Povl, Christian og de danske landmænd vandt en sejr

Det er ikke blot en vundet sag, men en vundet sejr, konkluderede forsvarets advokat Uffe Baller efter frifindelsen af Povl og Christian Blak Bojer den 11. maj ved Retten i Holstebro. Advokaten forventer, at de randzonesager, der har afventet udfaldet i Bojer-sagen, nu falder væk

christian-og-povl-blak-bojer-interview-tv

”Povl og Christian Blak Bojer frifindes. ” Det var de endelige ord fra dommer Niels Bjerre, da han få minutter efter klokken havde passeret 9.00 den 11. maj havde oplæst dommen over for Povl og Christian Blak Bojer i Retten i Holstebro. 

Under oplæsningen af dommen var Povl og Christian Blak Bojer bistået af de to forsvarere Uffe Baller og Hans Sønderby, imens anklagerens to deltagere ved oplæsningen af dommen befandt sig i den modsatte side af lokalet. Ved bagvæggen sad en flok storsmilende landmænd sammen med flere journalister og Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse og direktør Bjarne Nigaard, og der var kram og lykønskninger til alle, da dommeren tav, og det stod klart for alle fremmødte, at Povl, Christian og Bæredygtigt Landbrug havde vundet en stor sejr over staten. Dommer Niels Bjerre havde slået fast, at man ikke kan forventes at opfylde kravene til en lov, der hviler på et usikkert grundlag, som tilfældet har været med randzoneloven.

Uden for retslokalet stod pressen utålmodigt og ventede på, at der kom nyt fra retssalen, og det var en glad og stolt Povl Blak Bojer, der efter at have givet interviews til tv, radio og diverse aviser fortalte Bæredygtigtlandbrug.dk, hvordan det føles at vinde en retssag mod staten.

”Det var ligesom at få top-karaktér til eksamen. Det var rigtig dejligt. Helt sikkert, ” lød det med et stort smil fra Povl Blak Bojer imens Bæredygtigt Landbrug lod champagnepropperne springe, og landmanden fra Thy var meget glad for, at dommen var så klar. At dommen gjorde det helt klart, at man ikke kan dømmes for ikke at følge en sjusket lov.

”Dommeren, han giver os jo medhold i, at grundlaget, det har været usikkert, det har været uklart, og det har flyttet sig hele tiden. Og det er vel egentlig der, dommeren han frikender os, og siger: jamen, det kan man ikke forlange, at folk de skal stå ret for, det her. Når det hele tiden flytter sig, og når det bliver afsløret hvor usammenhængende, og sjusket, det har været. De har jo slet ikke haft det på plads. ”

At randzoneloven fra starten har været sjusket er Bjarne Nigaard, administrerende direktør i Bæredygtigt Landbrug, helt enig i.

”Det her er jo så tydeligt et juridisk fejlskud. Det må nu stå klart for de ansvarlige politikere, at de er nødt til at fjerne randzoneloven med det samme. De ansvarlige myndigheder har ikke selv kunnet finde ud af loven, så de har måttet ændre den. Og i dag har vi fået en dommers ord for, at man heller ikke som almindelige borger, som almindelig landmand, kan dømmes efter det makværk, som randzoneloven er, ” fortalte Bjarne Nigaard efter dommen.

Et uskønt forløb
Ved randzonelovens ikrafttræden tilbage i 2012 oplevede de danske landmænd, at randzoneloven blev ændret konstant. Det stod meget tidligt klart, at staten var i vildrede med hensyn til kompensationsordningen i forbindelse med randzonerne, og som tingene står nu, så gives der slet ikke kompensation for at udlægge randzoner. Formålet med de først 10, nu ni meter dyrkningsfrie randzoner er også blevet ændret drastisk igennem de sidste par år, hvilket kun forstærker billedet af en sjusket lov.

Først skulle zonerne fjerne fosfor, men da forskere fandt ud af, at de ikke virkede til formålet, så skulle randzonerne i stedet forhindre udvaskning af kvælstof. Men efter tyske forskere havde undersøgt effekten af randzoner fra 2009 til 2011 stod det klart, at effekten heller ikke her var den ønskede.

Bjarne Nigaard mener, at NaturErhvervstyrelsen med nederlaget ved Retten i Holstebro bør tage konsekvensen fuldt og helt og trække hele loven tilbage snares muligt, så danske landmænd igen kan få en fornemmelse af, at også de lever i en retsstat.

”Det har på alle måder været et uskønt forløb, og når man samtidig erindrer, at randzonerne beviseligt aldrig har haft den miljøeffekt, de var tiltænkt, så har jeg svært ved at se, at der kan være den mindste tvivl tilbage; fjern nu de randzoner, ” lyder den klare opfordring fra Bjarne Nigaard.

