Naturstyrelsens 4 f’er: Fusk Frem For Fakta

Om Naturstyrelsen er inspireret af den gamle Venstre-høvding, Knud Kristensen: ”Hvis det æ fakta, så benægter a fakta!” - eller om den er inspireret af Winston Churchill: ”Stol aldrig på en statistik, du ikke selv har forfalsket”, er ikke til at vide.

poul-vejby-sørensen-2012

Af Poul Vejby-Sørensen, Cand agro og faglig konsulent

Måske er det snarere en hellig ild, der har fat i styrelsens kontorer, som man ikke vil have slukket af noget så kedeligt som kendsgerninger. Derfor er modelberegninger i høj kurs: De kan nemlig formes og justeres, så de giver de forventede eller efterspurgte resultater. Alt kan konstrueres i et modelværksted –  selv et 100 år gammelt referenceniveau kan flikkes sammen. ”Keine Hexerei, nur Behändigkeit!”.

Når Naturstyrelsen skal fastlægge det kommende administrationsgrundlag for vandforvaltningen, går den nemlig langt uden de om fakta (præcise data), der beskriver virkeligheden.

Medarbejderne føler sig tydeligvis mere trygge ved modelberegnede data, der er mere forudsigelige. Prisen er så, at ikke kun modellerne er statistisk usikre, men også selve referenceniveauet er modelberegnet og dermed rent gætteri!

Under civiliserede forhold udgør referenceniveauet beregningernes forankring til virkeligheden i form af et faktuelt udgangspunkt.

Men Naturstyrelsen ønsker ikke sine anstrengelser forstyrret af kolde data. Styrelsen føler sig mere komfortabel uden bindinger til virkeligheden.

Naturstyrelsens ubrugelige ”ålegræsværktøj”…

I flere år anvendte Naturstyrelsen det såkaldte ”ålegræsværktøj” til at fastlægge miljømål.

Den studentikose logik var, at landbrugets kvælstofforbrug førte til udledninger kvælstof, som løb ud i fjordene, hvor det forårsagede plankton, som gav uklart vand, hvilket udskyggede ålegræsset. Derfor troede man, at ålegræssets vækst (”dybdegrænse”) kunne bruges til at afstraffe landbruget med kvælstofnormer. På den måde skruede man ned for en af landbrugets vigtigste produktionsfaktorer, fordi ålegræsset ikke groede godt nok. Det kostede mange milliarder kroner.

At teorien ikke var holdbar fremgik klart for de fleste, men ikke for Naturstyrelsen og dens kontraktafhængige forskere.

Teoriens skrøbelige (læs: manglende) sammenhæng kan illustreres med følgende realiteter:

 

Dybdegrænsen for ålegræs afhænger kun delvist af

lysforholdene, som igen kun afhænger delvist af

mikroplankton-produktionen, som igen kun afhænger delvist af

kvælstofkoncentrationen i vandet, som igen kun afhænger delvist af

kvælstofbelastningen, som igen kun afhænger delvist af

landbrugets kvælstoftab, som igen kun afhænger delvist af

landbrugets kvælstoftilførsel.

 

Multiplicerer man usikkerheden i de 6 led, bliver den enorm. Og det er da også bredt erkendt, at ålegræsværktøjet er ubrugeligt.

 
… og Naturstyrelsens ubrugelige ”klorofylværktøj”

Nu har Naturstyrelsen så endelig kastet håndklædet i ringen og vil i stedet styre efter klorofyl, som er et mål for mikroplankton-produktionen.

Teoretisk set bliver udtrykket måske lidt bedre, idet ovenstående kæde afkortes med 2 led. Men usikkerheden er stadig utilladelig stor. – Alt for stor til at danne et seriøst administrationsgrundlag i vandforvaltningen.

 
Nogle pløjer dybere end andre
De alvorlige mangler ved det påtænkte klorofylværktøj er beskrevet i et notat, som to nordjyske landmænd har udarbejdet på vegne af en gruppe af landmænd i Limfjordsoplandet.

Det store engagement i Limfjordsoplandet er ikke overraskende i betragtning af, at nogle offentlige myndigheder truer med at tage levebrødet fra landsdelen. Men kvaliteten bag dette engagement er imponerende. Det må de indrømme selv i Naturstyrelsen!

Det har nemlig vist sig, at ganske mange nordjyske landmænd pløjer væsentligt dybere, end Naturstyrelsen og dens kontraktforbundne eksperter, når det kommer til realiteterne. Og de kigger også myndighederne i papirerne! To af disse landmænd, gårdejer Carsten Søborg Andersen og gårdejer, cand. agro. Kristian Østergaard, har med deres notat af 27. juni 2015 atter demonstreret, at nordjyderne ikke længere vil lade sig slæbe rundt i manegen af miljømyndighederne.

Notatet:

”Naturstyrelsen vil fortsat administrere på usikkert grundlag – Folketinget opfordres til at gribe ind!”

Notatet af 27. juni 2015, som bærer overskriften ”Naturstyrelsen vil fortsat administrere på usikkert grundlag – Folketinget opfordres til at gribe ind!” advarer direkte imod at tage Naturstyrelsens nye klorofylværktøj i anvendelse.

