SF: Randzonerne er et godt værktøj

Folketingsvalget står for døren og snart skal danskerne stemme om, hvem der skal lede Danmark. www.baeredygtigtlandbrug.dk har snakket med fødevare- og landbrugsordførerne fra alle partier og stillet dem fem spørgsmål om, hvad de vil arbejde for efter valget.

sf

I dag er det Lisbeth Bech Poulsen fra SF, der svarer på spørgsmål.

Hvad er jeres holdning til randzonerne?

Vi synes at randzonerne er et godt værktøj blandt flere i forhold til at sikre, at der løber færre sprøjtegifte ud i vores vandløb. Men det er klart, at der har været nogle problemstillinger i forhold til forvirring omkring hvor og hvordan. Vi er helt enige i, at der skal være en højere grad af oplysning og retssikkerhed til landmændene i forhold til hvor og hvordan randzonerne skal udpeges. Men vi mener, at det er et godt værktøj.

Hvad vil I helt konkret gøre for at hjælpe landbruget ud af krisen?

Vi synes, at der har været flere initiativer. Vi har lige lavet en landdistriktspakke, så der næste år bliver givet næsten en halv milliard og de følgende år 3- og 200 millioner til nye moderne stalde. Så det er jo et tilskud der vil noget. Og så er der jo også EU hjælpepakken i forhold til at hjælpe helt konkret med Ruslandskrisen. For 1½ år siden kom der vækstplan for fødevarer, hvor der var en lang række tiltag i forhold til hurtigere sagsbehandling og mere kapitaltilførsel.

Man kan ikke nødvendigvis tale om landbruget som en samlet gruppe, fordi der er nogle landmænd tjener gode penge og har styr på økonomien, og så er der nogen der har en dårlig økonomi, som er blevet gældsat og har investeret i schweizerfranc eller købt jord da det var meget dyrt. Så vi bliver jo nødt til at se på, hvad vi kan gøre for at skabe gode forhold for erhvervet, men vi må også forholde os til, at dele af landbruget er i en selvforskyldt krise. Det må vi se på, hvordan vi kan komme ud af.

Vi har åbnet op for at der kan være andre typer landbrug end familielandbrug, så andre kan investere, og vi ser også nogle pensionskasser der går ind og investerer i landbrug. Så hvis der var én god løsning, så var den nok opfundet, men fra SF’s side holder vi altså fast i at vi skal have nogle ordentlige miljøkrav, og jeg synes at vi skal i gang med at implementere mange af de forslag, der er i natur- og landbrugskommissionen, hvor det overordnede princip er, at landbrug og natur skal kunne leve side om side.

Hvordan vil I øge landbrugets konkurrenceevne over for andre EU lande?

Det handler i høj grad om kvalitet. Danske landbrugsprodukter er jo allerede kendt for høj kvalitet ud i verden og med de lønninger vi har i Danmark, der kan vi ikke konkurrere på kvantitet. Vi synes også der er en idé i at se på dyrevelfærd, og så er det jo ikke nogen hemmelighed, at SF er store tilhængere af økologi.

Meget af det er op til landbruget selv, men vi kan selvfølgelig også se at der har været faldende priser og en krise med Rusland, hvor nogen er kommet i problemer, og her synes vi at vi med de forskellige pakker har prøvet at gå ind og understøtte landmændene.

Hvad er jeres vigtigste mærkesag i forhold til landbruget?

Vi vil have færre sprøjtegifte og bedre dyrevelfærd, så vi kan få kvalitetsprodukter

Hvordan ser du fremtiden for dansk landbrug?

Jeg tror, at det bliver rigtig svært for nogle landmænd, fordi der er nogen der er meget forgældede, og jeg synes, at vi bliver nødt til at tage en diskussion om, hvordan vi i højere grad kan sikre, at også nye landmænd kan komme på banen uden at blive så ekstremt forgældede. Men der er nogen der er på kanten af afgrunden, og vi skal selvfølgelig hjælpe dem vi kan med at komme på fode igen, men vi bliver også nødt til at se på, hvordan vi kan få nye ejere på plads hos de landmænd som måske kommer til at gå nedenom og hjem eller hjælpe dem ud af erhvervet så godt vi nu kan.
Med de omkostninger der er ved at drive landbrug i Danmark, der bliver landmændene i højere grad nødt til at satse på kvalitetsprodukter, så der simpelthen sker en værditilførsel, der retfærdiggør en højere pris.

Læs også: Landbrugskampagne fra SF bygger på forkerte tal

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen