BL afholder pressemøde om konsekvenserne af gødningssagen 28. maj

Selvom der først kommer en dom i gødningssagen den 26. juni, så kom der meget skelsættende oplysninger frem under retssagen, som allerede nu rokker ved det grundlag som gødningsnormerne er lavet på.

hvede-mejetærsker-sløret

Under retssagen i Vestre Landsret i Viborg bekræftede flere af statens vidner, at de tal de bruger i deres beregninger ikke stemmer overens med virkeligheden, og dermed er der lavet lovgivning på forkert grundlag.

Derfor indkalder Bæredygtigt Landbrug til pressemøde den 28. maj, hvor Bæredygtigt Landbrug og foreningens advokat Hans Sønderby Christensen vil fremlægge konsekvenserne af de indrømmelser Aarhus Universitet og Københavns Universitet er fremkommet med i forhold til de danske gødningsnormers konsekvenser for dansk landbrug. Indrømmelserne kom frem i forbindelse med gødningssagen i Viborg i uge 21.

Og at det står virkelig skidt til med kvaliteten af dansk korn kom tydeligt frem, da vicekoncerndirektør i DLG, Jesper Pagh fortalte, at det danske korn nu er så ringe, at kornopkøbere uden for Europa nu specifikt anmoder om, at der ikke må være dansk korn i sendinger fra Europa. Kvaliteten er simpelthen alt for dårlig som følge af de danske norm-regler for gødskning af afgrøderne. Et forhold, der i kontrakterne benævnes ”Danish Excluded”.

Hos Bæredygtigt Landbrug ses indrømmelserne fra forskerne fra Københavns- og Aarhus Universitet som et kæmpe skridt i kampen mod normerne.

“Vi har jo kæmpet i årevis med at få det offentlige til at forstå, at proteintabet i dansk korn er af en helt anden størrelse end det de påstår. Og jeg synes, at vi nu har fået dokumenteret, at tabet på en halv procent protein, som Aarhus Universitet har fremlagt, ikke holder nogen steder. Det er stor landvinding, og det har en stor betydning, at vi nu har fået frem i retten, at tabene er i en helt anden størrelsesorden”, siger Jørgen Evald Jensen, fagpolitisk rådgiver i Bæredygtigt Landbrug.

For Jørgen Evald Jensen var det også en markant landvinding, at man fik belyst, at der ikke har været en udvikling i udvaskningen af kvælstof fra landbruget, selvom man har strammet reglerne voldsomt.

“Det er ekstremt vigtigt, at vi har fået slået en pæl igennem argumentet med, at når man giver 100 kg N i handelsgødning, så udvaskes de 33 kg. Det er jo en beregningsmåde man har lagt til grund for afrapporteringer og hele metodikken i 30 år. Men når vi er i en situation, hvor planterne er udsultet, så holder den beregning ikke. Tallene viser jo med al tydelighed, at man ikke har fået noget ud af at blive ved med at stramme skruen.”

Hvis det står til Jørgen Evald Jensen, så skal indrømmelserne have konsekvenser for det grundlag man laver beregninger på og de beregninger der allerede er lavet skal gås efter i sømmene.

“Der skal til at ske noget. Vi skal finde ud af, hvad der er op og ned. Vi kan jo se, at man ikke kan dokumentere, at der har været nogen som helst udvikling i rodzoneudvaskningen fra indførelsen af vandmiljøplan 2 og til i dag, og tiden er inde til, at samfundet må kræve, at man får endevendt det her, så vi får fagligheden tilbage. Det kan ikke nytte noget, at vi som fageksperter kan se, at tingene slet ikke hænger sammen ude i den virkelige verden, mens man sidder i et babelstårn i universitetsverdenen og opererer med noget, som ikke passer med virkeligheden. Og det regulerer man så efter, hvilket er endnu værre”, siger Jørgen Evald Jensen.

Praktisk information:

Hvornår: 28. maj kl. 11.15
Hvor: Pressemødet afholdes hos advokatfirmaet HjulmandKaptain, Normansvej 1, 8920 Randers NV
Tilmelding: Ikke nødvendigt, men giv gerne besked til kommunikationsdirektør hos Bæredygtigt Landbrug, Jakob Tilma, på telefon 42 43 50 15

Følgende vil være til stede til pressemødet og være tilgængelige for interview efterfølgende:

Bjarne Nigaard, administrerende direktør for Bæredygtigt Landbrug, telefon: 31 37 88 05
Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, telefon: 20 30 00 03
Jørgen Evald Jensen, fagpolitisk konsulent i Bæredygtigt Landbrug, telefon: 40 95 51 20
Hans Sønderby Christensen, advokat og partner hos HjulmandKaptain, telefon:  70 15 10 00

Scroll to Top