Det fremhæves, at strategien med reduktion af kvælstofudledning ikke har haft nogen miljøeffekt (ålegræs mv.) til trods for milliardomkostninger. Derimod har den medført en alvorlig udpining af landbrugsjorden af næring.

Videre dokumenteres, at Vandrammedirektivets forskrift om fastlæggelse af referenceforhold gennem videnskabelig objektivitet ikke er opfyldt.

I 2002 slog DMU fast, at ”i de fleste europæiske kystområder kan referencetilstanden for høj eller god økologisk tilstand ikke fastlægges på baggrund af målinger i eksisterende kystområder”.

Senere konstaterer DMU: ”… det er imidlertid ikke muligt at kvantificere sammenhænge mellem artssammensætning af fytoplankton, vandplanter og bunddyr og tilførslen af næringsstoffer fra oplandet således som det er forudsat i vandrammedirektivet”.

DMU har altså ikke kunnet beskrive en sammenhæng mellem næringsstofudledningen fra oplandet og de biologiske kvalitetselementer.

På den baggrund er det mere end tankevækkende, at Naturstyrelsen i 30 år anvendt en strategi, der netop forudsætter en sådan sammenhæng!

Vandrammedirektivets krav om en videnskabelig objektiv proces holdt op imod forskernes erkendelse af, at man “ikke kan kvantificere sammenhængen mellem fytoplankton, vandplanter og bunddyr og tilførslen af næringsstoffer fra oplandet”, burde tænde alle advarselslamper. Men Naturstyrelsen har åbenbart ikke set dem.

Naturstyrelsen og forskerne fortsætter derimod på et helt useriøst datagrundlag med at opstille nye skrivebordsmodeller. Objektive data forkastes til fordel for ”antagelser” og “ekspertviden”. Og de resulterende modeller sigter tilsyneladende på yderligere ødelæggende restriktioner for kvælstof.

Konstrueret reference

Da referenceværdierne skal beskrive forholdene omkring år 1900, hvor der ikke fandtes klorofylmålinger, griber Naturstyrelsen til at arrangere den helt store ”gættekonkurrence” med anbefalingen om, ”at data for baggrundsbelastningen som et muligt alternativ anvendes som estimat for tilførslerne omkring år 1900″.

Med andre ord: Der etableres modelberegninger for N-udledningen til de marine områder med udgangspunkt i den formodede baggrundsbelastning anno 1900, som man overhovedet ikke kender størrelsen af, og som i øvrigt er irrelevant, da der også har været et betydeligt dyrkningsbidrag! (Her bemærkes, at dyrkningsbidrag fra økologisk drift, som herskede på den tid, sædvanligvis er væsentlig større end fra konventionel drift på grund af utakt mellem frigivelsen af de organisk bundne næringsstoffer og afgrødens næringsoptagelse).

For at fastlægge referenceværdien for klorofyl (år 1900) anvender man altså modelberegnede data, som man har ”sjusset” sig til, ud fra ”antagelser” om baggrundsbelastningen i år 1900. Det er ukvalificeret!

Ved at lægge en usikker og usaglig modelberegning oven i en usikker ”antagelse” (gætteri) har Naturstyrelsen her helt forladt den seriøse videnskab!

Naturstyrelsen har et skandaløst syn på kvælstof

Naturstyrelsens hektiske jagt på kvælstof understøttes egentlig ikke af DMU, der allerede i 2001 (Faglig rapport nr. 380) anførte:

“I fjorde og kystvande har kvælstof oftest været begrænsende for algevæksten undtagen i korte perioder af foråret i nogle fjorde. Det har ændret sig i de sidste 10 år. Den store reduktion af fosforudledninger fra byer og industri har nu medført, at fosfor er blevet mere begrænsende for algevækst i fjorde og kystvande”.

Den oplysning er vist aldrig trængt ind i de inderste gemakker i Naturstyrelsen, der ufortrødent fortsætter kvælstofjagten!

DMU, som i mellemtiden er blevet til DCE, prøver igen at forklare sagen i et notat af 28. april 2015:

“Det er dog som hovedregel fosfortilførslen, der styrer klorofylkoncentrationen i forårsperioden (resultater ikke vist), men da denne periode ikke er inkluderet i den interkalibrerede klorofylindikator, er det kvælstoftilførslen, der oftest udvælges som forklaringsvariabel for klorofylkoncentrationen”.

Her indrømmer DCE, at man anvender irrelevante data af praktiske årsager. Det er dybt usagligt! Og det er kritisabelt, at resultaterne er udeladt. Tåler de da ikke dagens lys?

Naturstyrelsen må stoppes

Konklusionen er, at det klorofylværktøj, som Naturstyrelsen forsøger at rulle ud som administrationsgrundlag, bygger på overordentligt betænkelige modelberegninger, som ikke lever op til god videnskabelig/statistisk standard.

Derfor bør klorofylværktøjet ikke godkendes.

Hvis ikke Naturstyrelsen kan præstere et mere seriøst administrationsværktøj, bør vandforvaltningen henlægges til andet regi.

Ellers ender det i en national katastrofe!

Scroll to Top