Dansk landbrug til debat

Onsdag aften inviterede Agerskovgruppen til sønderjysk pølsebord, festmusik og landbrugspolitiske budskaber i Agerskov Hallen. Den invitation havde flere hundrede landmænd fra hele landet taget imod. Maden og musikken stod de lokale for, mens de politiske budskaber blev serveret af blandt andre Venstres formand, Lars Løkke.

lars-loekke-med-forsamling-foran-sig

Tonerne fra spillemandens keyboard blander sig med den livlige snak ved bordene. Idrætshallen i Agerskov er for en stund fyldt med landmænd fra nær og fjern, der er mødt op til dagens arrangement. Nogen for hyggesnakken, faglig sparring og den udmærkede lune leverpostej. Andre for at diskutere dansk landbrugs fremtid. De få tomme stole rundt omkring i hallen bliver hurtigt besat – et enkelt bord er reserveret til pressen, mens de mere prominente gæster også har fået en fast plads. Med navneskilt. Håndskrevet med rød sprittusch på et stykke pap, naturligvis. Her er ingen fine fornemmelser.

Klokken lidt i halv otte har de fleste tilhørere fundet sig til rette i hallen. Pladsen på gulvet ved de opstillede borde er efterhånden blevet så trang, at folk er trukket op på lægterne for at få en siddeplads. Som den sidste melder Venstres formand, Lars Løkke, sin ankomst. På et splitsekund er han omringet af mænd i skjorte og jakkesæt, der gerne vil hilse på. Det tager han sig tid til. Selvfølgelig. De næste timer skal han stå ansigt til ansigt med de mange hundrede landmænd, der afkræver ham et svar på, hvad Venstre vil på det landbrugspolitiske område.

Symptombehandling i dansk landbrug

På bordene rundt i hallen ligger teksten til sangen ’Åbent Landskab’. En sang, der handler om at bo på landet og om at trives bedst med luft under vingerne og åbne vidder uden for hoveddøren. En af initiativtagerne bag arrangementet, Jens Peter Aggesen, byder velkommen og beder forsamlingen synge med. Spillemanden stemmer i på keyboardet. De mange hundrede fremmødte banker rusten af stemmen og synger sig gennem de tre vers. Nu kan aftenens program for alvor begynde. Bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug Peter Kjær Knudsen lægger ud.

Lars Løkke sidder på forreste parket. Ved siden af sidder regionsformand Carl Holst. Og overfor venstrepolitikeren Hans Christian Schmidt. De lytter alle tre interesseret til oplægget fra Peter Kjær Knudsen. Han fortæller om de konsekvenser, dårlige rammevilkår har for dansk landbrug. Om at den danske svinepris er markant lavere end den tyske. Om overimplementering af EU-regler i Danmark. Og om, at det ville give meget mere mening at lave målinger af grundvandet i stedet for at modelberegne sig frem til en såkaldt virkelighed. Det er symptombehandling, lyder det fra talerstolen. Salen klapper. Peter Kjær Knudsen er nået til sidste punktum i sit oplæg, og nu kan aftenens hovedperson tage de fem trin op til scenen og træde ind i rampelyset på talerstolen.

Det handler om rammevilkår

”Det er 28 år, siden jeg første gang var her i hallen,” indleder Lars Løkke sin tale og fortsætter:

”Det var i 1987. Dengang var jeg på genvalg til formandsposten i Venstre Ungdom. Det gik godt, for det lykkedes mig at fortsætte som formand. Jeg håber, at det i aften går lige så godt som dengang, for vi kan jo ikke komme udenom, at der snart er folketingsvalg. Og jeg håber, at vi i Venstre kan genvinde regeringsmagten.”

Fra salen bliver der småfnist lidt. Nogen i hallen kan muligvis huske Lars Løkkes besøg dengang. Andre havde håbet, at han havde ladet valgsnakken blive på Christiansborg. Men det var måske også så meget forlangt, mumler en landmand i baggrunden. Og så alligevel. For Lars Løkke indrømmer selv, at mødet her handler om noget andet. Det handler om den alvorlige krise, dansk landbrug er i.

”Jeg er enig i, at det grundlæggende problem er rammevilkårene,” fortsætter Lars Løkke og tilføjer:

”I er udfordret – det ved jeg godt. Også selv om jeg ikke selv er rundet af dansk landbrug. Jeg hører også om landmænd, der må give op. Og jeg ved også godt, at de landmænd ikke kun er landmænd, der har lavet dårlige investeringer, prioriteret forkert eller er dårlige forretningsmænd. De er tynget af helt øjeblikkelige udfordringer, som vi er nødt til at tage alvorligt.”

De ord vækker optimisme og håb i hallen. Håb om, at det kan blive anderledes. At dansk landbrug kan få bedre vilkår. At Venstre er vejen frem. Måske. Træerne vokser jo ikke ind i himlen, det ved landmændene godt. Og senere venter en debat, hvor venstreformanden skal kigge landmændene dybt i øjnene. Hvor Lars Løkke skal give landmændene svar på deres mange spørgsmål. Herefter er alle forhåbentlig blevet lidt klogere. Også Lars Løkke.

Af Cecilie Christensen, cc@baeredygtigtlandbrug.dk

 

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen