz Jørgensen.
 
Vandselskabet udleder mere, end de må
Vandselskabet har tilladelse til at lade spildevand løbe urenset ud i vandmiljøet, og altså ud på Jens Lauritz Jørgensens marker, op til tyve gange om året, dog må mængden af vand, der bliver ledt ud kun være på 2.000 liter i sekundet eller derover én gang hvert andet år, men det kan de ikke overholde.

“De tal, jeg har set, viser, at de har været oppe på 38 overløb et år, og at man har 5-6 overløb om året, der overskrider grænsen på 2000 liter i sekundet, så de udleder altså meget mere end de har tilladelse til”, siger Jens Lauritz Jørgensen.

Selvom det er lykkedes Jens Lauritz Jørgensen at fremskaffe nogle tal, så er det generelle billede ifølge ham, at vandselskabernes dokumentation er særdeles mangelfuld og upræcis.

Spildevandsanlægget ved hans mark har flowmålere på, så man måle, hvor meget vand der kommer igennem, men de tal som kommunen får ind, giver Jens Lauritz Jørgensen ikke meget for. For hver gang, der er et voldsomt regnskyl, springer kloakdækslerne af de rør, der leder vandet hen til overløbsbygværket, og dermed fosser vandet direkte ud på markerne uden om anlægget og ned i vandløbet.

“Vandselskabet mener ikke, at målingerne fra flowmåleren passer, og det har jeg hele tiden holdt med dem i, da jeg jo kan se, at det løber ovenud af kloakkerne på hver side af overløbsbygværket”, siger Jens Lauritz Jørgensen.

Hos Naturstyrelsen er der heller ikke meget hjælp af hente, og ifølge Jens Lauritz Jørgensen, så er holdingen, at man har godt styr på spildevandet.

“Jeg var til et møde, hvor en repræsentant fra Naturstyrelsen blev spurgt om spildevand. Der sagde han, at det havde de fuldstændig styr på, men det er 100% sikkert, at de ingen styr har på det. Jeg rejste mig op og spurgte, hvordan han kunne have det, når der ingen indberetningspligt er. Vandselskaberne indberetter ingenting og kommunerne ved heller ingenting”, siger Jens Lauritz Jørgensen.

Så mens det officielle Danmark tilsyneladende ikke synes, at de mange overløb er et problem, så må Jens Lauritz Jørgensen gang på gang rydde op efter kommunens forurening. For det er et stort problem for ham.

Fakta:

Der findes 18.828 steder i landet, hvor der kan forekomme regnbetingede udløb af urenset spildevand

Der er i Vandområdeplanerne 2015-2021 planlagt 357 indsatser over for regnbetingede udløb

Der er ingen tilgængelige tal for, hvor mange regnbetingede udløb, der er fra de 18.828 steder

Kilde: MiljøGis og “Udkast til Vandområdeplan 2015-2021 for Jylland og Fyn”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen