Advokat: Sag om opsættende virkning skal igen for retten

Bæredygtigt Landbrug har anmodet Vestre Landsret om endnu engang at se på, om gødningssagen skal tillægges opsættende virkning på de danske gødningsregler. Ifølge foreningens advokat Hans Sønderby Christensen har Procesbevillingsnævnet nu svaret, at Vestre Landsret på ny vil tage stilling til spørgsmålet.

vestre-landsret-med-traktorer

Advokat Hans Sønderby Christensen har fået gode nyheder fra Procesbevillingsnævnet. I et brev fra nævnet fremgår det, at Vestre Landsret har meddelt Procesbevillingsnævnet, at man agter at tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning på ny, oplyser Hans Sønderby Christensen.

I brevet fra Procesbevillingsnævnet står der:

”… Vestre Landsret har overfor Procesbevillingsnævnet oplyst, at landsretten efter modtagelse af Kammeradvokatens eventuelle bemærkninger til den fornyede begæring om opsættende virkning, vil tage stilling til spørgsmålet på ny. …”

Og som advokat Sønderby oversætter det; med andre ord har Vestre Landsret overfor nævnet bekræftet, at ville følge Bæredygtigt Landbrugs begæring om fornyet prøvelse af spørgsmålet.

Landsretten anerkender altså nu ifølge Hans Sønderby Christensen, at dommen kan diskuteres og nu arbejder Bæredygtigt Landbrug og advokaten frem imod, at foreningens medlemmer skal endnu en tur i landsretten for at få behandlet spørgsmålet om opsættende virkning.

Ifølge Hans Sønderby Christensen har Vestre Landsret overfor Procesbevillingsnævnet bekræftet at ville følge Bæredygtigt Landbrugs begæring om fornyet prøvelse af spørgsmålet, hvilket advokaten finder tilfredsstillende.

Danske regler skal vurderes i EU
Forud for procesbevillingsnævnets brev til advokat Hans Sønderby Christensen fra den 16. juli 2015 havde Bæredygtigt Landbrug i et processkrift anmodet om at Vestre Landsret snarest muligt på ny behandler spørgsmålet om opsættende virkning i gødningssagen.

Baggrunden for at Bæredygtigt Landbrugs advokat igen vil have sagen for dommerne i Vestre Landsret er, at de tre dommere den 26. juni afviste Bæredygtigt Landbrugs begæring om opsættende virkning. En kendelse, der ifølge advokat Hans Sønderby Christensens nyeste processkrift var begrundet med, at der ikke har været gennemført syn og skøn samtidig med at der ikke har været foretaget præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

Det betyder, at Bæredygtigt Landbrug vil have de danske gødningsregler vurderet ved EU-domstolen før Vestre Landsret kan tage stilling til, om de danske gødningsnormer er i overensstemmelse med EU’s regler, ligesom advokaten også vil have dommerne til at tage stilling til om de danske gødningsregler er gyldige.

Ifølge Bæredygtigt Landbrug hviler de danske gødningsnormer, der betyder at danske landmænd må benytte langt mindre gødning end kollegerne i de øvrige EU-lande, på en politisk aftale, der aldrig er blevet udmøntet i en egentlig lov, og at normreduktionerne derfor aldrig er blevet stemt igennem i Folketinget, til trods for de enorme følgevirkninger reglerne har haft for dansk landbrug.

For en sikkerheds skyld har Bæredygtigt Landbrug samtidig med begæringen om at få sagen omkring opsættende virkning for retten igen bedt Procesbevillingsnævnet om lov til at kære landsrettens første afgørelse til Højesteret.

Læs herunder de ti punkter advokat Hans Sønderby Christensen ligger til grund for, at Bæredygtigt Landbrug igen skal i retten for at have dommerens vurdering af, om danske landmænd skal have opsættende virkning i forbindelse med de danske gødningsregler indtil gødningssagen skal behandles af domstolene.
 

BEGÆRING OM OPSÆTTENDE VIRKNING FASTHOLDES

For det første har Landsretten lagt til grund, at begæringen om opsættende virkning angår spørgsmålet om lovligheden af en lov, der hviler på detaljerede politiske aftaler.