Dommen er en sejr
Uffe Baller, advokat og forsvarer for Povl og Christian Blak Bojer, mente efter dommen, at den kæmpe indsats, mange medlemmer af Bæredygtigt Landbrug har leveret igennem sagen, med mandagens dom til fulde har været kampen værd.

”Ja, det er helt sikkert – og mere til. Det er vidunderligt, når det lykkes. Det er jo ikke bare at vinde en sag. Det er at vinde en sejr. ”

Har det været et stort arbejde, at bygge denne her sag op?

”Ja! Det har det – du kan bare spørge Bjarne (Nigaard. Red), ” lød det med et lettet grin fra advokaten: ”Ja, det har det. Det har virkelig trukket tænder ud. Men det har været en fornøjelse. ”

Uffe Baller mener sejren ikke kunne være meget bedre, og det til trods for at dommeren ikke direkte tog stilling til, om randzoneloven er i strid med EU-retten.

”Vi fik jo ikke lige Grundloven og EU med, men det mener jeg heller ikke er nødvendigt, for det kører der en anden sag på. Det, der er det rigtig gode ved dommen her, det er jo, at den ikke bare frikender Bojerne, fordi de var i god tro, men at man siger, at den her lovgivning, 12/14-loven i forening, ikke kan bruges til at straffe folk med. Plus at man jo også gik det skridt videre og siger, at kompensationskortene og støtteordningen faldt væk – og når det faldt væk, så skabte det yderligere tvivl om lovens anvendelighed. Og derfor så har man jo sådan set taget hul på også det EU-retslige. Så, joh, jeg vil sige, det kunne ikke være meget bedre. ”

Staten har efter dommen 14 dage til at bestemme, om man vil anke dommen fra Retten i Holstebro, men Uffe Baller forventer ikke, at statens advokater vil genoptage kampen efter mandagens klare dom.

”Jeg tror det ikke. Med de premisser, så kan de godt leve med de skrammer, de har fået, og det vil jo så få, hvis ikke de anker den, få den umiddelbare konsekvens, at de sager, der ligger i kølvandet på Bojers sag, med overvejende sandsynlighed falder væk. Og det får formentlig også den konsekvens rent lovgivningsmæssigt, at man bliver nødt til at kigge på det her en gang til, ” lød det fra en storsmilende Uffe Baller.

Advokat Hans Sønderby, der bistod Povl og Christian Blak Bojer i retten sammen med Uffe Baller, er helt enig med sin kollega i, at Retten i Holstebro med stor sandsynlighed blev endestationen for alle de mange retssager, der har afventet udfaldet af retssagen, der endte med en sejr til landmændene den 11. maj.

Forventer I at sagen bliver anket?

”Man anker ikke den her. Den er formuleret præcis sådan, at alle de andre sager, mig bekendt, er skåret over den samme læst, og det vil sige, at de her fem-seks sager, man også har taget ud, og hvor landmanden også har benyttet sig af sin ytringsfrihed, i de der fem-seks sager, der passer det præcis på det her, ” lyder konklusionen fra Hans Sønderby, som mener, at dommen har flere positive facetter.

”Dommen i dag, den hviler på to sten. Den ene sten siger, at der er en EU-kompensationsordning som falder væk i 2012, så er der stor usikkerhed omkring den økonomiske forvaltning i forhold til Bojers. Punkt 2 er hans EU-kompensationskort, dem var der ikke styr på. Når der ikke er styr på de to ting, de to EU-retlige forudsætninger, så må det jo nødvendigvis føre til en frifindelse. Og så er det glædeligt, at man ikke bliver behandlet ringere, fordi man har benyttet sig af sin ytringsfrihed til at sige, nogle generelle ting i pressen om en lov, om dens anvendelighed og dens nytte – eller mangel på samme. “

Turde ikke håbe på en sejr
Både Povl og Christian Blak Bojer har med mandagens dom fået rettens ord for, at man som dansk landmand ikke kan forventes at følge en lov, som ikke engang lovgiverne har styr på. Men selv om Christian Blak Bojer fra starten af randzonekampen har ladet fornuften råde, så har han undervejs alligevel været nervøs for, om det nu også ville ende med en frifindelse i retten.

”Altså, jeg har nok haft det sådan, at jeg har ikke turdet håbe på, at vi skulle vinde, fordi, man skulle jo ikke sætte sig selv op til noget, og så blive skuffet. Jeg har virkelig været spændt på det – og nu er jeg da rigtig glad, når det er gået denne vej. “

Klik her for at læse hele dommen fra Retten i Holstebro

Champagne foran retten i Holstebro

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top