Af Bjarne Nigaard, adm. direktør
Lad mig med det samme slå fast, at der i min optik er tale om en regering, der har talt og skrevet mere end den har ageret. En regering der har brugt sminke mere end knofedt.
Hvis man ser på udgangspunktet i regeringens eget regeringsgrundlag, så hedder det bl.a., at der skal ”… skabes en positiv udvikling i yderområderne. Det er samtidigt afgørende for udviklingen i yderområderne, at landbrugets økonomi stabiliseres, så erhvervet fortsat kan bidrage til beskæftigelsen i udkantsområderne…”, ligesom det bl.a. slås fast at ”… Danske virksomheder skal have de bedste betingelser for at konkurrere på de globale markeder. Derfor skal vi gøre langt mere i forhold til de rammevilkår, der afgør om virksomhederne kan vokse og skabe job…”.
En meget fin ambition, der suppleredes af en Natur- og Landbrugskommission, hvis anbefalinger man erklærede at ville følge.
Sørgeligt nok er de gratis sminkede ord ikke fulgt op af reel handling.
Jeg anerkender, at der er sendt en del kroner i landbrugets retning i form af diverse støttepuljer og almisseløsninger, som oftest særligt øremærket til en bestemt del af producenterne, nemlig økologerne.
Men for mange af disse ordninger gælder, at de ikke understøtter det store flertals udfordringer, og at de kræver en egenfinansiering, der reelt ikke kan skaffes. Folk med allerede tomme stalde, har ikke behov for endnu en ny tom stald.
Så når regeringen erklærer, at den vil vækst, også indenfor landbruget må man forstå ud fra bl.a. de for landbruget gældende udspil med såkaldte vækstpakker, så kan det jo undre, at vækst i den nuværende regerings optik åbenbart skal skabes ved at give tilskud til de udvalgte, ved at stramme den økonomiske skrue for de mest pressede i erhvervet, og ved at etablere konkurrenceforvridende og direkte tabsgivende ordninger ind ad en kant.
Dødsliste over landbrug
Erhvervsministerens Finanstilsyn har gang på gang lavet den ene landbrugsspecifikke opstramning efter den anden over for bankernes frie mulighed for at satse og tro på det enkelte landbrug, og senest lavet gældseftergivelsesordninger suppleret af en ’dødsliste’ for over 1.700 landbrugsfamilier, hvis virksomhed skal tvangslukkes, og hjem forlades.
Miljøministeren brillerer med vandplaner, der uden påviselig miljøeffekt vil skylle grundlaget væk under enorme dele af dansk landbrug, ligesom hun gerne uden faglig grund inddrager store §3-arealer fra konventionelle landmænd, men lader de økologiske beholde deres.
Fødevareministeren holder stædigt fast i ubrugelige randzoner og forældet regulering af kvælstof, selvom faglige begrundelser for disse tiltag ikke er til stede.
Jeg kender allerede den smøre der vil komme som et forsøg på modsvar; ”Landbruget vil svine miljøet til, og tænker ikke på andet end egen profit, og de ligger som de selv har redt. Regeringen har de hellige eneste løsninger, og alle andre vil det sorte for miljøet.”
Jeg håber snart alle indser, at folk på landet også får børn. Landmænd vil også sikre, at egen familie og næste generation i enhver henseende har det godt. Og det er faktisk muligt med et ”både og” for miljø og vækst.
For i modsætning til det den nuværende regering og dens støtter påstår, så er miljøtilstanden i Danmark langt fra katastrofal. De forhold som fremmanes som argument for politisk motiverede stramninger i dansk miljøpolitik baserer sig på modelberegninger, som flere steder er haltende af kvalitet. Det viser de konkrete målinger der foretages løbende. Og det viser GEUS årlige rapporter omkring vandmiljøet. Selv miljøministeren har senest forklaret Folketinget, at skræmmekonklusionerne fra bl.a. DANVA og Dansk Naturfredningsforening ikke er valide, for grundvandsundersøgelserne fokuserer ikke på de repræsentative forhold, men fokuserer på de evt. problemområder.
Derfor er det besynderligt, at regeringen ikke har villet leve op til egne målsætninger om vækst i balance med miljøet. Det er besynderligt, at regeringen har insisteret på kun at gennemføre de dele af Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, der retter sig mod natur, men udskyder dem, der skal prioritere landbrug.
De forbedrede rammevilkår, som blev lovet hele erhvervslivet, og dermed også dansk landbrug, er ikke kommet. Regeringen vil i valgkampen påstå det, men realiteten er anderledes.
Potentialet for vækst i dansk landbrug kan forløses, hvis man under stadig hensyn til miljøet, tillader at danske landmænd kan gøde deres marker efter de samme faglige principper som man gør i landene omkring os. Sverige, Tyskland, Polen osv. tildeler kvælstof til deres afgrøder efter hvad de har behov for. I Danmark tildeler vi kvælstof ud fra hvad det er modelberegnet, at miljøet kan tåle. Også selvom konkrete målinger af drænvand, grundvand, vandløb, søer, fjorde og farvande alle fortæller, at landbrugets udledninger ligger under grænseværdierne i nitratdirektivet.
Ved at give landbruget rimelige og fagligt funderede rammevilkår, skabes muligheden for, at den alt for store gæld der bl.a. er opstået på grund af for ringe rammevilkår, kan nedbringes. Copenhagen Business School har beregnet, at de samme rammevilkår i Danmark som i nabolandene vil kunne afdrage en gæld på 200 mia. kroner mere fra landbruget, end det kan ske under den nuværende regulering. 200 mia. kroner er det samme beløb, som gælden er vokset i dansk landbrug, siden reguleringerne blev indført i begyndelsen af halvfemserne.
Hvis bare dansk landbrug får lov, så skal vi nok betale hver mand sit, skabe vækst, og passe på miljøet. De, der påstår, at landbruget vil noget andet, er ude i politisk ærinde. Det er reelt dem, der er de sortsynede, hvis ikke de vil vækst i balance med miljøet.
God valgkamp.