Imidlertid hviler de gældende normreduktioner alene på en politisk aftale (Vandmiljøplan III), der på dette punkt (Landekvoten) ikke har udmøntet sig i en lov.

For det andet har Landsretten lagt til grund, at afholdelse af syn og skøn samt forelæggelse for EU-Domstolen er nødvendig med henblik på afklaring af lovligheden, og dermed af om betingelsen for opsættende virkning er opfyldt. Hermed bekræfter Landsretten sagsøgernes anbringender og begæringer om samme.

Imidlertid afviste Landsrettens 14. afdeling ved beslutninger af 20. oktober 2014 og 24. februar 2015 sagsøgers begæring om afholdelse af syn og skøn til brug for afklaring om opsættende virkning. Der vedlægges som bilag 106 og 107 retsbog af 20. oktober 2014 og retsbog af 24. februar 2015. Endvidere afviste Landsrettens 14. afdeling sagsøgers begæring om præjudiciel forelæggelse til brug for opsættende virkning.

For sagsøgerne er det på dette grundlag uforståeligt, at disse begæringer uden videre blev afslået som irrelevante til brug for stillingtagen til opsættende virkning, når de selvsamme forhold netop indgår i begrundelsen for at afvise opsættende virkning.

Hertil kommer, at sagsøger – med henblik på at afværge netop en situation som den nu foreliggende, hvor det kommer sagsøgerne til skade, at der ikke er sket præjudiciel forelæggelse forud for behandlingen, ilede med at opfordre sagsøgte til at kommentere på de 5 temaer for præjudiciel forelæggelse, hvilket sagsøgte afslog (sagsøgers processkrift 2, side 4, ekstraktens side 219 og sagsøgers processkrift 3 side 2-3, ekstraktens side 248-249 og sagsøgtes afvisende svar processkrift A side 10, ekstraktens side 244, processkrift B side 2, ekstraktens side 256). Dette forløb gentog sig.

Sågar sagsøgers appel til Vestre Landsret om at meddele sagsøgte en frist for at kommentere på temaerne for præjudiciel forelæggelse, blev afvist (sagsøgers skrivelse til Vestre Landsret af 10., 12., og 20. marts 2014 og Landsrettens kendelse af 2. april 2014).

Helt enkelt må det tilskrives sagsøgtes procesførelse, at Landsretten ikke opnåede det nødvendige og tilstrækkelige grundlag for at kunne tage stilling til sagsøgernes EU-juridiske indsigelser i forhold til normernes og deres underliggende beregningsmetoders lovlighed (de fem temaer til præjudiciel forelæggelse) og til sagsøgernes begæring om præjudiciel forelæggelse.

Dette forekommer så meget mere procestrættende for sagsøgerne eftersom Landsretten på et tidligere tidspunkt i november 2013 netop opfordrede parterne til at fremkomme med den bevisførelse, som ønskedes gennemført forinden retsmødet om opsættende virkning. Sagsøgernes bevisbegæringer blev altså ikke desto mindre afslået uden videre.

Sagsøger fastholder på dette grundlag, at Landsretten bør fastsætte en frist for sagsøgtes bemærkninger til sagsøgernes 5 temaer så betids, at sagsøger kan nå at forholde sig hertil og få fastslået og tilvejebragt det nødvendige juridiske grundlag og eventuelt tillige bevis herfor forinden retsmødet.

For det tredje undlod Landsretten at behandle sagsøgernes subsidiære – tertiære påstande. Den af Vestre Landsret valgte begrundelse kan således ikke anvendes herpå. Den subsidiære påstand retter sig ikke mod en lov men mod en helt særegen statslig reduktion, som hverken fremgår af lov eller bekendtgørelse, den såkaldte “Landekvote”, som i sig selv reducerer normerne med p.t. 8,12 %-point. “Landekvoten” har intet med Nitratdirektivets ligevægtsprincip at gøre, og fører til kumulerende jordudpining. Den gør det umuligt at holde trit med den internationale udvikling i retning af sundere og proteinrigere kornprodukter til gavn for både dyr og mennesker som en direkte konsekvens af, at gødningsmængden er ”frosset” fast til niveauet for 2003-04.

