Fuldt (maskin)-hus til sommermøde i Bæredygtigt Landbrug

For cirka 700 deltagere på Bæredygtigt Landbrugs sommermøde på Aakjær Gods ved Odder startede aftenen siddende på medbragte klapstole, men den sluttede med stående bifald efter foreningen igennem tre timer havde fortalt om det arbejde Bæredygtigt Landbrug udfører for de danske landbrugsfamilier.

koed-taler-til-forsamlingen

Retssagen omkring opsættende virkning ved Vestre Landsret i Viborg, der afgøres den 26. juni, var hovedtemaet på Bæredygtigt Landbrugs første sommermøde, der fandt sted på Aakær Gods ved Odder, og selvom mødet fandt sted dagen før valget til Folketinget, der ventes at få meget stor betydning for landbrugets fremtid i Danmark, så kom der blot én politisk opfordring under mødet. Det skete under velkomsten, hvor værten Johan Koed-Jørgensen opfordrede til at sætte krydset ved liste I.

”Støt op om Liberal Alliance” , lød opfordringer fra godsejeren, der fulgte op med at fortælle, at det var det eneste parti, der virkelig havde gjort en indsats for dansk landbrug. Johan og hustruen Lisbeth så til fra første række i værkstedet, der på grund af den regnvåde sommer, husede sommermødet.

Deltagerne var blevet opfordret til selv at medbringe stole til arrangementet, og da de sidste gæster havde parkeret klapstole og kaffekander i værkstedet, var det tydeligt, at forhallen også måtte tages i brug. Efter de sidste havde sat sig kunne Flemming Fuglede Jørgensen forklare om årsagen til, at Bæredygtigt Landbrug holdt sommermøde i ”Danmarks reneste maskinhus”.

”Hvorfor er vi her i dag? Vi er 10 der arbejder i bestyrelsen og otte på kontoret – vi arbejder hårdt, men vi informerer for lidt, ” lød det fra Flemming Fuglede Jørgensen før han fremviste dokumenterne fra en række af de verserende retssager.

Flemming Fuglede

”For at åbne jeres øjne en lille smule for, hvad vi arbejder med…..,  ” fortalte formanden og løftede på skift 1.600 sider omkring vandplanerne, 4.912 sider fra gødningssagen og 700 sider fra randzonesagen i Holstebro op, så alle deltagerne kunne se dokumentationen.

”Dem vi er imod, det er to styrelser, to ministerier og ti-tusind mand. Derfor er vi nødt til at være vel forberedte, ” lød det fra Flemming Fuglede Jørgensen før han overlod podiet til Bæredygtigt Landbrugs fagpolitiske konsulent Jørgen Evald Jensen, der fortalte om det faglige grundlag for gødningssagen.

Mange mennesker involveret
Jørgen Evald Kopi

Under retssagen i Viborg har Jørgen Evald Jensen siddet som højre hånd til advokat Hans Sønderby Christensen på sagsøgers side. Her kommer Bæredygtigt Landbrugs store faglige kapacitet med de fakta, der skal få gjort det tydeligt for enhver – ikke mindst de tre dommere – at dansk landbrug desperat har behov for at tilføre markerne mere gødning.

Kampen for mere gødning er ikke ny, lød det fra Jørgen Evald Jensen, men i starten mente han ikke, de var mange om at tage del i den.

”Vi var meget alene i starten. Og de landmænd, der var kommet i klemme, havde det hårdt….. Men kunne det nu passe, at landbruget havde skylden for alskens ulykker?, ” spurgte han ud til forsamlingen, før han fortalte, at Bæredygtigt Landbrug har involveret rigtig mange mennesker i gødningssagen, og at de udsagn, der kom frem i landsretten, de ligger til grund for foreningens arbejde nu og i fremtiden.

Jørgen Evald Jensen havde hårde ord med til nogle af de forskerne, der har været i vidneskranken i Viborg.

”Når de kom ind og sad i vidneskranken i landsretten, så sagde de pludselig sandheden, ” fortalte Jørgen Evald Jensen før han punkt for punkt redegjorde for de indrømmelser, der var fremkommet i retten.

”Man har gået ud fra, at 33 procent af kvælstoffet forsvinder ud igennem rodzonen – men det passer ikke – det er direkte forkert, ” lød det kontant fra Jørgen Evald Jensen, og han fortsatte sin hårde kritik:

”Det her, det hviler på falske forudsætninger. Siden VMP2 og fremefter, der er det bygget på falske forudsætninger… Man har ikke et eneste tal for, hvad man har opnået ved at udsulte landbruget i alle disse år. ”

Fald i proteinindhold på 27 procent
Sønderby Og Forsamling

Bæredygtigt Landbrugs advokat Hans Sønderby Christensen var i topform foran så stort et publikum, og advokaten havde stor ros til Bæredygtigt Landbrugs store faglige kapaciteter, men han var til gengæld meget uforstående overfor, at de danske landmænd i salen alt for længde havde fundet sig i at blive behandlet dårligt, og han fortalte i fire punkter hvorfor Bæredygtigt Landbrug vinder gødningssagen.

