Af Bjarne Nigaard
Dagens udmelding fra Eve Kjer Hansen i JyllandsPosten lover godt. Der er noget på vej snart, fornemmer man. Og det går den rigtige retning for os nu. Jeg er ikke i tvivl om, at flere års klare udmeldinger og saglig argumentation fra BL har været med til at flytte rigtig meget.
Ud over de oplagte opgaver med at få randzonerne og efterafgrøder fjernet og vandplanerne tilrettet, så er den mest presserende opgave i en politisk aftale i øvrigt at få tildelt danske afgrøder den mængde kvælstof de har behov for.
Og selv om kritikken fra anden side allerede lyder, at miljøet vil lide skade, så er der efterhånden så mange og stærke argumenter imod denne kritik, at vejen synes banet for et gennemgribende politisk opgør med de danske kvælstofrestriktioner.
Uden at remse alle de faktuelle ting op, der taler for, at der er behov for og plads til mere gødning, så kan man dog let pege på nogle ret indlysende grunde.
Konkrete målinger fra Aarhus Universitet i Jammerbugt Kommune viser, at modelberegningerne af kvælstofudledningen fejler med faktor fem, i landbrugets disfavør. Der er plads til mere kvælstof miljømæssigt. Og netop målingerne frem for modeller er anerkendt af en kompetent miljømyndighed (Jammerbugt Kommune), der har lagt målinger til grund ved husdyrgodkendelse.
Aarhus Universitet, professor Jørgen E. Olesen har erkendt, at modellerne går ud fra en udledning på 33 % af det tildelte kvælstof. Men dette hviler på forsøg der ligger ca. 40 år tilbage, og forudsætningen for så stor udledning er velgødet jord. Undergødet jord som i Danmark, og tilpasgødet jord som efter ligevægt, udleder langt mindre, fordi der er behov for opfyldning af depoter først, og dernæst er balance mellem tilført og udledt.
Landene ud mod Østersøen bruger ligevægtsprincippet, bl.a. Sverige. I Sverige er der ingen problemer i at give 260 kilo kvælstof per hektar, så længe man har et udbytte på 13 tons. En landmand, der giver 260 kilo kvælstof, har en mindre udledning, end landmanden, som giver 160 kilo N, fordi han gør brug af markens potentiale, og fordi han netop kan bortføre mere, når han tildeler mere. Større afgrøder = større rødder = større optag af kvælstof.
SEGES har konstateret, at ”…alle forhold for at implementere en ny af metode til gødskning efter afgrødernes behov er til stede. Der er ikke baggrund for at afvente yderligere forsøg eller undersøgelser. …”
Og det bestyrkes i høj grad af det nyeste kvælstofforsøg, som netop SEGES og LandboNord offentliggjorde i denne uge i Planteavlsorientering nr. 273.
I en omfattende undersøgelse over to år på 19 storparceller har man undersøgt udvaskningen af nitrat igennem dræn ved forskellig tilførsel af gødning, og resultaterne taler deres eget tydelige sprog.
Udvaskningen stiger først markant, når der tildeles mere end 1,5 gange den nuværende gødningsnorm, hvilket bekræfter, at det vil være muligt at gøde efter ligevægtsprincippet, uden det øger udvaskningen markant. Når der er plads til 50 % mere gødning, så kan vi godt nå op på ligevægt.
I undersøgelsens første år har man gødet marken efter gældende normer, mens man det andet år har gødet med fire forskellige mængder henholdsvis halv norm, hel norm, halvanden gange norm og to gange norm. På alle de målte parametre ser man en positiv udvikling i forhold til mængde og kvalitet jo mere gødning der tilføres, og på proteinniveauet ser man en meget tydelig fremgang fra norm til halvanden gange norm. Kornet der er gødet efter norm indeholder 8,6 procent protein, mens kornet, der er gødet med halvanden gange norm, indeholder 10,5 procent protein.
Der er altså alt i alt rigtig mange klare indikationer af, at mere gødning er nødvendigt, og nok så væsentligt; mere gødning giver ikke en øget miljøbelastning.
I det forslag som partierne V, K og O tidligere har fremlagt med 16 specifikke punkter vedrørende dansk landbrug, lægger de op til, at den nuværende normreduktion skal sænkes i tre lige store dele, med seks procentpoint pr. år i te år. Normreduktionen er i dag på 18,12 %.
Desværre er det forslag slet ikke tilstrækkeligt af mindst to årsager.
For det første fordi det indlysende går for langsomt. Intet tyder på, at der ikke med det samme skulle være plads til i hvert fald 18,12 % mere gødning, og helst skal vi også have mere, så vi kan ramme ligevægt. Det er lidt uklart hvad det gode argument skulle være for den langsomme udfasning af reduktionen, for hvis man mener det er fordi man så kan holde øje med effekterne trin for trin i udfasningen, så kan man vel lige så godt sløjfe hele reduktionen på én gang og så bare holde øje med effekterne af det.
For det andet vil seks procentpoint om året i tre år ikke afskaffe normreduktionen. Det er nødvendigt at afskaffe hele normreduktionssystemet. Det er nemlig indrettet på den lumske måde, at der år for år med stor sandsynlighed vil ske en forøgelse af reduktionsprocenten. Fra næste gødningsår rammer reduktionsprocenten 20, og fra 2016 formentlig 24. Årsagen er bl.a., at ved beregning af økonomisk optimale N-normer er det nu lykkedes af få manglende proteinværdi indregnet med 75 % mod tidligere kun 50 %.
Det betyder at de indstillede økonomisk optimale normer er regnet mere rigtigt end i tidligere år.
Da man jo som bekendt har en landekvote på N-norm som er uændret, forventes reduktionen fra de økonomisk optimale N-normer i 2016 paradoksalt nok altså at blive 23-24 %. Hele den første del af VKOs foreslåede udfasning sluges på den måde, og om få år er der igen en enorm reduktionsprocent, hvis ikke politikerne tager ansvar, og helt fjerner reduktionssystemet.
Afgrøderne har behov for kvælstof. Og enhver person ved sine fulde fem vil mene, at en plante skal have den mængde næring den har behov for, hverken mere eller mindre. Det vi andre kalder ligevægt.
Argumenterne er der. Lad os få indført gødskning efter ligevægtsprincippet. Vejen er banet for politikerne.
