Af Fagdirektør i Bæredygtigt Landbrug Jørgen Evald Jensen
For at løse den udfordring importerer de fleste økologer store mængder konventionel husdyrgødning til deres bedrifter. For at få plantetilgængeligt kvælstof nok er man samtidig nødsaget til at have en større pulje af organisk kvælstof. Det indebærer en større udfordring med at ”styre” frigivelsen fra denne organiske pulje. Frigivelsen foregår jo løbende, når der er temperatur, vand og ilt i jorden, altså også om efteråret hvor planternes behov er meget mindre. Den mere intensive jordbehandling i økologisk jordbrug giver større iltning og dermed også en større omsætning.
Alt det tilsammen er årsagen til, at økologiske planteavlere udvasker ca. 7 kg N pr. hektar årligt – mere – sammenlignet med konventionelle planteavlere (Jesper WaagePedersen, 2008 Bagrundsnotat til midvejsevaluering VMP III).
Jordens frugtbarhed kan kun opretholdes ved at bidrage med rigeligt af planterester, det vil sige rødder, stub, halm, efterafgrøder, husdyrgødning m.m. Og jo bedre udviklede afgrøder, jo mere ”rest materiale” tilfører man jorden, til gavn for jorden organiske pulje. Sultes afgrøden med for lidt kvælstof udvikles den ikke godt nok, og man tilfører derfor mindre planterester end der omsættes. Dermed tærer man på den organiske pulje i jorden. Derfor er kulstof (C) og kvælstof (N) to sider af sammen sag.
Holdes jorden helt fri for plantevækst vil 1/3 del af jordens kulstofpulje omsættes og forsvinde i løbet af 30 år.
Der er også debat om den fossilbasseret CO2, der bruges til at lave handelsgødningskvælstof. I en hvedemark der gives 160 kg N i handelsgødning er der afbrændt 555 kg CO2 pr. hektar til fremstilling, transport og udbringning. Sammenholdt med dette binder en hvedemark med et udbytte på ca. 8,5 tons pr. hektar netto ca. 16.750 kg CO2 årligt
Så både for jordens frugtbarhed, planternes sundhed og CO2 regnskabet er mere gødning et gode – og det gælder for både konventionelle og for økologiske landmænd.