”Den første er, at indgreb over for jer, når man tager gødning fra jer, det er, at det skal være omkostningseffektivt. To ting skal være opfyldt: Man skal vide, hvad det er for en vare, og man skal også vide hvad varen den koster – hvor svært kan det være.”

Advokaten fortalte, at det i Vestre landsret kom frem, at man ikke ved, om reglerne de virker, og han fortalte, at hvis ikke man ved, om man får reduceret noget udvaskning, så er det svært at kalde den omkostningseffektiv.

”Men hvis man heller ikke ved, hvad den koster, hvis man ikke kender prisen, så kan enhver gøre sig klog på om det er omkostningseffektivt, ” og alligevel fremførte staten i retten, at tiltagene er ”omkostningseffektive” lød det ironisk fra Hans Sønderby Christensen.

”På førstedagen i vestre landsret, der sagde jeg til dommerne, nu har vi været igennem 316 henvisninger til grafer og skriftsteder om marine miljøer og grundvand. Men vi mangler at høre noget helt specifikt om reducerede gødningsnormers betydning. En sidedommer bad om at få spørgsmål om emnet på skrift – spørgsmålet var, ”hvor har vi beregningerne på om det virker – svaret det var, at, indviklet ind i en masse ting, at ”vi ved overhovedet ikke om det virker. ”

Processen med retssagerne har ifølge advokaten sendt landmændene lysår nærmere målet.

Man målte aldrig og man beregnede ikke
I retten kom det frem, at landbrugsefterafgrøder ifølge professorerne fra Aarhus Universitet optager 34-37 kg nitrat pr hektar, men man beregnede i en velnæret jord, og man regnede sig også frem til, at ved at fjerne 10 procent af handelsgødningen ville man kunne fjerne 4 kg N pr hektar. Et forhold, der fik advokat Sønderby op i det røde felt.

”Reducerede normer og efterafgrøder, der ikke har noget at leve af, til at suge det op – der er ikke noget at sige til, at det ikke virker. Når spørgsmålet er: går det længere, end hvad der er nødvendigt – så går det her i vildskab længere, end hvad der er nødvendigt. ”

Hans Sønderby Christensen mente fra podiet ikke, at de danske landbrugsorganisationer var alt for gode til at regne, og han mente, det var en kæmpe stor fejl, at man fremturer med, at Danmark blot er et par procent bagud i forhold til de tyske naboer, når der er tale om et par procentpoint, og altså reelt et tab på langt mere end 20 procent.

”Et fald på to procent lyder ikke af meget – når det er fra 10,4 til 8,4 – eller 2,4 – men det er altså et fald på 27 procent – hvordan kan i få det til at blive to?, ” lød kritikken, og igen når det handlede om sammenligningen imellem forskellige korntyper, når forholdene bliver sammenlignet i Tyskland og Danmark, mente advokaten at landbruget er forkert på den.

”Det er rigtigt, at faldet i protein er kolossalt. Men hvad sammenligner vi med? Vi sammenligner tysk foderhvede med dansk foderhvede – men er det relevant? I 1997 var der 390.000 hektar med brødhvede – i dag bliver godt 20.000 hektar godkendt til formålet, ” lød det fra Hans Sønderby Christensen, før han slog fast, at det danske brødhvede areal er blevet reduceret med 370.000 hektar på grund af de danske gødningsnormer.

”Det, der i dag kun kan bruge stil foderhvede med en proteinprocent på 8,4 procent i gennemsnit, skal ikke sammenlignes med foderhvede i 1997 på 10,4 procent. Der burde været sammenlignet med 11,4 procent, som det dengang var i brødhvede.

”Hvem kan have en interesse i at smadre dansk landbrug for at opnå maksimalt beregnet 4 kg N per hektar, når efterafgrøderne kunne gøre det langt bedre. ”

Hans Sønderby Christensen fortalte også om hvor langt Bæredygtigt Landbrug er i forhold til randzonesagen og i forhold til vandplanerne, der skal for retten til september, før han trådte ned fra podiet til stående applaus fra de mange tilhørere.

Efter tre timer med faglige indspark sluttede Flemming Fuglede Jørgensen af med at tale dunder til de 700 fremmødte landmænd og ægtefæller, og han gjorde det helt klart, at Bæredygtigt Landbrug er klar til at kæmpe kampene til ende.

”Det er en bananrepublik værdigt, hvad vi er udsat for. ….. Jeg er rystet over det, og bæredygtigt Landbrug skal nok sørge for, at nogen kommer til at stå til ansvar for det her, ” fortalte han og slog fast, at Bæredygtigt Landbrug stadig går rettens vej – men at ledelsen i Bæredygtigt Landbrug ikke kan gøre det alene.

”Det er ikke nok at være en dygtig landmand – vi kan ikke gøre det alene i ledelsen – vi kan ikke gøre det uden jer. Vi har startet en landbrugsfaglig march – og alle skal være med. Vi har startet marchen – og i er med alle sammen, ” sluttede formanden af til store klapsalver før de mange deltagere med stole og tømte kaffekander under armene forlod sommermødet i maskinhuset for at gå ud i den kølige juniaften og de smukke omgivelser. 

Aakjær Gods

 Makiner Sparke Dæk

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top