Det eneste sted, hvor dette fratræk fra normerne kan konstateres, er i den politiske aftale om VMP III. Reduktionen har således på intet tidspunkt været igennem Folketinget, hvilket er ubestridt og iøvrigt ubestrideligt:

”Der foretages en teknisk justering af normfastsættelsessystemet, […] dog således at den samlede kvælstofkvote fra 2003/2004 ikke overskrides […]”. (Aftalen om VMP III af 2. april 2004, side 4)

Denne aftale håndhæves administrativt, jf. svarskriftets side 32, næstsidste afsnit (ekstraktens side 135):

”NaturErhvervsstyrelsen reducerer ligeledes normerne, [..] så den landsdækkende ”kvælstofkvote” for 2003/2004 ikke overskrides”

Den subsidiære begæring angår altså en væsentlig administrativ reduktion af normerne på i dag 8,12 % af al gødningsanvendelse i Danmark, som hverken fremgår af loven eller af den af ministeriet udstedte bekendtgørelse, og som udmønter sig i den endelige norm til brug for nedsættelse i en bekendtgørelse.

Den mest subsidiære begæring angår trækkene i EU-støtten til landbrugerne som følge af overgødskning i forhold til de danske særregler. Landsretten bør forholde sig til, at trækkene sker i forhold til normer, som p.t. officielt ligger 18,12% under EU`s ligevægtsprincip, og derfor ikke kan danne grundlag for EU sanktion i landmændenes eksistensgrundlag. EU sanktionerne går ud på, om ligevægten, jf. EU-reglerne, er overholdt – de tjener ikke til at sikre nationale særregler, hvilket Landsretten ikke har forholdt sig til.

For det fjerde bekræftede sagsøgtes eget vidne udtrykkeligt størrelsen af det kvalitetstab som undergødskningen forårsager på foderkorn. Isoleret set betyder det et tab på kvaliteten af foderkorn på ikke mindre end 800 mio. årligt, svarende til 5 gange så meget som af sagsøgte oprindelig antaget. Det er for sagsøgerne uforståeligt, hvorledes denne væsentlige bekræftelse (professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet) kan udelades i lyset af parternes uenighed om størrelsen af de reducerede gødningsnormers irreversible konsekvenser, som udgør en betingelse for opsættende virkning.

For det femte nøjedes Landsretten med at konstatere det anerkendelsesværdige oprindelige formål med at indføre normerne. Til gengæld undlod Landsretten i sine præmisser at forhold sig til beviset for, at der ikke findes dokumentation for de reducerede normers effekt. Kammeradvokaten bekræftede skriftligt under retsmødet (brev af 21. maj 2015), at der aldrig er målt på, endsige beregnet på, om den beregnede reduktion på 10.500 tons, som var baggrunden for de reducerede normers indførelse, er blevet nået. Det vil sige, at Landsretten undlod at forholde sig til sagsøgtes tilsidesættelse både af det EU-retlige krav om at måle på indsatsen,[1] og tilsidesættelse af det EU-retlige krav om omkostningseffektivitet. Uden overdrivelse kan man bogstaveligt talt sige, at sagsøgte ikke kan bevise nogen effekt overhovedet af det strengest mulige indgreb i landbrugets ”livsnerve”, som hvert år koster erhvervet over 2 milliarder kroner.

I tilknytning hertil undlod Landsretten at forholde sig til, at sagsøgtes hovedtese til grund for samtlige beregninger af virkningerne for udvaskningen af reduceret gødskning, blev underkendt af statens eget vidne, professor Jørgen Olesen. Han bekræftede således, at tesen om 1/3 merudvaskning ved tilført kilo N stammer fra gamle forsøg på velgødet jord forud for indførelsen af normreduktionerne (1998), og under ingen omstændigheder kan overføres på undergødsket landbrugsjord sådan som det er sket.

Sågar den beregnede reduktion med de i alt 10.500 tons N til brug for normernes indførelse hvilede på denne tese, som altså ifølge professor Olesen er uanvendelig på udvaskning fra undergødsket jord, og derfor ikke er relevant som grundlag for en beregnet forventning om resultaterne af undergødskning.

For det sjette har Landsretten undladt at forholde sig til, at sagsøgte ubestrideligt ikke har overblik over indgrebets omkostningseffektivitet, selvom dette krav fremgår udtrykkeligt af nitratdirektivet. Det skyldes helt enkelt, at sagsøgte hverken har præcist bud på effekten af indsatsen eller på omkostningerne forbundet dermed. Alene proteintabet, erkendte sagsøgtes eget vidne, har været vurderet til under en femtedel af det reelle kvalitetstab, og tesen om 1/3 reduceret udvaskning, som sagsøgte har baseret sit estimat over reduceret udvaskning (10.500 tons N) på, er underkendt, jf. professor Olesens forklaring. Når hverken indsatsens effekt eller dens omkostninger er beregnet tilnærmelsesvis korrekt, er det ubetænkeligt at konstatere, at sagsøgte ikke opfylder nitratdirektivets krav om omkostningseffektivitet.

For det syvende har Landsretten undladt at forholde sig til, at reducerede normer – selv hvis sagsøgtes tese (1/3 merudvaskning) havde været fagligt korrekt – er åbenbart omkostningsineffektivt. Konsekvenserne på 2.000,- kroner per hektar for at opnå en maksimal effekt på 4 kg N per hektar savner mening. Til sammenligning oplyste professor Styczen, at efterafgrøder kan reducere med op til næsten 10 gange så meget (35-37 kg N per hektar).

Det er således for sagsøgerne uforståeligt, hvorfor Landsretten nøjes med at forholde sig til indgrebets formål – helt uden at forholde sig til de mange beviser, som kom frem under vidneforklaringerne, som er nødvendige for at belyse, om indgrebet har den i EU-reglerne krævede virkning, herunder om de EU-retlige krav til både form og indhold er opfyldt (nitratdirektivets artikel 5, stk. 5-7). Sagsøger bestrider ikke formålet med nitratdirektivet, men at formålet skal nås med åbenbart ineffektive virkemidler, som gør uerstattelige indgreb i landbrugets ”livsnerve”.

For det ottende har Landsretten undladt at forholde sig til de resterende dele af sagsøgernes påstandsdokument, herunder punkterne 17 og 18, som procederedes af biintervenientens advokat Gert Lund. Det vil sige, at Landsretten har undladt at forholde sig til, at normreduktionen hverken blev til på baggrund af en nitrathandlingsplan (som først udarbejdedes i 2012 (med 5 års tilbagevirkende kraft) på baggrund af offentliggjort kritik fremsat af landets førende EU-professor Peter Pagh) eller på baggrund af en miljøvurdering i henhold til SMV-direktivet.

For det niende undlod Landsretten at forholde sig til det bevis, som fremkom, hvorefter dansk landbrug er uden skyld i (døde hummere mm som følge af) iltsvind i Kattegat og indre farvande og fjorde allerede fordi ubestrideligt højst 0,4 % af vandet i Kattegat stammer fra Danmark og resten har været op til 50 år undervejs fra russiske floder. Afgørende for iltniveauet er dybde og vind, som er faldet i Danmark. Man kan med andre ord blive ved og ved med at etablere kvælstofreguleringer overfor dansk landbrug, men vil aldrig komme i mål, da det er andre faktorer, som udløser iltsvindet. 

PRØVELSEN SKAL VÆRE REEL – EU-RETTENS EFFEKTIVITET
Ifølge det EU-retlige effektivitetsprincip skal prøvelsen være reel, hvilket ifølge kendelsen forudsætter, at sagsøgernes begæringer om syn og skøn og præjudiciel forelæggelse til brug herfor imødekommes.

Med henblik på at opnå en reel prøvelse, genfremsætter sagsøger derfor sine begæringer.

Sagsøger har samtidig med nærværende anmodet Procesbevillingsnævnet om tilladelse til indbringelse for Højesteret, hvilken begæring vil blive trukket tilbage såfremt landsretten følger sagsøgernes ovenstående begæringer. 

[1](Det er i strid med nitratdirektivets ordlyd alene at beregne – at undlade målinger – og tilmed at skifte paradigme således at selvom der er beregnet på normreduktionens indførelse, beregnes alene på målopfyldelse for 4 virkemidler vedrørende N udvaskning samlet)

 Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top